Blå Violer

Hvad de fandt i kælderen

Rose

"Jeg forstår godt, at du var såret," fortsætter jeg. Prøver at ignorere, at mine kinder brænder og at min hage føles tør efter de salte tårer. "Det havde jeg også været i din situation. Jeg regnede faktisk med at, du var taget med dine ulve hjem til Lucia. Hvad fik dig til at blive?"

Han undgår mit blik. "Astrid, faktisk," indrømmer han, og mit hjerte synker. "Hun har et talent for at læse folk, og hun mente, at det ville være godt for os begge to at tale sammen ordentligt. Hun, æhm..." Han klør sig i nakken. "Hun skældte mig ud efter maden og sagde, at hun ikke ville se mig i Lucia før vi var blevet gode venner igen."

"I det mindste-"

Hans telefon ringer, og jeg klapper i. Han trækker telefonen frem fra bukselommen og kigger på nummerviseren med en panderynken.

Det virker ikke til, at han genkender nummeret, men alligevel tager han den.

"Mikael Glenn," siger han stift ind i mikrofonen.

Jeg studerer ham nysgerrigt, mens han taler med den anden ende. Hans ansigt bløder op, da han hører den andens stemme, men de bløde træk bliver hurtigt erstattet af en bekymret panderynken igen.

"Ja, hun er lige her," siger han og kigger over på mig. "Selvfølgelig, vi kommer med det samme." Han lægger på.

"Det var en kort samtale," bemærker jeg. "Hvem var det?"

"Anja," svarer han, og er allerede på vej mod døren. "Hun og George har fundet noget i kælderen."

Mike

De mørke gange og rum under det store palæ er renere, end jeg havde forventet. I stedet for spindelvæv og kvælende støv, afslører de elektriske loftslamper kun hvide vægge dækket med moderne kunst, et pletfrit stengulv og umalede døre. Det virker underligt upassende, på en eller anden måde, at kælderen i sådan en stor, gammel bygning er så moderne og minimalistisk. Gangene er ikke engang lavet af brosten, men af moderne klinker og puds.

Da Rose ser mit skeptiske blik på et af malerierne, laver hun en lyd, der er en blanding af et fnys og et grin. "Jeg forstod heller aldrig, hvorfor han renoverede kælderen, men lod resten af huset stå." Hun trækker på skuldrene og drejer til højre ned ad endnu en lang gang. Jeg følger efter hende. "Hver mand sin smag."

Jeg nikker. "Det er lidt besynderligt."

"Altså-" Hun trækker ordet ud i en lang udånding, "min mor mente at det havde noget at gøre med Katherine, hans døde kone. Hun var åbenbart glad for moderne kunst." Hun virker til at ville sige mere, men afbryder sig selv for at råbe efter Anja, fordi gangen deler sig i et t-kryds.

Et sted til venstre for os lyder et svagt svar, og vi følger lyden. Den hvide maling breder sig uafbrudt af andet end de små runde loftslamper og klinkestenene på gulvet, og det virker chokerende bart i forhold til de farverige billeder og lejlighedsvise døre fra de andre gange, vi er gået igennem. Efterhånden som vi bevæger os ned ad gangen opfanger bevægelsessensorerne os, og oplyser det vaccumlignende mørke, kun for at afsløre flere hvide vægge og grå klinker. Gangen slår et knæk, og da vi drejer om hjørnet sker der endelig noget.

En dør står på klem for enden.

Da Rose ser den stopper hun op. Hun står i et par sekunder og stirrer på den åbne dør, inden hun kalder på Anja igen.

Min søsters mage dukker op i døren, og sender os et svagt smil. "Kom bare," siger hun. Hun har en bekymret rynke mellem øjenbrynene, da hun vender tilbage til noget, der er lidt uden for vores synsvinkel.

Alligevel tøver Rose med at træde ind ad døren. Jeg sender hende et spørgende blik.

"Den dør har været låst så længe jeg kan huske. Det er det eneste rum i huset, jeg kender til uden at have været i det."
Jeg betragter døren foran os. "Så er det ved at være på tide."

Hun nikker, måske mest for at overbevise sig selv, og skubber døren helt op.

Rose

Det er et soveværelse. Minimalistisk, men hyggeligt indrettet, med store brede billeder på væggene, hvide møbler og sorte reoler, og en pejs, der egentlig bare er en indhulning i væggen. Og den grå seng...

Kvinden, der ligger på den store dobbeltseng midt i lokalet, ser overhovedet ikke ud sådan som jeg forestillede mig, at Katherine Wood så ud. I stedet for den mælkehvide hud og det gyldne hår, jeg altid forventede ud fra den blide og kærlige tone, min onkels stemme fik, når han talte om hende, er hendes hud mørk som skovbunden efter et novemberregnskyl, og hendes næsten sorte krøller breder sig om hendes hovede og skuldre som kronen på et egetræ. Der er noget skarpt over hendes ansigtstræk på trods af de runde kinder og den flade næse, og det er utvivlsomt muskler, der snor sig langs hendes arme, og hård hud på hendes håndflader. Den her kvinde havde langt mere kriger i sig, end jeg nogensinde kan gøre mig forhåbninger om at få.

Mine lunger krøller sig sammen og min mave føles underligt hul, da jeg indser, at jeg ville have elsket at lære hende at kende, havde hun været i live.

"Hvem er hun?" hvisker Mike ved siden af mig, men jeg kan ikke finde ordene til at svare ham.

"Roses tante," svarer Anja nøgternt for mig. "Hun døde nogle år før vi blev født. Der er altid gået rygter om, at Hector fik en heks til at beskytte liget mod forrådnelse, men aldrig i min vildeste fantasi troede jeg, at det passede."

"Er det hende, der blev slået ihjel af din oldemor?" spørger han mig.

Jeg nikker.

"Vent, hvad?" udbryder George. "Den bliver I nok nødt til at forklare lidt nærmere."

***

Welp, hvor længe er det siden jeg sidst opdaterede? Jeg har haft Rose og de andre i baghovedet lige siden, men jeg har vitterligt ikke haft tid til at fortsætte deres eventyr for nu her.......

Jeg håber, I har en vidunderligt weekend, og at I ikke fortvivles over efterårsmørket men i stedet nyder de smukke røde farver <3