Under månens skær

Kapitel 23

Det føltes som om at tiden stod stille, selvom jeg udmærket vidste hvor lang tid jeg der var gået. Jeg sad og holdt øje med viserne på mit lille guldur, men det måtte være i stykker. Det kunne simpelhent ikke passe at der ikke engang var gået en time endnu. Jeg følte at jeg havde ligget der så længe at jeg blev bange for at ligge stille for længe. Jeg følte at jeg blev nødt til at bevæge mig minimum en gang i minuttet, for at sengens greb omkring min krop ikke skulle blive for stærkt. Jeg var bange for at den ville holde fast og trække mig ned.

Jeg vendte mig om for treoghalvtredsende gang for til sidst bare at sætte mig op. Jeg kunne ikke få den forgangene dag ud af hovedet. Hvordan jeg blev vækket af min alarm i stedet for af flag og fødselsdagssang. Hvordan jeg havde stået helt alene i spisesalen mens det store rum sugede luften ud af mine lunger. Hvordan Stine havde siddet i en hel time og prøvede at få mig til at snakke om hvad der var sket. Og hvordan jeg så var blevet efterladt på mit værelse, helt alene, resten af dagen. Uden kage. Uden tivoli. Uden mine forældre.

Jeg stod ud af sengen og gik ud til badeværelset. Jeg fandt det lille plastik glas frem, som nu var det eneste jeg gemte i skabet over vasken. Det fik hele rummet til at virke så tomt, så jeg lukkede det hurtigt.

Jeg kiggede op på den magre pige i spejlet. Hendes ansigt var rødt og hendes øjne var blanke. Jeg ønskede at hjælpe hende. At sige at det hele nok skulle gå. Men jeg kunne ikke få ordene ud. Jeg mærkede en klump begynde at forme sig bag i min hals. Den blev større og større jo længere jeg prøvede at holde hulkene tilbage. Jeg mærkede den blive til en golfbold størrelse før det første lydløse hulk endelig slap ud. Men klumpen gik ikke væk. Lige meget hvor meget jeg græd blev den siddende i halsen. Næsten som tegn på at tårerne var uendelige.

Jeg anede ikke hvor lang tid der var gået da hulkene endelig stoppede. Jeg rejste mig op fra gulvet, selvom jeg ikke kunne huske at have sat mig ned. Jeg gik tilbage over til spejlet og tørrede de sidste tårer af mine kinder. Jeg havde aldrig været pæn når jeg græd. Mit ansigt var endnu rødere en før og der dryppede snot ud af min næse.

Jeg tændte for den kolde hane og tørrede det værste snot væk med noget toiletpapir. Mine hænde fik et chok at det kolde vand og da jeg sprøjtede lidt af det i ansigtet var det også som om at klumpen i min hals stille og roligt forsvandt. Jeg kiggede tilbage op i spejlet og så at lidt af den røde farve var på vej ud, hvilket jeg blev meget taknemlig for da der blev banket på døren til mit værelse. Lyden gav mig fik mig til at hoppe. Jeg skyndte mig at tørre mit ansigt og prøvede at nå tilbage i seng, men jeg var for langsom. Døren blev åbnet og før jeg vidste at det stod jeg ansigt til ansigt med Blake.