Under månens skær

Kapitel 15

Lort. Det var et kosteskab. Jeg skyndte mig hurtigt at lukke det igen og gå tilbage til frugtvognen. Jeg kiggede mig igen omkring. Det så ikke ud til at nogen havde lagt mærke til noget. Bortset for drengen i værelset ved siden af mig der var gået hen til sin dør og nu stod og kiggede på mig. Jeg vendte mig om mod ham og sagde "Jeg leder bare efter håndklæder. Jeg er løbet tør". Han kiggede hurtigt ned i gulvet og forsvandt ind på hans værelse. Jeg kiggede over mod hans lukkede dør, hvorefter jeg kiggede over mod personalerummet. De to kvinder sad stadig og talte som om intet var sket. Jeg kiggede derefter ned mod den anden muglige dør, som lå på den anden side af den store glasvæg ind til personalerummet. Jeg måtte hurtigt finde en vej videre før folk blev mistænksomme. Jeg ville ikke kunne snige mig forbi fordi at glasvægen gik fra gulv til loft. Så mit eneste håb var at gå afslappet forbi som mugligt. Så jeg tog mig samen. Løftede hovedet og gik forbi. Da jeg nåede den anden side kiggede jeg mig flygtigt tilbage med de sad stadig og snakkede. Jeg noterede det som en lille sejr, mens jeg åbnede den næste dør.

Lort, lort, lort. Jeg kiggede gennem døråbningen og lige ind i personalekøkkenet, som var fyldt til kanten med mennesker. De kiggede alle sammen på mig og nu ville jeg ønske at jeg ikke havde åbnet døren så voldsomt. Jeg genkendte nogle af dem men kendte ikke nogens navne. Ingen sagde noget før Henry kom hen til mig fra massen. "Hvad sker der Josefine?" spurgte han. Jeg svarede uden at kigge på ham da jeg ikke kunne tage øjnene fra de mange mennesker. I hemmelighed ledte jeg efter Blakes ansigt men jeg kunne ikke se ham. "Jeg leder bare efter håndklæder" stammede jeg. Jeg følte Henry kunne se lige igennem mig. Se hvad jeg havde planlagt. Se hvad jeg havde tænkt mig at gøre. Men han lagde bare hånden på min skulder og sagde "Hvis du går ned på dit værelse, så er jeg der om 2 minutter med nye håndklæder. Okay?". "Okay" svarede jeg og lukkede døren.

Mit hjerte bankede hurtigere end det nogensinde havde gjort før og jeg følte lidt jeg skulle kaste op. Men jeg fortsatte. Jeg kunne ikke give op nu. Jeg gik hen mod den sidste døre. Krydsede mine finger og bad til gud om at dette måtte være den rette dør. Jeg tog håndtaget og...

Døren førte ud til en trappe. En bagtrappe. Jeg skyndte mig hurtigt ind og lukkede døren forsigtigt bag mig. Jeg tog trappetrinene to ad gangen. Indtil jeg nåede til endnu en hvid dør. Men den var tykkere og tungere end de andre havde været. Jeg åbnede den og så endelig den frihed jeg havde ledt efter så længe, men så begyndte det...

BIPPPP, BIPPPPP, BIPPPPP. Jeg havde sat en alarm i gang. Jeg væltede af forskrækkelse, men skyndte mig hurtigt op og løb hen mod byen.