Blå Violer

Til omtanke

Rose

Efter opvasken følges Anja og jeg til trappen, hvor vi går hver til sit. Jeg lader som om jeg ikke lægger mærke til, at hun går mod gæstefløjen, hvor Georges værelse ligger, og hun siger ikke noget, da jeg går den modsatte vej mod Hectors kontor, men vi sender hinanden et blik og et kort smil, der antyder, at vi begge synes den anden burde følge vores eget eksempel.

Gå dog ud og find Mike, dit fjols, kan jeg næsten høre hende sige, og jeg er sikker på at hendes øjne dvæler ved de blå rande under mine øjne. Men jeg tager mig ikke af det, for jeg ved at jeg kan sove roligt, når den tid kommer, ved tanken om at jeg har gjort hvad jeg kunne for at gøre verden til et bedre sted med mit arbejde.

På vej mod kontoret kommer jeg forbi biblioteket, og jeg stikker hovedet ind for at sikre mig, at min kusine ikke laver unoder. Det virker det ikke til at hun gør. Hun sidder med en gammel tyk bog og en moderne laptop foran sig, og skiftes mellem at læse i bogen og skrive noget ned på computeren. En gang imellem tager hun et sip fra en tekop, som jeg ved fra erfaring, har skår.

Jeg trækker snuden til mig.

***

Nogen har lukket vinduet på min onkels kontor og tændt op i pejsen. Jeg rynker på brynene. Det er sødt at Anja, at hun har tændt op, men hun må være distræt for tiden, for hun ved ellers godt, at der er aircondition i lokalet. Det skal bare sættes til. Jeg skriver bag øret, at jeg skal snakke med hende om måske at tage en pause. Så sætter jeg mig bag skrivebordet, løfter det gamle telefonrør til øret, og ringer til Erica. Der går ikke mange sekunder, før hun tager den.

"Hej Rose," siger hun, inden jeg kan nå at sige noget.

"Hvordan-"

"Skidt pyt med det. Hvad kan jeg hjælpe med?"

Jeg bruger lidt under et sekund på at samle mig. "Vi har fundet Katherines lig."

"Det var hurtigt." Det er svært at bedømme om hun lyder munter eller overrasket. "Jeg går udfra, du ringer, fordi du vil vide om det var min mor, der lagde bevarings-formularen på hende?"

"Ja. Godt gættet." Jeg sætter mig bedre til rette i stolen og begynder at lege med ledningen.

"Aha. Jamen, nej. Det var det ikke."

"Du lyder meget sikker."

"Det er jeg også. Det var ikke min mor. Det var Lærke."

"Lærke?" udbryder jeg. "Hvordan kan du dog vide det?"

"Af to grunde. Før det første skal en sådan besværgelse laves umiddelbart efter at døden indtraf, og så vidt jeg kan forstå, var Lærke der, da liget blev fundet næste morgen. For det andet hvisker vinden, at Emma regner med, at hun kan ophæve forbandelsen, og det kan kun den oprindelige heks' blod." Det lyder som om hun har tænkt grundigt over det.

"Åh." Jeg retter mig op i stolen igen. "Er det sådan med al magi?"

"Nej. Heksen skal specifikt inkludere det i sin besværgelse."

"Så Emma glemte det i Lucia? Da du og jeg ophævede forbandelsen?"

"Nej, nej. Hvem har dog bildt dig ind, at det var os?"

"Jamen-"

"Rose." Hun sukker tålmodigt. "Det vi gjorde var at give Lærke klarsyn. Vi tvang hende ind i mit hovede, så hun så verden gennem mine øjne, og jeg var jo ikke forbandet på grund af Gudinden. Og i løbet af de få øjeblikke indså hun, at hun var nødt til at bryde forbandelsen ned, og hun var næsten færdig, da hun døde. Jeg ved ikke hvorfor, men det var Emma selv, der ophævede forbandelsen fuldstændigt."

"Øjeblik." Jeg roder lidt i min onkels skuffer efter en papirblok og en kuglepen, og skriver det ned. L+Em ophævede Lucia. R+Er spillede L klarsyn. L bevarede K. Heks+blod kan ophæve besværgelse. "Hvad med bogen?"

Noget rasler i den anden ende af linjen, som om hun sætter sig ned eller bevæger på sig. "Se, det er langt mere kompliceret. Den er jo blevet forbandet over flere omgange af mange forskellige hekse."

"Men hvorfor kunne jeg læse i den før jeg døde, når ingen andre kan?"

"Altså, nu har jeg jo ikke selv set bogen, så jeg ved det ikke, men mit gæt er, at du er relateret til den, der lagde den oprindelige forbandelse."

"Antyder du at jeg har hekseblod i årerne?"

"Nej. Men jeg antyder, at du måske skal tage dig en alvorlig samtale med Elizabetha om hvilke gaver, Gudinden gav hende, ved hendes genfødsel."

Jeg føler mig underligt lettet ved tanken, og jeg skammer mig over det. "Åh." Det banker på døren, inden jeg kan nå at spørge hvordan jeg kan kontakte min formoder. Jeg lægger en hånd over mikrofonen, og kalder "kom ind!"

Døren åbner og afslører Mike, hvis alvorlige ansigtsudtryk får mig til at tage en hurtig beslutning.

"Jeg er nødt til at gå, Erica," siger jeg. "Den her samtale er ikke forbi."

"Det ved jeg," svarer hun bare. Så lyder tonen, der fortæller at hun har lagt på.

Jeg lægger røret fra mig, og Mike lukker døren bag sig. "Hvad er der galt?"

"Jeg er nødt til at rejse tilbage til Lucia," siger han.

Jeg stirrer på ham.

Han fortsætter. "Jeg har allerede pakket, og Anja hjælper George med at gøre det samme. Vi rejser nu."

"Det kan du ikke," hvisker jeg.

Han ser ud som om han skal brække sig. Han er helt bleg.

"Du lovede..."

Hans kæbemuskler bevæger sig, som om han bider tænderne sammen. Han gemmer hænderne i lommerne. "De har mere brug for mig, end du har. Jeg er deres alfa."

"Men George? Anja?"

"Anja bliver her. Der er ikke sikkert for en jæger i Lucia for tiden."

"Selvfølgelig tager hun med. George er hendes mage."

Han krymper sig ved ordet, som om han skammer sig over... Pludselig ser jeg klart. Selvfølgelig, selvfølgelig, er det sådan. Hvor har jeg været dum. Jeg rejser mig op.

"Okay," siger jeg. Min stemme er underlig rolig. "Skal I bruge noget fra min side af? Har I en bil? Kan I komme til for sneen?"

Han nikker. "Bilen holder ude i garagen, og jeg har allerede snakket med Emma. Hun har ryddet jorden for sne det meste af vejen."

"Godt. God tur, og held og lykke med hvad end I skal bruges til. Kør forsigtigt."

Han nikker. "Tak. Og... Ja, farvel." Han tøver, som om han vil sige noget mere. Så går han.

Først da døren lukker bag ham, falder jeg sammen i stolen, fuldstændig udmattet, som om al min energi forsvinder sammen med ham. Han hader mig. Han hader mig. Han hader mig... Ordene giver genlyd i mine drømme, da jeg falder hen i stolen.***

Jeg har intet at sige til mit forsvar, andet end at man får travlt i 2.g...