Under månens skær

Kapitel 16

Jeg fik flashbacks ved at løbe. Jeg havde ikke løbet siden den dag hvor jeg blev ramt af bilen. Jeg huskede følelserne. Vreden. Håbløsheden. Viljestyrken. I starten havde det været for at slå min rekord når jeg løb, men nu var for at dø. Vreden for alt det mine forældre havde sat mig igennem. Og håbløsheden for dette liv. Men håbet for at der ville være noget bedre på den anden side. Jeg huskede regnen der piskede mod mit ansigt, som jeg løb hurtigere end jeg nogen sinde havde gjort før. Men denne gang var der ikke noget der skulle stoppe mig. Ikke noget der skulle holde mig tilbage. Denne gang ville jeg gøre det ordenligt. Gøre det får alvor. Det var slut med at side at fantasere om det. Nu ville jeg gøre det. Jeg ville dø.

Da jeg nåede midtbyen satte jeg farten ned. Jeg så folk kigge mærkeligt på mig. Jeg vidste ikke om det var det at jeg løb i jeans eller det at jeg hostede som om jeg havde røget i 60 år. Jeg vidste bare at jeg ikke kunne løbe meget længere så jeg valgte at gå. Jeg trak hætten op på min blå hættetrøje og fortsatte mod den anden ende af byen. Jeg havde ladet min telefon blive på værelset så der ikke var nogen der kunne prøve at trække mig ud af min beslutning, men lige der kunne jeg virkelig godt have brugt et kort. Jeg havde ikke nogen ide om hvor jeg var. Jeg havde aldrig haft nogen særlig god stedsans, så lige der gik jeg bare i blinde. Jeg gik og gik indtil jeg så det jeg kun havde håbet på. Vejen begyndte at gå op ad og jeg satte tempoet op. Jeg tog så lange skridt som jeg kunne uden at vægge mig selv for meget opmærksomhed og pludselig var jeg der.

Toppen af en bakke lige ud for en stor sø. Jeg kiggede mig tilbage og kunne ikke engang se den psykiatriske afdeling. Ikke at jeg havde kigget meget på den udefra, men der var slet ikke noget der mindede om. Jeg kiggede frem mod søen igen og fik tårer i øjne. Dette var det perfekte sted at dø. Jeg trak hætten ned og gik lidt ned af bakken ned mod søen så folk ikke kunne se mig på toppen. Så satte jeg mig ned og fandt skåret frem. Solen var lettere lyserød over mig og gav min hud en varmere farve end den normalt havde. Jeg kiggede ned mod min venstre underarm og trak ærmet lidt op. Tog skåret og pressede ned. Bloddråberne piplede lige så stille ned i græsset, men det var ikke dybt nok, så jeg pressede lidt hårdere. Flere bloddråber kom frem sammen med hulkende.

"Josefine" sagde en stemme forsigtigt bag mig. Jeg vendte hurtigt hovedet men blev forbavset over det ansigt jeg så. "Blake" hulkede jeg. Han kom to skridt tættere på. "Josefine. Du behøver ikke gøre det her!". Hans stemme rystede let. Det var første gang jeg havde hørt hans på den måde. Den var ellers altid så fast. Så afslappet. Men nu vidste han åbenbart hvad jeg var ved at gøre, selvom han kun havde set min ryg.

"Blake. Vil du ikke være sød at gå". Jeg kiggede ned mod min arm igen. Den blødte stadig. Jeg kunne stadig gøre det. Jeg kunne stadig skære hele vejen op langs min pulsåre og dø før nogen kunne gøre noget. Men det var jo ikke sådan jeg havde forestillet mig at gå. Jeg havde altid gerne ville dø alene. For der var ikke nogen i mit liv der elskede mig nok til at være der for mig. "Josefine, please kig på mig". Blake stammed nu. "Jeg kan ikke Blake. Jeg kan ikke gå tilbage". Jeg græd nu voldsommere end før. Dette skulle være den dag jeg døde. Jeg kunne ikke stoppe nu. Jeg kunne være væk på fem minutter. Jeg greb fastere om skåret og begyndte at køre det længere op, men jeg nåede ikke længere end en halv centimeter før Blake havde snuppet skåret ud af min hånd. Jeg kiggede vantro på ham, mens jeg græd ukontrolleret. Han lagde hånden om min skulder og fandt sin telefon frem. "Jeg har hende her. Hun er på toppen af bakken".

Jeg kunne høre sirener i det fjerne. Hans hånd rystede som han pakkede telefonen væk og lagde den frie hånd stramt over såret, mens jeg bare græd ind mod hans hvide T-shirt.