Under månens skær

Kapitel 1

Engang gik jeg ned af lange overfyldte skolegange, nu går ingen steder. Engang kunne jeg snakke med mine veninder, nu kan jeg ingen ting. Engang var mit hoved fyldt af tanker og følelse, nu er jeg bare tom.

Jeg sad igen og talte hullerne i loftet, mens jeg i hoved fulgte urets gang. Jeg hørte hvert lille klik og så for mig viseren bevæge sig. Tid er sådan en mærkelig ting når man tænker over det. Det er ikke noget som man kan se eller mærke som sådan, men vi ved alle sammen at det er der. Det samme med universet. Man siger at universet består af ingenting, men hvordan kan ting som stjerner, lys, luft og varme komme ud af ingeting, og hvordan kan der være ting i ingenting. Hvordan kan en meteor flyve rundt midt i ingenting uden at blive en del af den ingenting, men hvordan ville den også kunne blive det. Jeg hørte urets sekundviser klikke for ni-hundrede gang, hvilket betød at der var gået et kvarter og at klokken var to og jeg skulle være gået op mod min psykolog, men jeg gad ikke. Jeg vidste at de ville komme op og hente mig alligevel, så jeg ville ikke slippe helt, men det trak tiden lidt ud.

Fem minutter/tre-hundredetak senere stod to høje mænd i lyseblåt tøj uden for min dør. De smilede godt nok til mig men jeg vidste godt at man ikke skulle lave sjov med dem. Fyren til min højre side grinede til mig og spurgte "Så Josefine. Havde du glemt din aftale hos Stine igen". Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare og mumlede bare et eller andet. Jeg gik ned af de lange hvide gange, med de mange billeder fyldt med irriterende "opmuntrende" citater. Et af dem fangede min opmærksomhed som jeg gik forbi. Teksten lød:

"Livet HANDLER OM AT LEVE I NUTIDEN, GLÆDE SIG TIL fremtiden & LÆRE AF FORTIDEN"

Det er noget som man altid får at vide, men det giver jo ingen mening. Hvis du lever i nutiden og ikke tænker på fremtiden, ikke tage skolen seriøst, ikke tænker på lovene, ikke tænker over sine handlinger, så ville du ikke kunne leve i det samfund som vi har i dag. Hvis man skulle glæde sig til fremtiden, ville det kræve at man kunne se en fremtid for sig selv, men det er der ingen der rigtig kan. Der er ingen der kan se ud i fremtiden, og hvorfor ville man så glæde sig. Man kunne ende med at glæde sig til død og ødelæggelse. Lære af fortiden er den eneste af de tre der giver mening. Fremtiden er ukendt og nutiden kun lige ved at blive opdaget, men fortiden den kan man stole på. Fortiden er som den er og det kan både være godt og dårligt. Den gemmer på vores tab og vores sejre. Den gemmer på vores glæde og vores sorg. Den gemmer på alt det vi gerne vil glemme og det vi gerne vil huske. Derfor burde citatet lyde:

"Livet HANDLER OM AT LEVE I NUTIDEN, MEN MED TANKE PÅ fremtiden"

"DET HANDLER OM Altid HAVE fortiden I MENTE"

Men hvad hvis man ikke kunne se en fremtid for sig selv overhoved. Hvad hvis man ikke kunne se andet en fejl i sin fortid og ingen mening med sin nutid. Hvad skulle man så gøre? Jeg blev revet ud af mine tanker da Stine lagde en hånd på min skulder, "Hey, Josefine. Kommer du med ind". Jeg kiggede desorienterede rundt et øjeblik, men fulgte med ind uden af sige noget. Jeg satte mig på den hvide stol over for hende. Dens fire træben var skuet fast i gulvet, men det havde de ikke altid været. Det var den første uge, jeg havde været her, og jeg mistede besindelsen ved en samtale. Jeg kunne ikke holde det inde, og lige i det øjeblik havde den elles meget tunge stol bare virket så let. Jeg vidste ikke hvad jeg ville gøre med den og jeg fik heller ikke chancen for at finde ud af det. Inden jeg vidste af det var nemlig på vej tilbage til mit værelse.

