Blå Violer

Et akavet måltid

Rose

Mike og jeg er de sidste, der når ned til spisestuen. Der er så stille i rummet at man næsten kan høre musene pusle rundt i væggene, og da vi træder ind ad de lidt for store og glamourøse glasdøre, vender alle deres opmærksomhed mod os.

De to tron-lignende stole for hver bordende står fri, reserveret til mig og Mike. Rundt om hjørnet til venstre for den største stol sidder Anja, og ved siden af hende sidder George. De er begge blege men fattede. Overfor Anja sidder Emma, og ved siden af hende sidder Astrid. De to ulve rejser sig i deres stole, da Mike træder ind.

Jeg sætter mig ved den største tronstol, værtens plads, og Mike sætter sig ved den anden bordende.

Da vi begge sidder ned, følger de to kvindelige ulve trop.

"Hvor er de andre ulve?" spørger jeg, og rækker ud efter et stykke pepperoni-pizza fra en af de fedtede papæsker på bordet. Pizzaerne fortæller mig to ting: mine tjenestefolk er ikke vendt tilbage endnu, og det var Anja, der stod for maden. Hun køber altid pizza, når det er hende, der står for maden.

"De sidder nede i entreen," fortæller deltaen mig. "Der var ikke plads herinde."

Synd for dem. Så kunne de bare lade være med at invadere mit hus.

"I kunne have sat dem i balsalen," ender jeg med at sige. "Det er trods alt hyggeligere end at sidde i trækket fra hoveddøren."

Ingen svarer mig.

"Og dig, Emma?" spørger jeg og vender mig mod min kusine. "Hvordan har du det?"

"Så godt som ny," smiler hun. Hun sidder og skærer i sin pizza med kniv og gaffel. "Takket være dig."

Jeg finder mit eget bestik frem og følger hendes eksempel. Havde det kun været mig og Anja kunne jeg godt finde på at spise med hænderne, men nu er jeg trods alt værtinde i min onkels hus. Så kan jeg godt opføre mig ordentligt.

"Hvad med dig?" spørger Emma. "Jeg hører, du drog til drastiske metoder for at hele hurtigere?"

Jeg nikker. "Det var det eneste rigtige at gøre, også selvom de andre ikke vil indrømme det. Jeg havde brug for at komme på benene så hurtigt som muligt."
Hun nikker alvorligt. Tager endnu en bid af sin pizza.

Efter det går der et godt stykke tid inden nogen igen siger noget. Den her gang er det George.

"Hvad skal der ske nu?" spørger hun.

Jeg får øjenkontakt med Anja. Af ren vane forventer jeg en følelse af solidaritet, men i stedet kigger hun bare afventende på mig. Det går op for mig, at hun for en gangs skyld ikke kender til alt hvad der foregår i mit liv. Mit blik glider videre til George, så til Mike, der bare ser bittert på mig. Astrid viser ingen følelser, og Emma møder roligt, men nysgerrigt, mit blik.

Pludselig føler jeg mig meget alene.

Jeg tørrer mig om munden, og tager mig god tid med at folde servietten bagefter, mens jeg overvejer, hvad jeg vil sige.

"Nu sker der en række ting," begynder jeg langsomt. "Men det meste af det der vedrører jer, afhænger af jeres egne planer. Personligt skal jeg have fat i mine tjenestefolk og Rådet, så jeg kan få styr på det rod, I skabte, da I valgte at invadere mit hus. Og så skal jeg finde min onkel, men inden jeg kan gøre det, skal jeg tale med et par personer i Lucia for at sikre mig, at Hectors tidligere fanger befinder sig godt der. Derudover har jeg et par ting jeg skal, der ikke rigtig rager jer."

"Har de 'ting' noget med bogen at gøre?" spørger Anja.

"Blandt andet."

Hun nikker og trækker følehornene til sig.

"Og hvad skal der ske med mig?" spørger Emma.

Jeg åbner munden for at tilbyde hende, at hun kan bo hos mig, men Mike afbryder mig.

"Det er op til befolkningen i Lucia," siger han skarpt. "Det er trods alt dem, du forbandede."

Og som reaktion siger jeg noget, der måske ikke er det smarteste, bare for at sige ham imod. "Og hvorvidt Lucia skal have lov til at beslutte din skæbne kommer rigtig meget an på, hvad de har tænkt sig at beslutte. Du er nemlig under min beskyttelse, og kan bo her, hvis det er det, du har lyst til."

Alle kigger forbløffet på mig. Eller det vil sige, George kigger selvfølgelig bare i min generelle retning.

"Mener du det?" spørger Emma.

"Ja. Og det er ikke til diskussion."

***

Jeg står med opvaskevand til albuerne og vasker op efter maden, da jeg endelig ikke kan holde det ud længere.

"Undskyld," siger jeg ned i boblerne, og rækker Anja en tallerken, så hun kan tørre den af.

"For hvad dog?" spørger hun sødt. Hun har ikke tænkt sig at gøre det nemt for mig.

Jeg bider tænderne sammen og skrubber lidt voldsommere på den næste tallerken end egentlig nødvendigt.

"Undskyld, at jeg begik selvmord uden at give dig en ordentlig advarsel. Det var uretfærdigt gjort af mig, og det satte dig i en dybt ubehagelig situation uden grund."

"Hvorfor gjorde du det så?" spørger hun og lægger den nu både rene og tørre tallerken på plads i tallerkenrækken over komfuret.

Jeg rækker hende den næste, og hun tørrer videre.

"Jeg var bange for, at du ikke ville tro på mig og forhindre mig i at gøre det," indrømmer jeg.

"Det havde du nok ret i," siger hun og løfter tallerkenen op mod lyset, for at se om den nu også er ren. Det er den ikke, og hun lægger den tilbage i baljen, så vandet skvulper op og gør min bluse våd.

"Jeg havde ikke tid til at ligge og have ondt af mig selv," forklarer jeg.

"I modsætning til os andre?"

Jeg trækker på skuldrene. "Jeg har en hel del, jeg skal have gjort."

"Som hvad for eksempel?"

"Det forklarede jeg ved bordet."
"Nej, du gjorde ej. Du gav bare en række navne på dem, hvis hjælp du har brug for til din hemmelige agenda."

Jeg smider opvaskebørsten ned i baljen, så både Anja og jeg bliver våde, og vender mig om mod hende, så jeg kan se hende ordentligt. "Jeg kan ikke fortælle jer det."

"Men hvorfor ikke?"

"Fordi-" Min stemme knækker. Jeg rømmer mig. "Fordi så slår Gudinden jer ihjel."

Hun lægger en hånd på min skulder og ser mig dybt ind i øjnene. "Lad mig bære din byrde sammen med dig."

"Det kan du ikke," hvisker jeg. Tvinger tårerne tilbage. "Det kan ingen."

Hun ser længe på mig. Så finder hun et tørt viskestykke frem og begynder at tørre videre. Jeg vender også tilbage til vaskebaljen.

"I det mindste rejser ulvene inden aftensmaden," mumler hun.

"Ja," siger jeg. "Det er da altid noget."***

Nå? Hvad tænker vi? Går tingene i den rigtige retning for vores helte?