Blå Violer

Afgørelsen i Lucia

Mike

Alfa Friis ser træt ud. Og anspændt. Det gør de alle. Det gør jeg nok også.

Men mest Friis. Der er noget blødt og beklagende, bekymret, i hans blik, da han står med Alpa Holst og Alfa Skov på hver sin side og kigger på os.

Mig og Møller. Barndomsvenner, der nu står side om side og venter på lov til at slå hinanden ihjel.

"Vi er kommet frem til en beslutning," siger han, og både Holst og Skov spænder skuldermusklerne, da han siger det.

***

Rose

"Du er nødt til at komme." Selv over telefonen er det tydeligt at høre, at Anjas stemme er desperat. "Det er kørt helt af sporet."

"Hvad er der sket?" Jeg er allerede igang med at lede efter bilnøglerne. "Anja? Forklar mig hvad der er sket. Er Mike okay?"

"Mike er... Det der alfa-råd, eller hvad man skal kalde det, de sagde, at Møller har ret i, at Mike ikke var i stand til at tage sig af flokken i Lucia." Hun tøver.

"Hvad? Hvorfor?"

"Fordi, i ulvenes verden bliver du anset som død. Og Mike... Han tog det jo ikke særligt pænt, vel? Han lukkede sig åbenbart meget inde i sig selv, og da han så tog ud for at finde George, kunne de ikke overtale ham til at tage tilbage igen til Lucia."

"Så hvad har de gjort?" Nøglen ligger ikke i skrivebordsskuffen. Eller på hjørneskabet. Eller på spisebordet. Fuck, fuck, fuck, fuck.

"Altså, rådet har ikke rigtig gjort noget. De sagde, at han nu var kommet tilbage, og at han virkede til at være sig selv igen nok til at han kunne overtage styringen af Lucia igen."

Jeg holder op med panisk at lede efter bilnøglerne. "Men hvad er så problemet?"

"Problemet er," begynder hun, "at Møller, altså naboen, har dræbt en af Mikes ulve og hacket sig ind i flokkens private online-systemer."

"Åh nej."

"Jo, desværre. Og nu var det jo så Mikes tur til at sidde på anklager-bænken. Og de andre ulve gav ham ret. Ikke alene havde Møller gjort alle de her forfærdelige ting... Hans handlinger var så forfærdelige, at han blev erklæret vild. Så ulvene gjorde, hvad ulve gør, når andre ulve bliver vilde."

Jeg synker sammen på stuegulvet. "Årh pis."

"Lige mine ord." Hun lyder træt. "Det var Mike, der skulle gøre det."

"Er han okay?"

"Det ved jeg ikke. Jeg kan ikke få ham til at ringe og tale med dig."

Jeg krymper mig. "I det mindste betyder det, at du og George kan komme tilbage hertil."

Hun udstøder en bekræftende lyd. "Måske kan jeg få ham til at køre os."

Vi snakker kort videre, og til sidst lægger hun på.

"Rose?"

Jeg kigger op, og får øje på Samson, der står i døråbningen.

"Er du okay?"

"Bare gå op på biblioteket," svarer jeg. "Jeg kommer om lidt."

Han nikker og forsvinder.

Jeg sidder tilbage på stuegulvet med telefonen hængende løst i min hånd, og prøver at forberede mig på, at næste gang jeg ser Mike, vil hans blik være hårdere end sidst.

***

Da jeg endelig får slæbt mig op på biblioteket, står Samson og betragter en lang, sølv-hvid dragt, han har lagt ud på et af bordene.

"Hvad er det?" spørger jeg, og stiller mig ved siden af ham.

"Det er en kåbe," siger han og følger et smalt bånd af sølv, der er syet ind i kanten på et af de brede ærmer, med fingrene. "Du skal have den på i morgen, når du står foran Conciliet."

"Hvorfor?"

"Det er den dragt, Gudindens Præstinder bærer. Den skal gøre det klart for de gamle tudser, at du har Hende i ryggen."

"Hvor har du den fra?"

Han kigger vantro på mig. "Den lå her, da jeg kom. Jeg troede, du selv havde lagt den frem."

Jeg ryster på hovedet.

Han lader et anspændt blik køre over biblioteket. "Spooky."