Blå Violer

Han passer stadig på mig

Rose

Jeg står i et køligt hospitalsværelse i Lucia og betragter Mike. Hans ansigt er gråt af at ligge herinde, for hver gang solen skinner, trækker en af sygeplejerskerne gardinerne for, så han ikke skal blive solskoldet. Vi er alene, og den eneste lyd i lokalet er hjertemonitorens uregelmæssige bippen. Det går op for mig, at jeg står så langt væk fra ham som overhovedet muligt i det lille værelse. Han åbner øjnene og drejer hovedet, så vi næsten får øjenkontakt, men hans øjne er blanke og ufokuserede, som om han ikke registrerer det han ser. Hans ansigtsmuskler slapper af, og han holder op med at bevæge sig.

Maskinen bliver stille.

"Det bliver 352 kroner."

Jeg blinker og fokuserer på ungarbejderen, der sidder bag kassen med et utålmodigt udtryk i øjnene. "Øh, hva'?"

"Det bliver 352 kroner." Han lægger et usynligt punktum mellem hvert ord, som for at gøre dem så tydelige som muligt, og peger på displayet, der viser at den sidst scannede vare var en intimsæbe til 49,98, og at den endelige pris er 351,59 kroner.

"Øhm, okay." Jeg famler efter min pung, og trækker dankortet ud. Et stik af dårlig samvittighed får mig til at tøve, inden jeg lægger kortet på dankortautomaten, der bipper og tager imod betalingen.

Dengang jeg stadig troede, at Emma var alene om at have stjålet bogen, og George endnu ikke havde indrømmet, at det var min onkel, der havde tortureret hende, spurgte hun mig hvor jeg fik mine penge fra. Jeg fortalte hende, at mine forældres aktiver blev overført til mig allerede dagen efter deres lig blev fundet, og det passer også. Rådet har et helt sekretariat, hvis eneste opgave er at holde styr på, hvornår hvilke jægere dør, og sørger for at deres nærmeste pårørende arver så hurtigt som muligt - for de fleste jægere er økonomisk sikkerhed livsvigtigt. Især hvis forældrene blev dræbt, og børnene er nødt til at flygte.

Men alligevel var det løgn, da jeg fortalte George, at det var mine forældres penge. Jeg har endnu ikke brugt en rød reje af deres penge, for det ville være et endegyldigt punktum på deres liv. Så kan jeg ikke længere lade som om de kan komme tilbage.

Hector forærede mig mit eget kort, da mine forældre forsvandt, for så længe de ikke var døde, kunne jeg jo ikke arve. Han holdt en kort tale om, at selvom jeg skulle bo hos Anja, følte han stadig et ansvar over for mig, hans søsters datter, og at det derfor kun var passende, at han hjalp mig økonomisk. Så rakte han mig kortet og forklarede, at hver gang jeg når 500 kroner, bliver der automatisk fyldt 4500 kroner på igen.

Han sagde det ikke med ord, men det han fortalte mig den dag var, at han elskede mig, og nu har jeg gjort ham til min fjende. Jeg har været hos rådet og tigget om tilladelse til at dræbe ham, og alligevel bliver kortet godkendt af maskinen.

"Bon?" spørger ungarbejderen.

"Nej tak."

Han trækker på skuldrene og smider den ud, og jeg begynder at pakke mine varer sammen i min rygsæk. En gammel dame, der stod bag mig i køen sender mig et surt blik over, at jeg ikke er begyndt noget før.

Jeg ignorerer hende. Mælken nederst, bøtten med yoghurt ved siden af. Så havregryn, chokoladepladen, intimsæben og en pose gulerødder. Toiletpapiret på jeg tage ved siden af i hånden.

"Rose," siger en dyb stemme, og en tung hånd lander på min skulder. Der går et splitsekund inden jeg genkender stemmen.

"Samson," smiler jeg og vender mig om mod min gamle nabo. Eller, han er vel egentlig stadig min nabo, jeg har bare ikke været hjemme i et stykke tid. "Hva' så?"

Samson har altid været stor på en måde, der får selv voksne jægere til at lade ham vinde i diskussioner. Høj som et tårn, og muskler så stærke, at han engang knuste en varulvs hovede med de bare næver. Jeg så det selv ske. Jeg lægger hovedet tilbage og møder hans varme, men bekymrede, brune øjne.

"Jeg har hørt om din onkel," siger han, og jeg holder op med at smile.

"Vi har meget at tale om."

"Ja," siger han. "Det tror jeg, vi har."

