Under månens skær

Kapitel 3

Næste dag tror jeg kun at jeg brugte 3 ord. Ja, nej og måske. Jeg var helt ude af mig selv. Hvad skulle jeg gøre når jeg ikke havde nogle tik. På det tidspunkt vidste jeg ikke hvorfor det påvirkede mig så meget, men jeg tror at det var endt med at blive den eneste ting jeg altid kunne holde fast i. Den eneste ting som jeg altid kunne stole på. Tiden.

Den løj aldrig. Den havde altid fortalt mig sandheden og til sidst begyndte jeg at stole på den så meget at eg ikke engang behøvede at kigge på uret for at vide hvad den sagde. Men nu var det hele væk. Den eneste ven jeg havde, den eneste jeg kunne stole på havde pludselig forladt mig og var temmelig sikker på at jeg vidste hvorfor.

Om torsdagen klokken to, der hvor jeg skulle havde hørt det 50.400 tik, kom jeg for første gang i to måneder til tiden, til min psykolog aftale med Stine. Jeg stormede ind af døren og lukkede den ikke engang bag mig før jeg begyndte på den ene tale jeg havde lavet i mit hoved hele dagen før, men intet kom ud af min mund som jeg havde planlagt det. "Jeg kan ikke fortsætte på de her piller". Jeg smækkede glasset med de nye piller i bordet. "De fucker mit hoved helt op. Jeg kan ikke sove. Jeg kan ikke spise. Jeg kan ingen ting". Jeg stopper og tager en indånding, mens jeg overvejer om jeg skal fortælle hende det med tikkene. Det var noget jeg aldrig havde nævnt for hende før, men jeg endte med at gøre det alligevel. "Og så er tikkene forsvundet". Jeg fortryder med det samme. Jeg kan se på hende at var i tvivl om hvad jeg mente, men hendes lyste helt op da jeg for første gang i lang tid havde åbnet op til hende. Der var et øjebliks tavshed, hvorefter Stine åbnede munden og sagde "Vil du ikke være sød at lukke døren og sætte dig ned". Jeg gjorde som hun sagde. "Hvad er det for nogle tik du snakke om" fortsatte hun interesseret. "Det er bare urets tikken jeg har kunnet høre i mit hoved" svarede jeg opgivende. Hun begyndte at skrive ned. "Og hvor længde har det stået på?". Jeg rystede på hovedet, "Det ved det ikke. Et par måneder" svarede jeg. Stine skrev ned igen og begyndte at forklare mig om med at det var jo ikke normalt, og det skulle jeg ha fortalt hende, og det da heller ikke kunne være rart hele tiden at skulle høre på det, men det havde det været. På et sted som dette var det ligesom rart at havde en ting som man kunne holde fast i. En ting som altid er der.

"Men jeg har brug for tikkene" prøvede jeg at forklare hende. Hun lyttede ikke. Hun snakkede bare om at det nok var bedst hvis hun satte noget ekstra anti-psykotisk medicin på, for det var jo ikke sundt at gå rundt og høre ting. Jeg prøvede virkelig at forklare hvor vigtige tikkene var for mig men da intet af det trak igennem til hende gav jeg op. Satte mig tilbage og holdt øje med hvornår jeg kunne gå.

Da klokken endelig slog 2:45 rejste jeg mig hurtigt op selvom Stine var midt i en sætning. "Ej er klokken allerede så meget" udbrød hun overrasket. Jeg sagde ikke noget og fortsatte bare med at rykke stolen ind, men inden jeg kunne nå ud af døren stoppede Stine mig med en sætning jeg ikke havde lyst til at høre. "Husk nu at det er forældre dag i morgen". Jeg frøs. Jeg vidste slet ikke hvordan jeg skulle reagere. Jeg havde glemt alt om forældre dag. Jeg endte med bare at nikke og så skynde mig ud af døren og tilbage til mit værelse. Jeg kunne slet ikke overskue at skulle se mine forældre og slet ikke nu oven i det andet lort.

Mig og mine forældre havde ikke rigtig været på tale fod siden de fik mig indlagt her. Det var en beslutning som jeg slet ikke havde været en del af og som jeg stadig hadede dem for. Hvordan kunne de bare sende mig på den måde. Det var som om at de bare havde givet mig op. Jeg kunne næsten høre min fars stemme i mit hoved sige "Der er bare for mange problemer med hende og det går ud over de små".

Ja, de små. Det var altid dem der var de vigtigste. Mine fantastisk tvillinge lillesøstre. Altid så små og bedårende. Jeg var så træt af dem. Jeg havde haft 3 fantastisk gode år, inden de blev født. Men så kom de og jeg måtte træde til side. Mine forældre havde aldrig planlagt at skulle havde tvillinger men da de kom til verden var de den eneste ting der betød noget. De skulle havde machene hår, machene tøj og machene klapvogne. De var altid midtpunktet og jeg kunne ikke andet end at stå og se på.

Mit humør var endnu mere ødelagt end før. Jeg smed mig på sengen og begyndte og tælle hullerne i loftet og for hvert hul fandt jeg på endnu en fornærmelse som jeg kunne bruge mod mine forældre den næste dag.