Blå Violer

Slagplanen

Rose

Den indiske take away er kun en tand bedre, end de billige pizzaer, Anja plejer at bestille. Buddet kender mig godt, og han spurgte venligt ind til, hvad jeg mon har lavet, siden jeg ikke har bestilt i næsten et år, da han kom med maden, og det endte med at vi stod i døren og talte om alt og intet, indtil hans chef ringede og spurgte hvor han blev af, og om han mon havde glemt, at han stadig var på arbejde. Den stakkels dreng var rød om ørene, da han endelig gik, men om det var på grund af kulden eller forventningen om chefens vrede, ved jeg ikke.

Anja hæver muntert et øjenbryn, da jeg kommer ind i spisestuen med posen.

"Det var vist dig, der fik lov at vælge mad denne gang," siger hun tørt, og lægger den sidste gaffel på bordet, lige da Emma træder ind ad døren med favnen fuld af tallerkener.

Hun sender den hvide plastikpose et misbilligende blik, men siger ikke noget, da jeg begynder at tømme posen for plastikbøtter med ris og sovs.

"Mmmm, det dufter godt," sukker George, og Mike springer frem for at hjælpe mig med at hælde bøtternes indhold op i skåle. "Hvad er der i?"

Jeg begynder at remse op, hvad de forskellige sovse indeholder, og Mike hælder op på hendes tallerken, da hun har overvejet, hvad hun gerne vil smage først. Imens sætter vi andre os til bords og tager for os.

Jeg lader folk blive færdige med deres første portion, inden jeg afbryder freden.

"Nå, men hvad har du så fået dagen til at gå med, Emma?" spørger jeg.

"Vasket mine hænder," svarer hun kort. "Hvad med dig?"

Jeg overvejer kort, om jeg skal bede hende om at uddybe, men vælger at lade være. "Jeg startede med at ringe til min fætter, Andreas."

"Nå? Hvad sagde han?"

"Han fortalte, at han og Erica har gravet lidt blandt deres mors ting, og læst i en af hendes gamle dagbøger, at det ikke var Hector, men Leo Villadsen, der er Andys far. Så min lille fætter er åbenbart ikke min fætter alligevel. Jeg er Hectors eneste arving."

Det får Anja til at tabe sit bestik. "Nej, seriøst? Leo har en søn?"

Jeg nikker. "Jeg har også svært ved at tro det. Men bortset fra det, har Andy det vist meget godt. Han er glad for Erika. Jeg fik i øvrigt også ringet til Butler. Han og de andre regner med at være tilbage i aften."

Hverken George eller Mike virker specielt optagede af samtalen. Men hvorfor skulle de også det? De kender ikke dem, vi snakker om, og desuden er jeg endnu ikke kommet til det vigtigste.

"Katherine ligger i kælderen," siger jeg ud over bordet.

Emma møder roligt mit blik, og lægger langsomt sit bestik fra sig på tallerkenen. "Ja, det gør hun. Hector fik en heks til at bevare hendes lig, så det ikke nåede at forrådne, inden han kunne vække hende til live."

"Det ved jeg godt," siger jeg irriteret. "Men hvad han ved af, er huset fuld af hans fjender, og han er ikke længere velkommen her. Hvorfor efterlod han hende?"

Emma trækker elegant på skuldrene. "Måske regner ham med at komme tilbage snart."

"Hvad ved du om hende?" spørger George. "Har hun familie et sted? Hvad var hendes pigenavn? Ville vi kunne brænde hendes lig på trods af bevarings-forbandelsen?"

Min kusine overvejer længe sit svar, inden hun til sidst trækker på skuldrene igen. "Ja, hun har familie, men de tror, at de var til hendes begravelse for små tyve år siden, så de kommer ikke til at savne hende. Hendes pigenavn var Ludwigsen, og nej. I ville ikke kunne brænde hendes lig så længe hun er forbandet til at forblive i den tilstand. Men jeg ville godt kunne ophæve den, hvis I vil?"

Jeg trommer tankefuldt på bordet med fingrene. "Det kan godt være, at det bliver nødvendigt. Tak."

"Så lidt." Hun vender tilbage til sin mad, og de andre følger trop.

