SPIN-OFF TIL CHRISTMAS CALL
Han gik i seng med sin "kærestes" bedste veninde, hans dyrebareste venskab ser ud til at smuldre, mere og mere, for hver dag, der går, og den eneste pige, som han aldrig nogensinde måtte få følelser for, er han faldet fo...
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Da jeg er kommet hjem fra skole, lægger jeg mig i min seng og begynder at tænker endnu mere på Brylee.
Jeg kunne sagtens huske hende. Hendes ansigt er ret unikt. Så hendes nervøse nik, fra da vi kom for sent, var stadig på min nethinde. I går da jeg så rigtig mødte hende, fæstnede hendes smil sig også. Faktisk fæstnede hun sig bare.
Det lyder både plat og kliche, men jeg kan ikke lade være med at tænke på hende. Hendes grin kører på fucking repeat i mit hoved. Hvor sygt er det ikke lige?
I dag snakkede jeg kort med hende omkring festen i aften. Jeg spurgte det klassiske 'hvad skal du have på?'-spørgsmål. Men det vidste hun ikke. Så spurgte hun mig. Jeg vidste det heller ikke, hvilket fik os begge til at le. Det var bare helt almindeligt smalltalk, men det var virkelig rart. Brylee er let at snakke med, så det er ikke rigtig et problem at starte en samtale. Også selvom det bare er smalltalk.
Jeg skubber mig op på albuerne, og rækker ud efter min telefon på madrassen. Så åbner jeg min og Charlottes SMS-samtale og sender hende en besked.
Mig: Duuuuude. Jeg synes stadig, det er pinligt, at jeg troede, du mente, mig og Brylee skulle være bollevenner!
Hun svarer omtrent 5 minutter senere.
Hende: Dude dig selv! Jeg har på intet tidspunkt nævnt, at I skulle være b-venner. Men ja pinligt, det var det da.
Mig: Tror du Brylee synes, det var pinligt?
Hende: Ja. Det er jeg 99% sikker på.
Mig: Typisk.
Hende: Ahahaha.
Mig: Det er ikke sjovt, Char.
Hende: Jo, lidt.
Mig: ~_~
Hende: Hæhæh. Nå, men mødes vi senere hjemme hos mig, så vi kan tage til feeeeest?
Mig: Yup. Aftale. Og FYI: så tager jeg altså ikke slips på, bare fordi Bry skal med.
Hende: Ej hvaaaad? Det havde jeg ellers regnet med.
Mig: Mhhh.
Hende: Hahahah. Ses senere, smukke.
Mig: Det gør vi.
Med et smil på læben slukker jeg min telefon og begiver mig nedenunder.
Jeg har ikke rigtigt talt med min mor, siden jeg græd i forgårs. Hvorfor jeg har undgået hende, er jeg ikke helt sikker på. Det skete ligesom bare. Som jeg har sagt før, kan jeg ikke lide græde, og jeg kan heller ikke lide at tale om, at jeg har grædt.
Men nu er jeg også dum. Min mor kender mig, og hun har jo ikke tænkt sig at bringe det på banen; så nu springer jeg ud i det.
Da jeg er nået ned ad trappen, kalder jeg på hende. "Mor?"
