Under månens skær

Kapitel 7

Da jeg vågnede vidste jeg med det samme at der var noget galt. Mine øjenlåg var tunge. Så grusomt tunge. Det tog hver eneste kraftanstrengelse i min krop bare at åbne dem og da jeg endelig fik dem op kunne jeg knap nok holde dem åbne. Jeg vidste ikke hvad der var galt, men der var noget der ikke føltes rigtigt. Jeg tumlede forvirret ud af sengen og landede på hænder og knæ. Det sortnede for mine øjne og der gik ihvertefald 30 sekunder før jeg kunne se klart igen. Jeg kom vaklende på benene men blev nødt til at støtte mig mod vægen for ikke at falde. Jeg vidste ikke hvad der var sket. Jeg havde haft det fint da jeg gik i seng og nu kunne jeg knap stå. Jeg forstod det ikke. Jeg stod bare stille et øjeblik og prøvede at finde ud af hvad der kunne havde forsaget dette.

Der gik et par minutter og så slog det mig. Jeg havde ikke spist et ordenligt måltid i næsten en uge. Jeg tog mig til hovedet, både lettet over at det nok ikke var noget alvorligt og irriteret over at min krop skulle brokke sig på den måde. Det var jo ikke første gang jeg havde gået uden et ordenligt måltid i en uge. Jeg forstod ikke hvad problemet var. Jeg vidste bare at jeg skulle have noget at spise så hurtigt som mugligt. Jeg vaklede langs vægen og over til døren. Solen var stået op men der var ingen på gangen. Jeg kiggede på mit lille guldur jeg havde fået i 13 års fødselsdags gave. Jeg havde ikke kunnet passe det de sidste to år men sidste gang jeg prøvede det på, kunne jeg af en eller anden grund passe det igen.

Viserene på uret viste lidt over 6 om morgenen, hvilket betød at de andre ikke stop op før om mindst 30 minutter og at køkkenet ikke åbnede før om 1 time. Jeg var ikke sikker på at jeg kunne vente så længe, så jeg begyndte på turen mod køkkenet. Jeg blev nødt til at stoppe flere gange under vejs fordi jeg var bange for at jeg ville besvime, men efter et par minutter nåede jeg endelig køkkenet. Jeg bankede 3 slag på den hvide dør, hvorefter en af de halvgamle kvindelige kokke kom ud. "Hvad vil du?" spurgte hun hårdt. Jeg skubbede mig væk fra væggen og prøvede at se normal ud. "Jeg tror mit blodsukker er lidt lavt" begyndte jeg, men inden jeg kunne nå at sige mere blev jeg afbrudt af hendes irriterede stemme. "Vi giver ikke mad ud før måltiderne. Der er morgenmad klokken 7!". Hun vendte ryggen til og lod døren smække i mit ansigt. På dette tidspunkt var alt blevet sort for mine øjne igen men jeg hørte døren smække og mærkede det vindpust der kom da døren lukkede i. Jeg skulle virkelig tage mig sammen for ikke at græde. Jeg kunne slet ikke overskue turen tilbage til mit værelse og valgte så bare i stedet at sætte mig ned ved siden af døren til køkkenet. Jeg sad og tog dybe vejrtrækninger mens mit langsomt syn kom tilbage da jeg så et par fødder komme i min retning. Da jeg kiggede op så jeg at det var ham. Den nye fyr i personalet. Den høje men ikke for høje fyr, med det nøddebrune hår og brune øjne. Det eneste menneske der fik mit hjerte til at banke bare lidt hurtigere og et af de eneste mennesker jeg bare ikke ville have til at se mig lige nu.

Da jeg så ham skyndte jeg mig på benene, hvilket var en stor fejl. Det sortnede igen for mine øjne og hele rummet snurrede selvom jeg ingen ting kunne se.