Under månens skær

Kapitel 8

Og så svævede jeg. I midten af et sort hav af ingenting. Først helt sort men så kom stjernerne. De mange små lysprikker dansede omkring mig, mens jeg svævede midt i universet sammen med alle stjernerne og planeterne. Der var kun mig og dem, lige indtil et par stærke hænder greb om mig. Stjernerne voksede og voksede, indtil jeg så et klart igen. Han stod bøjet over mig med et meget bekymret ansigtsudtryk. Jeg kunne mærke hans arme omkring mig som han lagde mig forsigtigt på gulvet. Jeg skulle lige til begå den samme fejl som sidste gang og sætte mig op. Men inden jeg kunne nå det mærkede jeg hans varme hånd blidt på min skulder. "Vent med at rejse dig op. Jeg prøver ringe efter en ambulance" beordrede han og forsvandt fra mit synsfelt. Rummet snurrede stadig en lille smugle så jeg turde ikke gå imod hans anbefaling, men jeg vidste at jeg ikke kunne lade ham ringe efter en ambulance. Hvis de fandt ud af hvor lidt jeg havde spist den sidste uge ville de holde meget strengere øje med mig og det kunne jeg ikke overskue. Men hvis jeg skulle overtale ham til ikke at ringe efter en ambulance blev jeg nødt til at fortælle ham hvorfor jeg var besvimet. Jeg lå og overvejede det et øjeblik men jeg havde ikke meget tid så jeg fik fremstammet et "Vent". Han kom tilbage i mit synsfelt hvorefter jeg skyndte mig at sige "Jeg har ikke brug for en ambulance. Jeg tror bare at mit blodsukker er lidt lavt". Han stod et øjeblik og overvejede situationen. "Kan du stå?" spurgte han og rakte en arm frem mod mig. Jeg tog den og kom vaklende op at stå igen. Det sortnede for mine øjne men ikke lige så voldsomt som lige før. "Jeg skal bare tilbage til mit værelse. Der er jo ikke morgenmad endnu" sagde jeg lidt opgivende og tog et par skridt i den retning jeg var kommet fra men han stoppede mig. "Lad mig hjælpe dig. Jeg kan følge dig ned til dit værelse og så kan jeg gå ned til personalestuen og se om der ikke noget mad dernede". Jeg nikkede bare, da lettelsen over at han ikke ville ringe efter en ambulance sikkert ville have fået min stemme til at ryste.

Jeg gik næsten hele turen tilbage til mit værelse på en gang, ved at støtte mig til ham. Han var som en klippe. Det var som om at hele min kropsvægt var ingenting for ham. Da vi endelig nåede døren til værelse 26 åbnede han døren for mig og fulgte mig hele vejen hen til sengen hvor jeg lettet satte mig ned.

Sengen var gammel, men i god stand. Jeg vidste ikke om den kom fra hospitalet ved siden af eller fra et tilfældigt lagersalg, men den var ihvertefald automatiseret. Da jeg kom her første gang synes jeg at sengen var forfærdelig højt oppe, men gik ud fra at den bare var bygget sådan. Et par dage senere lagde jeg mærke til en lille træboks med lås der lå nede for enden af sengen. Jeg behøvede ikke engang prøve åbne den for at vide at den var låst, men jeg var stadig nysgerrig på hvad der var i den. Jeg tænkte automatisk på de værste ting, men en uge senere fandt jeg ud af det bare var fjernbetjeningen til sengen. Det var da jeg skulle ha lavet min første EKG, da jeg lige var begyndt på en lille dosis af den medicin jeg nu hader så inderligt.

Jeg løftede hovedet da det gik op for mig at jeg ikke var alene på mit værelse. Jeg kunne mærke hans øjne på mig, men af en eller anden grund havde han ikke forstyrret mig i min tankestrøm. Det var noget særlig på dette sted. Det var som om at alle i personalet her havde et eller andet mærkeligt opmærksomhedsbehov. Som om at hvis de ikke var midtpunktet i ens tanker bare i to sekunder fik de abstinenser eller sådan noget.

Men ikke ham. Han havde et roligt sind. Jeg havde kunnet mærke det da greb mig. Han var blevet forskrækket, men hans hånd var hel rolig da han lagde mig på gulvet. Desuden havde jeg på fornemmelsen at han ikke kun var her for pengene. At han faktisk gerne ville hjælpe. For først gang i lang tid følte jeg at der var nogen der gerne ville hjælpe.