Jeg løfter toiletpapiret op i øjenhøjde. "Hvad siger du til en kop te hjemme hos mig? Så kan jeg komme hjem med varerne inden mælken bliver dårlig."

***

Da vi drejer ind i indkørslen til Hectors palæ, er Samson fuldt opdateret. Næsten, i hvert fald. Han kender til Bogen, Hectors hævn og min aftale med Gudinden. Men jeg har ikke fortalt ham om Mike og George.

Butler åbner hoveddøren for os, og tager imod varerne med et udtryksløst ansigt, sådan som han altid sætter ansigtet, når der er gæster.

"Tak," siger jeg til ham og smiler. "Vil du sende noget te op til biblioteket?"

Han nikker og forsvinder.

Da han er gået, begynder Samson at slentre rundt i Hall'en og kigge på gobelinerne. Han har hænderne i begravet dybt i bukselommerne, men hans skuldre er anspændte. "Det her er ikke hjemme hos dig," siger han.

"Det er i princippet Hectors hus," giver jeg ham ret. "Men jeg bor her for tiden."

Han kigger på mig over skulderen. Gennem hans hvide skjorte kan jeg se de sorte tatoveringer, der dækker hans ryg. En streg, forklarede han mig engang, for hvert væsen jeg slår ihjel. Det er noget han har kopieret fra en film han engang så. Meget dramatisk, men sådan er jægere. "Hvorfor bor du ikke bare hjemme hos dig selv?" spørger han.

"Af forskellige grunde," siger jeg og begynder at bevæge mig op ad trappen mod biblioteket. "For det første virker det forkert at bo der uden mine forældre."

Men det forstår han selvfølgelig ikke. Han er jæger; opdraget til at være praktisk af natur. Han følger efter mig op ad trappen med rynkede bryn.

"Desuden er jeg for tiden del af et større selskab, og de skal kunne finde mig."

"Mener du ulvene, der boede sammen med Anja i dit hus i nogle måneder?"

Jeg er lige ved at snuble over mine egne ben. "Hvad snakker du om?"

"Jeg troede du vidste det."

"Det gør jeg også," skynder jeg mig at lyve. Vi er nået enden af trappen og begynder at gå ned ad gangen. "Jeg vidste bare ikke, at det var offentligt kendt."

"Selvfølgelig er det offentligt kendt, Rose. Der boede fire ulve i Wood-familiens byhus. Hvorfor tror du, Rådet nægter at tage din sag alvorligt?" Han åbner døren ind til biblioteket og holder den for mig.

"Hector er rådsmedlem. Rådet må ikke give andre jægere til at dræbe andre rådsmedlemmer"

"Det kunne de have mindet dig om over telefonen." Han træder ind i biblioteket efter mig og lukker døren bag os. "Og alligevel spilder de tiden på at komme herud og lade som om de kan bruge dine 'beviser' til noget som helst."

"De har indkaldt mig til et møde om fire dage-"

Han griber fat i mine skuldre og sænker hovedet så vi kan få ordentlig øjenkontakt. Frustrationen er tydelig i hans ansigt. "Rose," siger han. "De leger med dig. Ligegyldigt hvor stærke beviser du kan finde på en uge, så må de stadig ikke give dig lov til at dræbe ham."

"Jamen, hvad kan jeg så gøre?" Min stemme er tynd.

"Du leger med i deres leg. Du slår dem med deres egne regler."

"Jeg har aldrig været god til politik," siger jeg. "Det ved du."

Endelig belønner han mig med et lille smil. "Men det er jeg."

"Rose?" Emmas dæmpede stemme trækker både min og Samsons opmærksomhed til den lukkede dør. "Vil du være sød at åbne? Jeg står med en tebakke..."

Jeg blinker overrasket og gør som hun siger, og hun sender mig et strålende smil. Hun har, ganske rigtigt, en stor sølvbakke i hænderne med en tekande, sukkerskål, mælk og tre blomstrede porcelænskopper med underkop. Jeg træder til side, så hun kan komme ind.

"Tak," siger hun. "Butler sagde, vi havde fået gæster, og så tænkte jeg, at det ville være uhøfligt ikke at hilse." Hun går forbi mig, og får øje på Samson.

Hendes smil falmer omgående.

***

Jeg skal læse 6 sider i historie, 2 i kemi + 2 opgaver, og skrive en mail inden i morgen.... Hvilket selvfølgelig er grunden til, at I nu får et 1300-ord langt kapitel til tiden!