Blå Violer

Tak, fuck i lige måde

Mike

"Hvorfor tager I ikke bare jeres egen bil?" spørger jeg, da Anja beder om et lift.

"Vi har ikke nogen," sukker hun og slår ud med armene. "Det var dig, der kørte os herhen til at starte med."

"Hvorfor skal I overhovedet afsted?"

"Fordi hun har brug for os, og du ikke længere har."

"Hvorfor henter hun jer så ikke bare selv?"

"Mike, nu stopper du. Hvorfor, hvorfor, hvorfor. Hvorfor vil du ikke køre os?"

Jeg kigger på hende, og hun kigger på mig. Jeg sukker.

***

Rose

Stemningen er anspændt, da Mikes bil ruller ind i indkørslen. Bevidstheden om, at han ville ønske jeg ikke var hans mage, får mit hjerte til at galopere og mine muskler til at spænde.

Samsons fjendskhed hjælper heller ikke ligefrem på stemningen, da han lægger en beskyttende arm om mine skuldre, som for at skærme mig fra Mikes vrede og afsky. Jeg finder mig i det, for så er hans hånd længere fra hans våben, og jeg får, hvis det bliver nødvendigt, nogle dyrebare sekunder ekstra til at forhindre ham i at skade dem jeg holder af. Ligesom Emma, som nu gemmer sig i haven når han er på besøg.

Jeg læner mig op ad ham og sniger en arm om hans lænd for at holde ham fast.

Bilen standser, og Samsons muskler stivner. Jeg klamrer mig til ham og håber, at han ikke opfatter det som det, det er: en forhindring.

***

Mike

For enden af trappen, på den lille terrasse, der leder hen til palæets hoveddør, står et par i hinandens omfavnelse og venter på os. Det er først da bilen holder stille, og Anja gisper "Rose har farvet håret igen!" at jeg genkender den ene af de to.

Min mage står med et anstrengt smil, som om hun venter på at jeg kører igen, og klamrer sig til den fremmede, hvis barske skulen kun er en naturlig forlængelse af hans besidderiske greb om hendes skuldre.

"Hvad farve?" spørger George nysgerrigt.

"Lyst," siger hun. "Lysere end det var oprindeligt før hun farvede det rødt. Det er næsten hvidt."

"Ikke hvidt," siger jeg. "Sølv. Som månen."

Anja nikker tankefuldt. "Ja," giver hun mig ret. "Som månen."

***

Rose

Bildørene går op, og jeg bliver mere og mere nervøs for hvad Samson vil gøre. Åh, Gudinde. Gid han bare var gået, da jeg bad ham om det.

Anja er den første oppe ad trappen, og da hun ser Samson, bliver hendes øjne store. Hun smider et hurtigt blik på de to andre over skulderen, før hun beder om en kop te.

"Selvfølgelig," siger jeg lettet. "Samson, vil du ikke...?"

Han sender mig et bekymret blik før han nikker, og efter at have skulet til Mike og George, viser han Anja ind til stuen, selvom hun udmærket kender vejen. Det ved han heldigvis ikke.

Da de er forsvundet indenfor, står jeg alene over for de to ulve. Jeg tager en skælvende indånding og fletter hænderne sammen foran mig. "Tak fordi du ville køre dem," siger jeg til Mike.

Han nikker som svar.

"Hvorfor har du farvet dit hår?" spørger George, og jeg blinker taknemmeligt.

"For den dramatiske effekt," halv-lyver jeg. "Hvordan vidste du, at jeg har farvet det?"

"Anja," svarer hun bare med et skuldertræk og går indenfor.

Da hun passerer mig, rækker jeg ud efter hendes overarm og stopper hende. "Vær sød at undgå Samson," beder jeg hende. "Han er ikke..."

Hun nikker forstående, og jeg slipper hende. Få sekunder efter er jeg alene med Mike.

Hans ansigt er fuldstændig lukket, da han betragter mig. "Jeg går igen," siger han. "Jeg tager hjem."

"Okay."

Han tøver. "Hvem er han?" spørger han.

"Samson? Han er- var min nabo. Vi voksede stort set op sammen."

"Du har godt nok travlt," siger han.

"Hvad mener du?"

"Først Alex, så mig, og nu... ham."

Jeg blinker. Det mener han kraftedeme ikke, det dér. "Mike," siger jeg. "Når det kommer til Alex har ingen af os noget valg, og der er intet - absolut intet - romantisk mellem mig og Samson. Han er Emmas mage, for fuck's sake. Og selv hvis der var - selv hvis han ikke var - så rager det ikke dig, for jeg er ikke din. Du kan være pisse hamrende ligeglad."

"Men det er jeg ikke," siger ham arrigt. "Vi er mager."

"Men det ville være bedre, hvis vi ikke var. Ville det ikke?" siger jeg. Gør mig kold. "Når nu du ikke kan holde mig ud, og kun besværliggør tingene for mig."

Det er bedre sådan hér, siger jeg til mig selv. Fordrej sandheden, så det virker som om jeg hader ham lige så meget som han hader mig.

"Nogle gange," siger han, "så siger du de mest forfærdelige ting."

"Tak, fuck i lige måde."

Døren smækker bag mig med et brag, da jeg flygter fra ham.