Under månens skær

Kapitel 13

Jeg vidste godt hvor det hele var gået galt. Jeg vidste godt hvor fejlen var begået. Det var min største fortrydelse. Noget der holdt mig vågen om natten. Jeg huskede det helt klart. Regnen faldt hårdt udenfor men min vrede var helt i vejret. Mine forældre stod over for mig med korslagte arme. Jeg kiggede fra maden på bordet og op på dem. Min far startede ud med at sige "Vi har lagt mærke til at de har tabt dig". Normalt ville de ord have gjort mig glad men jeg vidste godt hvad der var på vej. "Jeg skal bare ind på mit værelse, okay" prøvede at stoppe ham men det gik lige forbi. "Kære Josefine, du spiser jo ikke" fortsatte han og min mor fulgte efter. "Har du lige set på dig selv. Du ser jo forfærdelig ud". Hun havde tårer i øjnene, men jeg vidste ikke om det var af bekymring eller skam. "Please bare lad mig gå" tiggede jeg. "Det ved du godt vi ikke kan" sagde min far mens han kiggede ned i gulvet. "Din mor og jeg har snakket" begyndte han men han blev afbrudt af min mor. "Enden sætter du dig ned og spiser sammen med os" hun pegede ned mod bordet og mine søskende som jeg først der havde lagt mærke til. Hendes finger faldt og tårerne vendte tilbage. "Ellers bliver vi nødt til at tage dig ned på psykiatrisk skadestue". Nu var det mig der fik tårer i øjnene. "Nej mor. Please nej". Tårerne dyppede ned ad mine kinder. Jeg prøvede at gå forbi dem og ind på mit værelse, men min mor greb fat om min overarm. Jeg kiggede chokeret op på hende men hun rykkede sig ikke en centimeter. Jeg skreg "SLIP MIG" og hendes tag lettede men hun gav stadig ikke slip. Jeg vred mig fri og tog et skridt tilbage. "Jeg kan ikke dette her" sagde jeg og begyndte at gå over mod hoveddøren. Men igen greb min mor fast i mig og jeg skreg igen "For helvede mor. SLIP MIG". Hun rykkede sig ikke. Jeg prøvede at vride mig fri men mine arme var svage. Jeg kæmpede for at komme fri fra hendes greb i godt 15 sekunder før jeg grædende råbte "Mor jeg fucking hader dig. Jeg ville ønske jeg aldrig var blevet født". Hun gav slip på mig og med det samme vidste jeg at jeg havde begået en fejl. Min mor stod i chok i et par sekunder men så begyndte hun at hulke. Hun råbte "Men så gå. Gå ud og slå dig selv ihjel". Jeg troede ikke mine egne ører, men hun gentog "GÅ!".

Jeg løb ud ad døren mens mine tårer faldt lige så hurtigt som regnen. Det var mørkt men det stoppede mig ikke. Jeg ville væk. Væk for evigt. Jeg fandt hobbykniven i min jakkelomme som jeg havde båret med mig den sidste uge. Jeg skubbede bladet ud og skulle lige til at gøre det. Men så tænkte jeg at jeg skulle længere væk. Til at sted hvor jeg ikke ville blive stoppet. Så jeg satte i løb igen. Jeg ville op på toppen af bakken ved siden af motorvejen. Der hvor vi plejede at gå tur da jeg var lille. Før mine søskende kom til. Den gang jeg ikke var anden-prioritet.

Jeg prøvede at tørre mine øjne med mit gennemblødte jakkeærme, da tårerne endelig stoppede. Jeg vidste at det hele snart ville være ovre. At jeg snart ville være et bedre sted og den tanken gav mig energi til at løbe endnu hurtigere. Jeg løb forbi huse, haver, træer og ud på fodgængerovergangen som jeg havde gået over så mange gange før. Men denne gang blev jeg blændet at hvide lygter i mørket. Jeg frøs på stedet midt på vejen, lige indtil jeg hørte hornet, men der var det allerede for sent. Lyset blev til mørke og det våde tøj til tørre lagner.