Under månens skær

Kapitel 22

Henry var den første der nåede frem til mig. "Er du okay, Josefine?" spurgte han bekymret. Jeg prøvede at svare men jeg kunne ikke få ordene frem. "Er du okay?" spurgte en kvindestemme bag mig. Jeg kunne mærke tårer bevæge sig ned ad mine kinder, da jeg endelig fik nok kontrol over mig selv til at ryste på hovedet, men lige efter gav mine ben op og sendte mig direkte ned mod gulvet. Mit løse hår piskede mod mit ansigt og i det øjeblik var det som om at jeg kunne trække vejret bare en lille smugle bedre. Jeg lukkede øjnene i lettelse, men det varede ikke længe. Lige inden jeg kolliderede med det polerede cementgulv, blev jeg grebet i den højre arm og revet ud af min lethed.

Jaget i min skulder fik mig til at åbne øjenende. Der stod fire sæt fødder omkring mig som jeg stille og roligt kom ned på gulvet. "Hent Stine" sagde Henrys stemme til en af de andre, hvorefter et par af fødderne forsvandt ned ad gangen bag mig. Mit hoved snurrede stadig og min vejrtrækning var stadig for hurtigt til at få luften ordenligt ned i lungerne, men stille og roligt satte det hele farten lidt ned, hvilket gjorde mig opmærksom på alle de stirrende øjne der var rettet mod mig. Jeg kiggede ud mod menneskemængden, som mit syn stille og roligt kom tilbage i fokus, men kiggede hurtigt væk. Jeg kunne mærke stilheden fra salen omringe mig og prøve at suge luften ud af mine lunger igen. Prøve at tvinge tårer ned ad mine kinder igen. Men jeg nægtede.

Jeg rejste mig op, ligeglad med om mine ben var blevet stærke nok til at holde mig og begyndte at gå ned mod mit værelse. Henry prøvede at stoppe mig og sagde at jeg skulle vente på Stine, men jeg magtede ikke tale med nogen. Og slet ikke Stine. De sidste par uger havde jeg siddet næsten i komplet stilhed til mine samtaler med Stine og kun lige akkurat talt hende nok efter munden til at komme tilbage på den almene afdeling. Men det havde jeg ikke overskud til at gøre lige nu, selvom jeg vidste at hun ville komme ned til mit værelse lige om lidt.

Da lukkede jeg døren til mit værelse bag mig, blev min opmærksomhed øjeblikket fanget af noget udenfor. Store, tunge, grå skyer dækkede himlen uden for mit vindue og varslede om regn.

Det plejede ellers aldrig at regne på min fødselsdag. Jeg kunne huske det fra da jeg var lille. På min fødselsdag havde der altid været solskin. Jeg plejede at se det som et tegn fra universet. Altså at jeg var på rette vej. Man plejer jo altid at få af vide at hvis det regner på ens fødselsdag er det fordi at man har været uartig i det forgangene år, så når der var solskin tænkte jeg altid at det hele nok skulle gå. Men nu regnede det. Først en lille smule, men så meget. Jeg magtede det ikke. Jeg magtede ikke noget af det.

Jeg gik hurtigt over til vinduet og trak gardinet ned så voldsomt at en af tingene fra vinduskarmen fald på gulvet. Jeg vidste først ikke hvad det var jeg havde fået væltet ned, men da jeg så hvad det var, flød minderne hurtigt tilbage. Det var det familiebillede vi havde taget tilbage på min 16 års fødselsdag. Det var taget fra midten af tivoli, af en fremmed min mor havde spurgt. Jeg kunne huske hvordan jeg havde bedt min mor om ikke at gøre det. Jeg ville ikke ubelejlige en fremmed med at skulle tage vores billede, men kvinden min mor havde spurgt var simpelthen så venlig. Hun smilede glad og faldt hurtigt i snak med min mor. Hun sagde at hun glædeligt ville tage billedet og det endte faktisk med at være så godt et billede at vi indrammede det.

Jeg havde glemt alt om det, men nu stod jeg der med det i hånden. Minderne virkede så nærer, men samtidig så langt væk. Så fjernt. Som om at det var noget jeg havde set i en film for lang tid siden og først lige kommet i tanke om. Men billedet i min hånd var bevis på at det var virkeligt.