Blå Violer

Bring vidnerne frem for Lucia

Mike

Det er hendes rødmende ansigt, der afslører Georges nervøsitet, da hun sidder rank og tilsyneladende stoisk for bordenden i mødelokalet.

"Georgina," siger John blidt. "Ved du hvorfor du er her?" Han sidder for den anden bordende over for hende. Møller og jeg sidder på hver vores side af ham og ignorerer hinanden, og Holst og Skov sidder mellem os og George.

"Så I kan udspørge mig," siger hun. Hendes stemme ryster næsten ikke. "Men jeg ved ikke hvad I regner med at få ud af det."

"Det er korrekt." John kigger i sine noter, selvom vi allesammen ved hvad han skal til at spørge om. "Alfa Møller mener, at Alfa Glenn ikke er i stand til at tage sig af Lucia, og at han derfor skal udskiftes."

Min søster rynker på brynene. "Hvorfor skulle Mike ikke være i stand til at tage sig af Lucia?"

"Det er det, vi gerne vil have dit bud på."

"Hvorfor spørger I ikke bare Alfa Møller?"

"Kom nu bare, George," afbryder jeg. "Det er okay."

Hendes skuldre sitrer, som om hun vil løfte dem op omkring ørerne, men tager sig i det. Hendes ansigt er som en mur, der er bygget til at holde os andre ude. "Okay," siger hun. "Noget der kan have hylet Mike ud af den? Rose."

"Som er død," advarer jeg hende, og krydser fingre for, at hun fanger hintet.

Alfa Skov sender mig et nysgerrigt blik, men da jeg møder det, trækker han øjnene til sig og vender tilbage til George.

"Netop," siger George, og jeg er lige ved at sukke af lettelse. "Og så er der også det dér med mig."

Et øjebliks akavet stilhed. Holst rømmer sig, og Skov bevæger uroligt på sig. Møller og jeg får øjenkontakt.

"Ja," siger John Friis. "Vil du ikke uddybe lidt på det?"

"Det er en lang historie, og ikke ret meget af den er relevant."

"Så bare fortæl det, du finder relevant," opfordrer han.

Hun trækker på skuldrene. "Okay. Øh, Lucia var forbandet af Emma. I ved, Lærkes datter. Hun havde en aftale med ham om, at hun gav ham de væsener, han ville have plus de væsener hun ikke selv ville have, til gengæld for hendes kontrol over byen. Og jeg var så et af de væsner." Hun lukker øjnene. "Da det skete, troede vi at det var Vilde, men det var det ikke. Det fandt jeg senere ud af. Han kaldte dem 'skikkelser.' De punkterede vores hjul med søm, og da vi gik ud for at se på det, overfaldt de os. Der var mange af dem, og vi var begge to lidt fulde..." Hun holder inde. Hendes knoer er hvide, da hun klamrer sig til armlænene, men hendes ansigt er stadig roligt og fattet.

"Hvem er 'han'?" spørger Skov med let skjult vrede.

"Det er ligegyldigt," svarer hun. "Han er irrelevant nu."

"Hvad gjorde han ved dig?" presser han.

"Det... Kan jeg ikke se, hvordan det er relevant for Møllers ret til at angribe Lucia."

"Det kan jeg heller ikke," siger Møller. "Hvad der til gengæld er relevant, er hvorfor ingen af jer opdagede, at I var forbandede? Ville en god alfa ikke vide den slags?"

Først nu trækker George ansigtet sammen af følelse: irritation. "Ingen opdagede det - ikke engang Rose, og det var hende der ophævede forbandelsen. Der skulle guddommelig indblanding til, før hun var klar over hvad der foregik."

"Uddyb," kræver Holst.

"Nej."

Han blinker overrasket og læner sig tilbage i stolen.

"Hvad skete der efter at Alfa Glenn fandt dig?" spørger John.

"Vi boede hos Rose i et stykke tid."

"Hvorfor?"

"Fordi jeg ville det. Og Mike ville ikke lade mig ude af syne, så han blev hos os."

"Hvorfor ville du blive?"

"Fordi."

"Uddyb?"

"Nej."

John puster irriteret ud. "Du bliver nødt til at samarbejde lidt, hér, George. For din brors skyld, om ikke for din egen."

"Jeg vil med glæde samarbejde, når I begynder at stille relevante spørgsmål. Hvorfor jeg ønskede at blive i min mages barndomsby er mellem mig og hende."

"Okay, din mage," siger John, idet han griber ud efter alt hvad han kan få fat i af relevans. "Alfa Glenn har anklaget Alfa Møller for at være vred over, at du har fundet hende. Vil du ikke uddybe lidt på det?"

"Øhm, jo. De kom til Roses hus samtidig, efter at jeg var blevet fundet. Det- Møller har altid haft en ting med mig, tror jeg. Han var altid nærgående, jeg brød mig ikke rigtig om det. Han tog det ikke særligt pænt, da det gik op for dem, hvem Anja er for mig. Han angreb hende, men blev stoppet af en af Mikes krigere. Henriette hedder hun. Og så sagde Mike, at hvis Møller kom i nærheden af nogen fra Lucia igen, ville det blive anset som en krigserklæring."

"Hvor længe har Alfa Møller chikaneret dig?" spørger jeg.

"Hov hov," afbryder Møller. "Du er en af konfliktens parter - du må ikke stille spørgsmål!"

"Du stillede selv spørgsmål lige før, Alfa Møller," siger John træt. "Svar bare, Georgina."

"Okay, øhm. I nogle år. Siden jeg var fjorten."

"Hvis det passede, ville du have sagt det noget før," forsvarer Møller sig.

Nu får George et eftertænksomt udtryk i øjnene. "Nej, for jeg ville ikke tvinge Mike til at erklære krig. Men det behøver han ikke længere - det har du selv sørget for."

***

Rose

Jeg har endelig fået købt en ny mobiltelefon og parret den med højtalerne, så Anjas latter runger i hele biblioteket, da vi snakker i telefon sammen, mens jeg bladrer i de gamle bøger efter smuthuller i Rådets lovgivning.

"Og jeg stod og lyttede ved døren da de udspurgte George," siger hun, mellem to latteranfald, "og hun accepterede intet pis fra dem. Det var så sejt, den måde hun bare svarede 'nej' hvis de spurgte ind til ting hun ikke ville svare på. Det var virkelig hende der styrede samtalen, selvom de alle sammen lod som om det var de fem alfaer."

Så griner hun igen, på den måde der smitter, og jeg kan ikke lade være med selv at grine med, mens jeg forestiller mig George når hun for alvor bliver stædig.

"De fik godt nok smæk," griner Anja. "Det var virkelig underholdende. Du skulle have hørt det."

***

Jeg burde virkelig lære at holde munden lukket, når jeg snakker med folk jeg kender. Ja, det er dig, jeg tænker på, Noah. Læser du stadig med? haha