Blå Violer

Dom og Retorik

Rose

"Nå?" spørger Emma. Hun står og piller nervøst ved sine fingerringe. Drejer dem rundt og rundt, rykker rundt på dem fra den ene finger til den anden. Betragter mig, mens jeg febrilsk pakker mine ting ned i en taske. "Hvad sagde de?"

"Er de andre snart færdige med at pakke?" spørger jeg i stedet for at svare.

Hun nikker.

"Og du er sikker på at du ikke vil med?"

"Jeg har intet andet sted at tage hen. Jeg vil hellere udstå din onkels vrede end Lucias. Og jeg kan virkelig ikke udnytte din venlighed længere," tilføjer hun hurtigt, da jeg åbner munden. "Men du undgik mit spørgsmål."

"Hm. Jamen, der er ikke så meget til det. Jeg sagde det, jeg ville sige, og Hector forsvarede sig ved at nævne Mike. Derfra udviklede det sig hurtigt til en diskussion på ideologi og filosofi."

Hun skærer ansigt. "Hvordan det?"

Jeg trækker på skuldrene og forsøger at skjule en kuldegysning. "Spørgsmålet om hvorvidt en jæger bør elske sit bytte blev hurtigt til et spørgsmål om hvorvidt andre væsner er vores naturlige bytte og fjende. Det var genialt af ham, faktisk. De andre faldt lige på krogen, og til sidst var diskussionen vendt fra hans forbrydelser og over mod mig og hvorvidt Gudinden kunne finde på at gøre en 'forbryder' som mig til Månevandrer. Hvad betyder Månevandrer i øvrigt?"

"Det er bare et andet ord for det du kalder en Profet eller Præstinde."

"Arh." Jeg nikker forstående og gransker mit værelse. Har jeg glemt noget?

"Men hvordan endte det så med at Hector ville komme her?" spørger hun og følger efter mig, da jeg forlader mit værelse med kurs mod Anja og Georges værelse.

"Han påstod at han forsøgte at beskytte mig mod mig selv," forklarer jeg, mens vi går side om side ned ad gangene, "og så forklarede han hvordan ulvene havde smidt ham ud af hans eget hjem og såret mig, og du ved hvordan det går når man fortæller en masse selvfede jægere at en flok ulve har jaget en jæger fra hus og hjem." Jeg har lyst til at rulle med øjnene, men situationen er egentlig for lort til nedladenhed, og jeg har mest af alt bare lyst til at sætte mig på gulvet og tude.

"Men hvad skete der så med dine anklager? Blev de bare fuldstændig ignoreret?"

Jeg nikker. "Selvom de mere blev glemt end decideret ignoreret." Jeg stopper op foran pigernes værelsesdør og banker på. "Jeg er lort til retorik, så jeg havde ikke en chance for at rette samtalen tilbage på rette spor."

"Det er en skam," siger hun.

Anja åbner døren og smiler anstrengt til os og vinker os ind. Så går hun tilbage til dobbeltsengen for at pakke videre.

"Hvad vil du gøre når du en dag kommer i Rådet?" spørger Emma. "Uden retorik kommer du aldrig til at klare dig en dag i det selskab."

Jeg trækker på skuldrene og sætter mig på gulvet. Det virker ikke til at de andre er klar til at gå endnu. "Nu er det jo ikke sikkert at jeg overhovedet får lov at være med når Hector dør."

"Hvorfor ikke?" spørger Anja.

Jeg griner tomt. "Det lykkedes mig at sige, at jeg ikke længere er jæger, nu hvor Gudinden har gjort mig til sit redskab."
"Ups."

Jeg trækker på skuldrene. Det er ikke et rart emne. Så får jeg øje på George, der sidder musestille i vindueskarmen. "Hvad tænker du?" spørger jeg hende.

"Jeg tænker på det du sagde tidligere," siger hun langsomt. "At du ikke er god til retorik."

"Hvad med det?"

"Ved du hvem, der er god til retorik?"

"Samson? Han var ikke specielt imponeret over min præstation." Jeg griner nervøst. "Men han måtte jo ikke komme med og tale min sag for mig."

"Ikke Samson." Hun ryster på hovedet. "Mike."

Jeg glipper med øjnene. "Det skulle man ellers ikke tro. Er du sikker?"

Hun nikker. "Du ved det bare ikke, for hver gang han er i nærheden af dig glemmer han at tænke. Men at stå foran et stort publikum og holde en tale, som han har haft tid til at gennemtænke og skrive? At deltage i en diskussion, der handler om alt andet end hans personlige følelser? Det er lige ham."

"Undskyld George," siger jeg, "men det har jeg altså svært ved at forestille mig."

Anja lukker sin taske med et lidt for voldsomt træk i lynlåsen. "Nu lykkedes det ham ene mand at ikke kun slippe af med den Møllers beskyldninger, men endda at vende dem mod ham og få ham sat af og dræbt."

"Vent, hvad?" spørger Emma. "Det har jeg ikke hørt?"

Anja trækker på skuldrene. "Møller blev erklæret vild, og ulve er ikke glade for vilde. Så de slår dem ihjel."

"Skal man bede om tilgivelse eller tilladelse når man vil dræbe en jæger?" spørger George.

"Det kommer an på sagen," siger Anja. "Spørg Samson."

"Kan en ulv stå for Rådet?" spørger hun igen.

Anja og jeg kigger på hinanden. "Jah, det kan de vel," siger jeg tøvende. "Men det er aldrig sket før."

"Hmm." Hun nikker takkende med et tankefuldt ansigtsudtryk.

Anja og jeg får øjenkontakt igen. "Hvorfor?" spørger hun.

"Hm? Nej, ikke for noget. Det var bare en tanke jeg fik."

"Care to share?"

Hun ryster på hovedet. "Er du færdig med at pakke? Hvor tager vi hen?"

"Hjem til mig," siger jeg. "I hvert fald til at begynde med."