Blå Violer

Tør vi gisne?

Rose

Mike kaster sig ud i en forklaring, der kun er en lille smule ved siden af den historie, jeg selv har fået og givet videre, men jeg skubber lyden langt væk, da jeg henfalder i tanker og spekulationer om den døde kvinde, der tilsyneladende er blevet kærligt puttet. Der skal nok komme masser af tid senere til at nyde de vibrationer, Mikes dybe stemmer sender gennem mine knogler.

Et smalt ar løber hen over Katherines hals og afslører, hvor den anonyme heks har syet hende sammen med magi. Jeg gad godt vide, hvem den heks er, tænker jeg. Mon det er Erikas mor? Jeg rynker på næsen ved tanken. Erika ved tydeligvis mere, end hun fortæller, men hvor meget ved hun mon sådan helt reelt? Ville hun kunne finde Hector for mig nu? Hvad ville jeg gøre, hvis jeg fandt ham? Slå ham ihjel for noget, jeg selv ville have gjort? Hvad har han egentlig gjort forkert - slået nogen ihjel, som han vidste, han bare kunne vække til live igen efter deres død? Er det overhovedet ham, der er skurken i alt det her rod?

Eller er det mig?

Gør jeg mere skidt end gavn ved at brænde bogen? Ville det ikke i virkeligheden bringe mere glæde, hvis jeg kunne vække de døde til live, så folk kunne få deres elskede tilbage? Hvis Livet Efter Døden virkelig er så forkert, som Gudinden siger, hvorfor vækkede hun mig så til live igen? Hvor er retfærdigheden i, at jeg må vende tilbage, når Katherine ikke må?

"Jeg gad godt vide, hvorfor han efterlod hende," siger George ved siden af mig, og afbryder mine mørknende tanker.

Jeg kigger op på hende. "Hvad mener du?"

Hun står med begge hænder hvilende på blindestokkens håndtag, som om det var en knortekæp. "Jeg mener bare... Når han åbenbart elsker hende så meget at han vælger at vedligeholde hendes lig, begå seriemord for at hævne hendes død, og gøre sig uvenner med Gudinden for at vække hende til live igen... Hvorfor valgte han så at efterlade hende her, da han flygtede fra Mikes ulve?"

Jeg trækker på skuldrene. "Måske forventede han ikke med at vi ville finde hende, eller vidste, at hvis vi gjorde, ville jeg ikke kunne få mig selv til at brænde hende."

"Hvad tror du der sker, hvis vi gør?"

"Brænder hende?"

Hun nikker.

"Det ved jeg ikke." Jeg gyser. "Jeg ved heller ikke om jeg har lyst til at finde ud af det."

"Mon vi overhovedet ville kunne?" spørger hun måske mere til sig selv end til mig.

"Burde vi overhovedet prøve?" tilføjer jeg.

Hun lægger hovedet på skrå i min retning, som om hun ville se på mig, hvis hun kunne. "Det er jo så op til dig at bedømme."

Jeg ryster på hovedet. "Det er ikke mit valg. Det er Hector, der er hendes nærmeste slægtning."

"Hvordan kan vi egentlig være sikre på det?" spørger Anja fra den anden ende af værelset, hvor hun stod og talte lavmælt med Mike. "Hvad hvis hun har søskende et sted, der ikke har haft mulighed for at sige farvel til hende?"

"Hvis hun har det, burde vi måske opsøge dem, inden vi gør noget ved hende," siger Mike tøvende.

"Jeg ved ikke om hun har familie et sted, og jeg ved slet ikke, hvordan vi i så fald skulle få kontakt til dem," siger jeg. "Det ved kun Hector."

"Og ham kan vi jo ikke så godt spørge," siger Mike ærgerligt.

"Hvorfor egentlig ikke?" spørger Anja, og hendes ord får George til at gyse.

"Fordi han er et monster, og jo mindre vi har med ham at gøre des bedre."

Hendes ord rammer mig som en lussing, og pludselig husker jeg, hvad der gør min onkel til en skurk. Torturen. Forsøgene. Gidslerne. Mordene. Forskellen på ham og mig er, at han fanger folk, og jeg slipper dem fri. Det beviste jeg både i Lucia og i blodbanken, om end mine motiver måske ikke var helt ædle.

"Måske ved Emma noget," gætter Anja, og jeg vender mig om mod hende.

Hendes øjne er blanke, da hun ser ømt på George.

"Hvad er klokken?" spørger jeg, og Mike fisker sin telefon frem fra en bukselomme. Det blå lys fra dens skærm skaber underlige skygger i hans ansigt.

"Seks i tyve," siger han.

"Vi burde gå op så," siger jeg. "Maden skulle gerne komme snart."