Under månens skær

Kapitel 31

Lyset fra solen mindede mig om hvad der var sket og stoppede mine fødder. Jeg kiggede op og så iskiosken i det fjerne. Hele min krop længdes efter at nå der hen, efter at nå målet men jeg vidste at der var noget galt. Jeg vidste at kiosken ville være enden på det hele men jeg var ikke klar til at give op. Jeg kunne huske Blakes ansigtsudtryk som han kaldte efter hjælp. Jeg kunne huske mine forældres bekymrede blikke da de prøve at overtale mig til at spise ved spisebordet i stuen. Og jeg kunne huske den glæde jeg havde i mit liv engang. Den glæde jeg kun netop var ved at finde frem igen. Jeg var ikke klar til at give op.

Så jeg vendte om. Drejede rundt på hælen og begyndte at løbe tilbage mod mine forældres hus. Men den vind som engang havde båret mig mod iskiosken, modarbejdede mig pludseligt. Skubbede mig tilbage mod det blå skilt. Jeg følte at for hvert skridt jeg tog fremad blev jeg trukket to skridt bagud. Jeg løb så hurtigt jeg kunne men kom knap nok frem ad og der gik ikke længe for mine ben begyndte at syrer.

Jeg løb og løb og lige meget hvor hårdt det var, gav jeg ikke op. Jeg kæmpede mod vinden så godt jeg kunne og gjorde mit bedste for at komme frem, ligesom den dag på cyklen. Jeg kæmpede for Blake, for mine forældre, men ikke mindst for mig selv. For den pige der sagde at hun ville leve hver dag som om at det var hendes sidste. Den pige som altid gjorde sit bedste og aldrig gav op. Jeg kæmpede for at genvinde alt det jeg havde mistet.

Selvom mine ben brændte så blev jeg ved med at løbe og ligesom på cyklen blev det pludselig lidt lettere, hvilket fik mig til at løbe hurtigere. Før jeg vidste af det var jeg tilbage ved begyndelsen af stien og kort efter kunne jeg se mine forældres røde hus. Jeg blev helt let inden i ved synet og vidste pludselig at jeg var på rette vej igen. Jeg løb så hurtigt jeg kunne hen til døren og smækkede den op, hvor jeg lyset af et tusind sole ramte mig trak mig tilbage til virkeligheden.