Under månens skær

Kapitel 4

Morgensolen vækkede mig før noget andet. Den skinnede igennem mit vindue lyst og stærkt. Jeg måtte havde glemt at trække gardinet ned dagen før. Jeg rullede over på siden og rakte efter min telefon. Klokken var 5:47. Det var alt for tideligt til at stå op, men jeg kunne ikke falde i søvn, så jeg valgte bare at ligge mig ned igen. Jeg lå et øjeblik før den ramte mig. Stilheden Der var ikke en levende sjæl ude på gangen. Ikke et eneste grin kom nede fra spisesalen og der var ikke den mindste rumlen rundt ned i køkkenet. Det var noget jeg ikke havde oplevet længe. Væggene her er nemlig papirs tynde, så man kan altid høre alt hvad der foregår i bygningen. Men lige nu var der stille og jeg nød hvert eneste sekund af det. Efter at havde ligget et par minutter satte jeg mig op og gik over til mit skrivebord. Jeg åbnede vinduet de få centimeter det kunne og lukkede fuglenes morgensang ind. Minder om lange løbeture langs stranden vælde over mig og pludselig kunne jeg mærke den friske vind piske mod mit ansigt. Pulsen er høj, men min vejrtrækning er kontrolleret. Jeg løber og det går hurtigt. Jeg ser træer, buske og bænke suse forbi mig som jeg stryger mod målet, der kommer tættere og tættere. Jeg er der næsten og sætte farten op. Jeg kan ikke lade være med at smile. Tror muligvis at det kan blive en ny rekord og som jeg stryger forbi målet får jeg stoppet timeren. 18 minutter og 21 sekunder. Jeg har aldrig løbet de 6 kilometer så hurtigt. Jeg griner stolt og stopper op for at få pusten igen. Jeg skriver ned i min dagbog:

Mandag 7/4-17

Distance: 6 km

Tid: 18 minutter og 21 sekunder.

Kalorier brændt: 324

Kalorier spist: 0

Jeg lukker bogen, pakker den tilbage i min taske og begynder tilbage turen. Ikke lige så hurtigt, men stadig med okay fart. Det var altid den måde det fungere bedst for mig. Stille og roligt løb fra vores hus og ned til stranden. Der var kun omkring ½ kilometer. Så hurtig spurt fra starten af stien til det store blå skilt ved kiosken. Det var seks kilometer. Og til sidst bare almindeligt løb fra det blå skilt og hjem. 6 ½ kilometer.

Jeg trådte tilbage fra vinduet og fandt min dagbog frem. Den var meget gammel og slidt da jeg havde brugt den meget. Jeg skrev i den hver dag og tog den med næsten over det hele. Det røde læderindbind var flosset i siderne og låsen sad løst, men jeg havde stadig ikke kunnet smide den ud. Stine havde faktisk bedt mig om det til en af de første samtaler vi havde haft sammen. Hun havde sagt "Den er fyldt med påmindelser om ting som du gerne skal skille dig af med. Det ville være bedre at smide den ud og starte på en ny". Men jeg kunne bare ikke få mig selv til at skille mig af med den. Det kunne godt være at den var fyldt med påmindelser men den var også fyldt med minder. Jeg havde skrevet alt i den bog. Der stod både om mine sejre og mine fiaskoer. Om min glæde og min sorg. Og ikke mindst om hvordan jeg endte her. Jeg brugte den tit til at reflektere over de sidste par år af mit liv, når jeg var ked af det. Jeg brugte den også til at tage lidt væk, når livet her bare blev for hårdt. Den havde hjulpet mig igennem mange hårde tider og det ville den sikkert også fortsætte med at gøre. Den betød et eller andet sted rigtig meget for mig og jeg kunne ikke bare smide den ud.

Jeg blev revet væk fra bogens forside, da jeg begyndte at høre fodtrin ude på gangen. Jeg kiggede på klokken som var nået at blive 6:30 hvilket betød at resten af bygningen var ved at vågne op. Jeg skyndte mig at pakke dagbogen væk og komme i tøjet.