Under månens skær

Kapitel 12

Jeg lå på sengen med mine store hørertelefoner på. Musikken kørte højt i mine øre, men jeg kunne ikke koncentrere mig. Det var som om at det store hus var levende. Jeg kunne høre mennesker over det hele. Og så var der vejen som brølede lige ude foran. Jeg satte mig op og svingede benene ud over sengekanten. Det havde været svært for mig at koncentrere mig siden jeg havde holdt op med at tage mine piller. Mit hoved havde bare været fyldt med tanker. Tanker om livet. Tanker om døden. Tanker om glasskåret i skabet. Men jeg havde ikke gjort noget. I hvertefald ikke endnu.

Jeg vidste ikke hvorfor. Det var jo bare få uger siden at jeg havde været klar til at gøre det. Været klar til at forlade dette sted. Tingene var jo ikke ligefrem blevet bedre eller noget. Men et eller andet havde afholdt mig for at gøre det. Jeg stilte mig op og gik over til vinduet. Jeg kiggede ned på alle de små mennesker der gik forbi. De fleste uden at så meget som at kigge op mod den store bygning som var mit fængsel, mens andre kastede et flygtigt blik op. Jeg fik øjenkontakt med en yngre dreng på vej hen langs gaden. Måske 12 år. Han gik i stå og stirrede op mod mig da vores øjne mødtes. Jeg trak mig hurtigt væk, men han blev stående lige ind til en midaldrende kvinde fik øje på hvad han kiggede på og hurtigt skubbede ham videre. Jeg gik væk fra vinduet. Jeg kunne mærke hvordan blodet flød til mit ansigt og jeg skyndte mig ind på badeværelset. Jeg kiggede op mig spejlet og mit rødmossede ansigt, men jeg vendte mig hurtigt væk igen. Jeg mærkede tårerne presse på ved tanken om drengens ansigtsudtryk og hans mors skam ved synet af at han kiggede på mig. Jeg følte mig mærkelig. Unormal. Men det var jeg jo også. Jeg var ikke ligesom alle andre. Jeg passede ikke ind i denne verden. Jeg var temmelig sikker på at mine forældre skammede sig over mig og jeg kunne godt forstå hvorfor. Jeg var en freak. En fiasko. Jeg var intet værd.

Men jeg havde jo ikke altid været sådan. Der var engang hvor jeg fik gode karaktere i skolen. Havde venner. Havde et liv. Havde en mor jeg kunne tale med. Så hvor gik det galt. Var det da jeg begyndte at skippe skolen og mine karaktere gik ned. Var det da jeg ikke længere spiste aftensmad sammen med mine forældre og søskende. Var det da jeg skred hjemme fra uden at sige det til nogen. Var det...