Under månens skær

Kapitel 17

Politiet kom som de første. Derefter en enkelt ambulance. En fra personalet kørte med ned til skadestuen, men jeg kiggede ikke rigtig efter hvem det var. Jeg vidste bare at det ikke var Blake og så kunne det være lige meget. Jeg ville gerne sige undskyld til ham. Sige at jeg ville ønske at han ikke havde set det. Det havde sikkert været endnu mere traumatisk for ham end det havde været for mig. Jeg havde set det flere hundrede gange i mit hoved, men det havde han ikke.

Jeg ville virkelig ønske at han aldrig havde set det. At han aldrig havde været der. At jeg aldrig havde været der. Jeg skulle bare have gjort det på mit værelse. Så kunne det hele have været overstået. Men sådan var det ikke. Han havde set det og jeg havde ikke været hurtig nok. Men hvordan havde han fundet mig så hurtigt? Var det ham drengen fra værelset ved siden af mit der havde sladret? Men han kunne umuligt have nået at sige det til nogen før alarmen gik i gang og så vidste alle det jo?

Jeg blev ved med at stille spørgsmålstegn ved alt jeg havde gjort den dag, som jeg sad på sengen på den lukkede del af psykiatrisk afdeling. Jeg havde ikke været her siden den første uge efter jeg var blevet indlagt og det at være tilbage føltes frygteligt. Det blev ved med at minde mig om hvad jeg havde gjort. Eller mere hvad jeg ikke havde gjort. Hvad jeg havde forsøgt. Og fejlet. Det var så pinligt. Nu ville alle sikkert bare tro at jeg gjorde det for opmærksomhed. Jeg havde altid tænkt at hvis jeg skulle gøre det, skulle jeg gøre det ordenligt. Ikke noget med at prøve halvhjertet og så komme ud til mor og far med blod løbende ned ad armen fra et lille snitsår. Der var ikke nogen grund til at forvolde dem mere smerte end nødvendigt.

Men jeg havde jo ikke engang nogle forældre at komme grædende ud til. Nej. De havde sendt mig væk. Sagt at de ikke ville havde noget at gøre med mig. Jeg var for stort et problem i deres øjne. De sender mig væk men kommer så stadig og siger at de elsker mig. Sikke noget lort. Hvis de virkelig elskede mig ville de havde taget mig med hjem første gang jeg sagde at jeg ikke ville være her. Men i stedet efterladte de mig her for så længe jeg ikke engang har styr på det længere. Jeg havde ingen. Jeg var alene. Jeg ville for altid være alene.

Jeg kiggede ned mod arene på ydersiden af mit højre ben og tænkte tilbage på de dage jeg havde siddet der hjemme med hobbykniven. Jeg havde aldrig været meget til selvskade, men havde dog prøvet et par gange. Det var kun i mine værste dage jeg havde gjort det. De dage hvor jeg ville gøre hvad som helst for at få det bedre. For at få en pause fra smerten. Og for det meste hjalp det også mens jeg gjorde det. Men bagefter var alting bare det samme. Men lige nu var et øjebliks bedring bedre end ingenting. Jeg blev nødt til at få fat i skåret.

Jeg havde ikke selvskadet i al den tid jeg havde været her. Ikke en eneste gang. Jeg havde altid været så fokuseret på den allersidste gang jeg ville selvskade. Den gang der gjorde en forskel. Den gang der ville få mig væk her fra. Jeg kunne ikke risikere at nogen i personalet ville lægge mærke til ny sår eller ar på mine ben og arme. Jeg kunne ikke have at de begyndte at stille spørgsmål, der kunne lede dem til glasskåret i skabet.

Men nu var skabet tomt. Der var ingen vej ud fra dette sted. Jeg var fanget. Jeg havde fejlet og var nu endt lige der hvor jeg ikke ville være. Længere tilbage end jeg havde været længe. Tilbage på den lukkede afdeling, uden glasskår, uden åbne døre. Jeg kunne ikke være her. Ikke i dette værelse. Ikke denne bygning. Ikke dette land. Ikke denne verden. Jeg måtte finde glasskåret, men jeg vidste ikke hvor det skulle være. Kunne de have smidt det ud.

Jeg rejste mig op og gik over til døren. Jeg tog i håndtaget og åbnede, men stoppede da jeg blev mødt af stirrende øjne. Der var en gruppe af de andre unge der sad og snakkede i sofaerne i fællesområdet, men det øjeblik jeg åbnede døren blev der helt stille. Jeg frøs ved synes af dem ligesom de gjorde ved synet af mig, men jeg rev mig løs. Jeg trådte ud i fællesområdet og lukkede døren bag mig. Jeg gik med lange skridt over forbi dem, mens jeg gjorde mit bedste for ikke at kigge i deres retning. Jeg gik hen forbi dem og nåede næsten rundt om hjørnet før jeg snublede over mine egne fødder. Jeg faldt ned på alle fire med et ordenligt bump. Jeg hørte fnisen over fra sofaerne og jeg kunne mærke hvordan mine kinder blev røde. Hvordan kunne jeg være så klodset og hvorfor lige der?

Jeg rejste mig hurtigt op og gik videre hen til personalerummet uden at se tilbage. Jeg skulle lige til at banke på da døren blev åbnet. Jeg blev mødt at en ung kvinde med blondt hår og smilehuller. Hun så lidt forskrækket ud et øjeblik men så smilte hun og spurgte "Hej. Du må være Josefine". Jeg frøs igen. Jeg havde aldrig tænkt længere end til at banke på døren, men jeg blev nødt til at sige et eller andet. "Ja" sagde jeg. Der var et øjebliks stilhed hvorefter hun spurgte "Er der noget jeg kan hjælpe dig med?". Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. For ja. Der var noget kunne hjælpe mig med. Hun kunne give mig skåret tilbage. Men det vidste jeg at hun aldrig ville gøre. Det var der ikke nogen af den der ville. Måske lige bortset fra en. Blake...

"Jeg leder efter Blake" sagde jeg forsigtigt. Kvindens smil falmede lidt og blev erstattet af medfølelse. Hun havde vel hørt om hvad der var sket på bakketoppen. "Jeg tror desværre at Blake er nede i det almene afsnit i dag" sagde hun. "Nå" mumlede jeg skuffet og kiggede ned i gulvet. Jeg skulle lige til at gå tilbage da kvinden sagde, "Men jeg kan spørge om han kan komme ned til dig når han får tid?". "Tak" sagde jeg og kiggede op. Jeg prøvede at give hende et lille smil men jeg ved ikke om det var troværdigt. Lige meget hvad smillede hun ihvertefald tilbage og jeg gik lettet tilbage til mit værelse.