"Så Josefine. Jeg kan se at den nye medicin har hjulpet. De andre siger at du ikke har haft nogle af dine udbrud". Med udbrud mente hun en af mine raserianfald. Jeg var så træt af at hun skulle tale til mig, som om at jeg var et lille barn. Som om at hun vidste alt om mig. Som om at det bare var mig der manglede at forstå. "Jeg har sagt jeg ikke vil have pillerne", jeg kiggede ud af det ene lille vindue der var i rummet. Det var stort nok til at et normalt menneske ville kunne komme ud af det og der var ingen tremmer, men det var alligevel umuligt. Jeg vidste at inden jeg ville nå at smadre det ville to mænd komme og slæbe mig tilbage til mit værelse. "Du må da kunne mærke det. Har det ikke været lettere at kontrollere dine følelser". Hun prøvede at studere mit ansigt, men hun mistede hurtigt sit fokus da jeg fik en spasme i min højre skulder. Det var en lille en og jeg fik hurtigt styr på den. Jeg knyttede mine hænde og kiggede over mod hendes mappe med notater.

"Ja. Det har været lettere at kontrollere mine følelser" sagde jeg sarkastisk, "for der ingen!". Jeg havde lyst til at skrige men min stemme var ikke steget en tone. Hun kiggede på mig og sagde "Det tvivler jeg nu på. Lige nu viser du nemlig stærke tegn på vrede". Hun pegede mod mine knyttede hænder og skriblede ned, mens jeg kunne mærke mine tanker løbe af sporet. "Jeg er ligeglad med alting. Jeg bliver ikke påvirket af noget. Jeg føler mig som en tom skald", min skulder spassede ud igen og for et øjeblik blev vreden erstattet af forvirring. Stine begyndte af en eller anden grund at smile og prøvede at fortælle mig at det bare er godt. "Kan du ikke se det. Selvfølgelig kan du ikke gå rundt med et tomrum inden i dig, så vi skal bare havde fyldt det ud med en masse positive ting". Hun forstod ikke en skid. Vreden kom tilbage og hele min krop begyndte at ryste. "Alle bliver ved med at sige, at al denne medicin hjælper mig, men hvad i ikke forstår er, at det dræber mig inden fra!". Uden at havde lagt mærke til det havde jeg rejst mig fra stolen og Henry, som havde stået ovre i venstre hjørne, til alle mine psykolog samtaler de sidste to måneder, råbte at jeg skulle sætte mig ned. Stine havde ikke rykket sig en centimeter og fortsatte bare som om intet var sket. Jeg satte mig ned, fik styr på min krop og lukkede ned for alt omkring mig de sidste 41 minutter eller 2460 tik på det lille sorte ur der på vægen bag mig.

Da jeg endelig kom tilbage til mit værelse, var det første jeg gjorde at gå ind på badeværelset. Jeg sprøjtede noget koldt vand i ansigtet og kiggede op mod det store spejl. Jeg så en pige på omkring 16 år. Hun havde nøddebrunt hår og brune øjne. Hun var tynd og havde meget markerede kindben. Hendes hud havde en varm glød men hendes ansigt var blegt. Hun åbnede et skab på bagvægen og fandt to ting frem. En sprittus og et glasskår fra et smadret glas. Hun tog sprittussen og skrev fire linjer på spejlet. Derefter tog hun glasset, satte sig ned på gulvet og lænede sig op af vægen. Hun kørte glasset i en hurtig bevægelse mod undersiden af hendes venstre håndled. Jeg så blodet flyde ud på de hvide fliser, og mens hun stille og roligt forsvandt kiggede op mod spejlet og de ord hun havde skrevet.

"Livet HANDLER OM AT LEVE"

"Fortiden OM AT BLIVE HUSKET"

"Fremtiden SKAL LÆRES AT KENDE"

"MEN EN ANDEN MÅ FINDE fremtiden FOR MIG"