Under månens skær

Kapitel 25

Jeg kiggede tilbage mod Blake. Han så perfekt ud i månelyset. Jeg kunne næsten ikke tage øjnene fra ham. Hans øjne lyste på sådan en særlig måde, og da han smilede til mig kunne jeg ikke andet end at smile tilbage.

Jeg gik over til ham. Jeg havde altid været bange for mørket som barn. Men selvom det eneste lys lige der kom fra månen og stjernerne, virkede det af en eller anden grund ikke så skræmmende. Man kunne se halvdelen af byen, fra taget. Alle bygningernes vinduer var fyldt med lys og sendte et varmt skær hen mod os.

"Det er smukt ikke?" spurgte Blake. Jeg nikkede. Han havde fuldstændig ret. Det var noget af det smukkeste jeg nogensinde havde set. Det kølige lys fra månen og stjernerne blandet med det varme fra de mange stuer og soveværelser lyste nattehimlen op. Gav verden en smule varme i det ellers kolde vejr.

"Blake?" spurte jeg tøvende. Han vendte hovedet mod mig stadig smilende. "Hvorfor valgte du at arbejde her?". Hans smil falmede og i et øjeblik var jeg bange for at jeg var gået for langt. Men efter et øjeblik svarede han "Min lillebror havde kæmpet med depression i mange år. Vi mistede ham til det sidste sommer". Der var et øjebliks stilhed mellem os. "Det er jeg virkelig ked af at høre" sagde jeg til sidst. Jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle sige. Jeg fik det pludselig meget skidt over at det var ham der havde fundet mig på toppen af bakken. Jeg fik det skidt over at det var ham der var blevet nødt til at snuppe skåret fra mine hænder.

"Det er okay. Jeg tror på at han er et bedre sted nu" sagde Blake og jeg stoppede den onde spiral jeg ellers var lige ved at dykke ned i med hovedet først.

Jeg kiggede op mod Blake. Han smilede men han kunne ikke gemme tårerene i hans øjne. "Hvad hed han?" spurgte jeg. Blake grinede. "Han hed William, men hadede det navn mere end noget andet. Han sagde altid at det var et navn til en eller anden gammel gnaven rigmand. Så vi kaldte ham altid Will". Den første tårer faldt ned ad Blakes kind som han afsluttede den sidste sætning. "Han virker som en fed fyr" sagde jeg. "Ja. Han var den bedste" svarede Blake.

Vi snakkede lidt frem og tilbage. Om Will. Om familie. Om fremtiden. "Hvad vil du egentligt gerne når du bliver voksen?" spurgte Blake på et tidspunkt. Jeg blev nødt til at tænke mig om et øjeblik da det var lang tid siden at jeg sådan rigtigt havde tænkt over det. "Øh. Da jeg var mindre ville jeg gerne være dyrelæge" sagde jeg. "Fedt nok. Er der nogen særlig grund til at det lige skulle være det?" spurgte han. Igen blev jeg nødt til at tænke mig om. "Jeg vil gerne hjælpe verden, men jeg er ikke så god med mennesker". Blake vendte hovedet mod himmelen. "Jeg synes du skal gå efter det". Jeg drejede også hovedet ud mod natten. Det var helt mærkeligt at tænke på fremtiden på den måde, men jeg kunne ikke lade være med at smile en lille smugle. "Og du skal huske at det ikke er et ræs" sagde Blake efter et kort øjebliks tavshed. "Du kan tage det i det tempo der fungere for dig og du skal gøre det for dig. Ikke for nogen andre. Du skal gøre det der gør dig glad". Jeg åbnede munden for at sige noget, men jeg kunne ikke finde nogen ord frem.