Under månens skær

Kapitel 10

Rummet var mørkt. Meget mørkt. Det eneste jeg kunne se, var den lille lys stribe, der kom fra bunden af døren. Ellers var rummet helt og aldeles sort. Det var som at mørket sugede alt luften til sig så rummet til sidst blev lufttomt. Og pludselig var det som om jeg ikke kunne trække vejret. Mine lunger gispede efter vejret. Hev luft ind og ud men uden ilt. Min vejrtrækning blev hurtig og overfladisk. Jeg kunne ikke bevæge mig og lå bare som forstenet i sengen.

Og så ramte lydene fra de tynde vægge mig. Urets tikken som en gang havde være beroligende skar nu i mine øregange som negle på en tavle. Fyren i værelset til venstre for mig begyndte at snorke og hvert snork lød som et tordenslag, så højt at det næsten fik rummet til at ryste. Jeg følte mig selv gå mere og mere i panik. Jeg kunne mærke tåre forme sig i mine øjne. Pigen i værelset til højre tændte for vandhanen og lyden fik det til at gøre ondt i mit hoved. Det var som om jeg lå i øjet af en orkan. Da det endelig blev slukket var det som om at alle de andre lyde blev øget til umenneskelig styrke. Men så blev det larmen overdøvet af fodtrin der kom hen mod min dør. De larmede så meget at det var det eneste jeg kunne høre og jeg kunne mærke vibrationerne op gennem sengen. Men personen endelig nående frem til mit værelse og døren blev åbnet, var det som om at lys striben blev til tusinde stjerner som jeg svævede imellem.

Først var det fantastisk. Det var som om at jeg kunne trække vejret igen. Som om min krop ingen vægt havde. Men så kom jeg i tanke om sidste gang jeg havde svævet på den måde. Sidste gang jeg havde været vægtløs og pludselig forsvandt følelsen af let hed. Det var som en hånd tog fat i mit ben og trak mig ned ad. Væk fra stjerne. Væk fra lyset. Væk fra letheden. Og jo længere ned jeg kom, jo flere hænder greb mig. Panikken satte ind igen. Hvor førte de mig hen? Hvorfor tog de mig væk fra lyset? Jeg skreg men der var ingen der kunne høre mig. Det var som om at lyden blev opsuget af mørket der trak mig længere og længere ned.

Jeg satte mig op med et sæt. Lyset fra vinduet var det første der ramte mig. Det var morgen. Jeg kiggede til min højre side hvor en yngre kvinde sad og så lidt forskrækket ud. Jeg kunne se at hun var en del af personalet på hende tøj men jeg havde aldrig set hende før. Vi sad bare et øjeblik og kiggede på hinanden, hvorefter hun sagde "Det er frokost. Vi har prøvet at vække dig men der var ikke nogen der kunne få dig op". Jeg stirrede på hende i omkring 5 sekunder hvorefter jeg kiggede tilbage mod vinduet. Jeg havde en meget god ide om hvorfor de ikke kunne få min vågen men jeg valgte ikke at sige noget. Jeg sagde bare uden at kigge på hende "Jeg kommer lige om lidt". Kvinden smilede og forlod rummet. Da jeg var alene kom minderne fra den forrige aften tilbage til mig. Hvordan jeg var gået i panik ved tanken om, om jeg havde skræmt Blake væk, med mine tanker og følelser. Det havde sikkert bare været et angstanfald men de burde da ha kunne vægge mig hvis det bare havde været et angstanfald.

Jeg prøvede ikke at tænke for meget over det mens jeg tog tøj på, men da jeg forlod værelset kom jeg igen i tanke om hvor lang tid det var siden at jeg havde set Blake. Det var næsten en uge siden. Gad vide om kvinden der havde vækket mig var en afløser for ham? Havde han stoppet på grund af mig? Er det min skyld hvis jeg aldrig kommer til at se ham igen? Men da jeg endelig nåede spisesalen blev mine tanker om Blake erstattet, af tankerne om glasskåret i skabet, ved synet af de mange mennesker. Det var den første gang jeg tænkte på glasskåret siden jeg mødte Blake.