Jeg tager en dyb indånding. Sender Anja et tøvende blik. "Apropos hjælp... Jeg har nogle andre ting, jeg gerne vil tale med jer om, nu hvor I er samlet." Nu har jeg deres fulde opmærksomhed. "Der er en masse løse tråde, jeg er nødt til at samle, og jeg ved ikke om jeg kan gøre det alene." Det sidste lyder mere som et spørgsmål end en indrømmelse.

"Hvad for eksempel?" spørger Mike.

"Altså, for det første skal Hector findes og bringes foran Rådet, så han kan stå til ansvar for sine gerninger. Forhåbentlig er Georges vidnesbyrd nok, men det er ikke sikkert, så for at være på den sikre side, bør vi også finde nogle konkrete beviser. At jeg nu er Hectors eneste arving betyder også, at jeg, når Hector er blevet dømt, pludselig står med ansvaret for ikke bare huset her, men også alle hans investeringer og andre ejendomme rundt om i verden, for slet ikke at tale om hans plads ved Rådet. Derudover skal Alex findes, og hvad end opgave, han har fået af Hector, skal forhindres."

"Så hvad er slagplanen?" spørger Anja. "Hvordan ser de kommende dage ud?"

Den værste anspændthed forsvinder fra min krop ved hendes ord. "I aften kommer tjenestefolkene som bekendt hjem, og i morgen får vi besøg af et rådsmedlem, der skal hjælpe mig med at finde ud af, om Georges vidnesbyrd er nok bevis. Han skal også kigge på og tage billeder af bunkeren, og de lig, der er tilbage fra Hectors skikkelser, og når han alligevel er her, tænker jeg også at han kan kigge på Katherine. Hvad vi gør derefter, kommer an på, hvad han siger. Men vi skal i hvert fald have kigget Hectors laboratorier igennem for mulige beviser."

"Det sidste kan jeg gøre," tilbyder Emma, og George byder ind, at hun vil hjælpe.

"Tak," siger jeg lettet. "Vil I så hjælpe mig med at håndtere rådsmedlemmet? De plejer at være pisseirriterende."

Anja bekræfter med det samme, og jeg vender nervøst blikket mod Mike, kun for at opdage, at han allerede sidder og betragter mig.

"Hvad?" spørger jeg.

Han ryster på hovedet, som om han ryster tanker af sig, og så siger han, at "jeg bliver her."

Jeg sender ham et prøvende smil. Han sænker blikket.

***

Den akavede stilhed, der dækker spisebordet som en tyk dug gennem resten af måltidet, bliver afbrudt, da Mikes telefon ringer. Han fisker den med besvær op af forlommen på hans bukser, og kaster et blik på skærmen.

"Det er Alfred," siger han og rejser sig. "Tak for mad." Allerede inden han går ud af døren, har han taget imod opkaldet, og lyden af hans hilsen giver ekko mellem væggene længe efter at døren smækker i bag ham.

Vi andre sidder tilbage og stirrer på hinanden med store øjne - Emma og jeg, fordi vi er chokerede over hans mærkelige opførsel, og Anja, fordi George sidder med rynkede bryn og hænderne lukket krampagtigt fast om stolens armlæn, mens hun lytter til noget, vi andre ikke kan høre.

"Hvad siger han?" spørger Anja, men George svarer aldrig rigtig, for med et spærrer hun øjnene op.

"Det lyder vigtigt. Fuck, jeg er nødt til-" Hun afbryder sig selv ved at rejse sig op i stolen, så den falder på gulvet med et spektakel, og styrte mod døren.

"Hvad med stokken?" råber Anja efter hende, og samler den op, fra hvor den faldt sammen med stolen.

"Ikke nødvendig," svarer hendes mage hen over skulderen og siger noget uforståeligt om hendes skridts ekko. Så er hun væk.

Emma rømmer sig. "Jeg må nok også hellere gå op i biblioteket for at undersøge nogle ting. Skal jeg hjælpe med opvasken først?"

"Nej tak," svarer jeg fraværende, mens jeg i tankerne forsøger at komme på en forklaring på Mikes og Georges bratte afsked.

"Er du sikker? Jeg kan bruge magi til at få det til at gå hurtigere?"

Jeg sender hende et barskt blik. "Nej tak. Ellers tak. Vi klarer os."

Hun nikker frem for sig, inden hun rejser sig og går. Anja og jeg får øjenkontakt, og hun trækker på skuldrene.