Under månens skær

Kapitel 19

De næste 2 uger kom Blake ca. hver anden dag. Første gang vidste jeg ikke hvad jeg skulle forvente, men jeg kunne alligevel næsten ikke vente og da han endelig bankede på døren til mit værelse havde jeg allerede været klar i en halv time. Jeg åbnede døren og kunne næsten ikke lade være med at smile ved synet af ham. "Er du klar?" spurgte han. Jeg nikkede og fulgte med ham ud. Vi gik sammen ud til fællesstuen som af en eller anden grund var helt tom. Det virkede så unaturligt at jeg stoppede helt op, mens Blake fortsatte. Jeg stod bare et øjeblik helt paf over det mennesketomme rum, indtil at Blake stoppede ved et af de tomme borde og gav tegn til at jeg skulle sætte mig. Jeg gik over til ham og satte mig ned overfor ham. Han sendte mig et blik der sagde "Bare vent og se" hvorefter han trak et sæt spille kort op af baglommen.

Jeg kiggede på dem og tænkte, var det bare det... Et kortspil... Men jeg prøvede ikke at være alt for uhøflig. Jeg sendte ham et lille smil, men jeg ved ikke engang om han lagde mærke til det, for han var allerede i færd med at pakke kortende ud. Æsken var super slidt og skrøbelig, så det tog et øjeblik at pakke dem ud, og da han endelig fik æsken åbnet kunne jeg se at kortende var lige så slidte. Jeg skulle lige til at spørge om vi ikke kunne finde noget andet at lave da han kiggede op på mig. Han smilede til mig med denne drengelige glæde og pludselig kunne jeg ikke få mig selv til at sige nej. Han spurgte "Kender du femhundrede?". "Jep, men skal måske lige have det opfrisket lidt" svarrede jeg. Jeg vidste at jeg havde spillet det før, men jeg kunne ikke helt huske reglerne. Blake begyndte at forklare og stille og roligt begyndte spillet at komme tilbage til mig, sammen med minder af sene vinteraftner, med mine forældre.

Tilbage da mine søskende var for små til at lave noget som helst andet end at kravle og græde, havde mine forældre og jeg en tradition med at hver eneste fredag aften, i december, spillede vi femhundrede og drak varm kakao med flødeskum. Jeg kunne huske hvordan jeg altid sad på køkkenbordet mens min far varmede en hel liter matildekakao i en kasserolle. Jeg kunne huske hvordan der altid var julemusik kørende i baggrunden og hvordan min far sang med på hver eneste sang, selvom han slet ikke kunne synge. Og jeg kunne huske hvordan jeg måtte drikke kakao til at kasserollen var tom, mens vi spillede lige til sengetid.

Jeg fik tårer i øjnene ved mindet, men tørrede dem hurtigt væk. Jeg kiggede op fra gulvet lige i tide til at se de sidste kort blive delt ud og så begyndte spillet. Det gik ikke særligt godt i starten. Jeg blev ved med at få kort det overhovedet ikke passede sammen og jeg kunne slet ikke huske hvad der lå i bunken. Kortene var også så gamle at de var næsten umulige at blande. Halvdelen af dem havde revner i, og blev ved med at hænge fast i hinanden.

De første tre runder fik jeg kun 65 point, men fjerde runde gjorde jeg noget jeg ellers aldrig plejede at turde. Jeg tog bunken... og pludselig begyndte det at vende. Jeg fik flere point end Blake næsten hver eneste runde før jeg vidste det førte jeg.

Jeg kunne mærke hvordan mit hjerte begyndte jeg at banke hurtigere og gøre mine kinder varme for det øjeblik jeg begyndte at være foran. "Nej. Nej. Nej" sagde Blake. "Jeg førte så meget". Jeg smilede til ham og sagde "Ja, men nu føre jeg" og to ture efter havde jeg vundet.

Jeg rejste mig og råbte "YES!" som jeg lukkede med det sidste kort. Blake rejste sig op overfor mig og sagde "Tillykke" mens han smillede til mig.

Han fulgte mig tilbage ned til mit værelse efter vi havde pakket kortende væk. Da vi nåede til værelse nr. 26 stoppede vi begge. "Tak fordi at du ville spille med mig" sagde Blake. Jeg kiggede ned i gulvet, som jeg svarede "Det var så lidt". Vi kiggede på hinanden igen et øjeblik hvorefter at han åbnede døren for mig og jeg gik ind. Jeg blev faktisk lidt ked af det over at spillet var slut, men jeg prøvede at gemme det. "Farvel" sagde jeg, men det var som om at han kunne læse mine tanker, for han svarede "Nej, ikke farvel. Vi ses".

Jeg kiggede op fra gulvet og så ham lige so rolig og fattet som han plejede at være da han sagde "Vi ses i overmorgen". Jeg nikkede og han lukkede døren. Men lige inden at den smækkede, så jeg ham smile til sig selv og der var jeg virkelig glad for at jeg ikke havde sagt nej til at spille.