Blå Violer

Problemer er der nok af

Rose

Anja tager telefonen med et klik. "Nå?" spørger hun med nok skadefryd i stemmen til at jeg opdager det. Hun genkender selvfølgelig husets telefonnummer. "Hvem endte det med at blive?"

Solen hænger lige akkurat så lavt, at den skærer mig i øjnene gennem kontorets vinduer. Jeg støtter hovedet til min venstre hånd, mens jeg holder røret med den højre, i et unødvendigt forsøg på at tydeliggøre min irritation over manden. "Tim Mauer," siger jeg.

Det får hende til at grine højt. Jeg forestiller mig, at hun lægger hovedet tilbage, som hun har for vane, når hun morer sig. "Stakkels dig. Så har du vel brugt hele formiddagen på at bukke og skrabe og sige latterlige latinske betegnelser, som jeg heldigvis aldrig behøver at lære?"

Jeg nikker bistert, selvom jeg er alene i rummet. "Rådsmedlemmerne hedder ikke Hector eller Tim, men 'Decurio', og Rådet skal bare hedde 'conciliet', for ellers er det ikke sejt nok."

Hun fniser. "Og hvad kaldte han dig?"

"Frøken Rose," sukker jeg.

"Røvhul," erklærer hun. "Hvad sagde han?"

Jeg gnider mig i øjnene. "Han gav mig en uge til at finde nogle bedre beviser."

Hun stønner.

"Det blir' værre," advarer jeg hende. "Han mindede mig om, at jeg ikke må dræbe en anden jæger uden Rådets tilladelse, og at de i øvrigt ikke må give mig tilladelse til at dræbe et rådsmedlem."

Hun stønner igen. Tungere, den her gang. "Fuck, det havde jeg glemt. Hvad gør vi så?"

"Ja, fuck if I know." Jeg sætter mig til at lege med en kuglepen, der ligger på bordet. Ruller den mellem fingrene, tager proppen af og på, mens jeg venter på at hun finder på noget at sige. Der er længe stille. "Hvordan har George det?"

"Fint," siger hun. "Nervøs. Men mere for mig end for sig selv, tror jeg. Der er i det hele taget uroligt i den her by. Turns out, Mike måtte styrte hjem, fordi han lige pludselig er i krig med sin nabo. Jeg forstår stadig ikk' helt detaljerne om hvorfor, men jeg skal nok vende tilbage, når jeg finder ud af det."

Jeg gnider mig i øjnene. Hvad har Mike nu rodet sig ud i?

"Hvad med dig?" spørger Anja.

Jeg læner mig tilbage i stolen, og betragter den nu tomme og rene kamin, hvor jeg brændte bogen i nat. "Jeg er træt," indrømmer jeg. "Jeg har ikke sovet så godt, og du ved hvordan det er, når rådet kommer på besøg."

Hun udstøder en vidende lyd.

"Jeg har brændt bogen."

Hun bliver stille.

"Anja?"

"Du har brændt bogen?"

"Ja."

"Hvorfor?"

Jeg rynker brynene. "Fordi det var det rigtige at gøre. Jeg er fri nu."

Et brag, der lyder som om alle reolerne på biblioteket er væltet på en gang, overdøver Anjas svar, og et skrig overdøver hendes forbløffede udbrud over larmen.

Jeg er halvvejs gennem lokalet mod døren, da telefonledningen ikke går længere, og rykket i telefonrøret i min hånd minder mig om, at jeg stadig har Anja i røret. Jeg løfter det op til øret, mens jeg haster tilbage til skrivebordet. "Det var Emma," siger jeg. "Jeg er nødt til at løbe."

Hendes "okay, vi ses," bliver afbrudt, da jeg lægger røret på.

Så er jeg ude på gangen med kurs mod biblioteket.

***

"Emma?"

Hun sidder på knæ og krammer sig selv i en lille bar plet på gulvet, som om hun med magi har skubbet alt, selv støvet på gulvet, fra sig. Ansigtet ligger for en gangs skyld i uelegante folder mens hun græder. Reolerne er alle væltet væk fra hende, og hendes hår står ud til alle sider af elektricitet, som om hun har gnedet det med en ballon. Hvad end magi hun har brugt, har det været voldsomt. Omkring os svæver bøgerne i luften, og jeg kan næsten ikke se hende gennem skoven af papir og læder, som sad hun i en orkans øje. Hun ser meget lille og meget alene ud. En rumlen lyder, da hun med magi rejser den nærmeste reol op, og bøgerne flyver ind på plads, som om de selv kan vejen.

Da hun hører min stemme flakker hendes blik og lander på mig. Noget klipper de usynlige snore over, der holder bøgerne oppe, eller også slipper hun dem i et kort øjeblik med sin magi, for da vi får øjenkontakt falder de alle simultant mod gulvet, og hun når kun lige at gribe dem igen, inden de rammer og går i stykker. Fraværende, som om hun kun er halvt opmærksom på hvad hun laver, begynder bøgerne at lede efter deres pladser på hylderne igen.

"Er du okay?" spørger jeg.

"Er det sandt?" spørger hun i stedet for at svare mig. "Har du virkelig brændt bogen?"

Jeg blinker overrasket. "Ja," siger jeg. "Jeg er endelig fri."

"Fri," hvisker hun for sig selv, som om ordet minder hende om noget forfærdeligt. Som om hun ikke helt kan tro, hvad jeg har sagt. Som om det er navnet på en for længst død fjende. Hun knuger øjnene sammen og synker. Da hun åbner øjnene igen er de klare af tårer. "Fri," gentager hun, denne gang højere. "Er du klar over, hvad du har gjort?" Hendes ansigt trækker sig sammen i tårevædet vrede. "Nu får vi aldrig vores forældre tilbage. Alle de mord, al den vold, alt det blod... For ingenting. Spildt, fordi du ikke kunne vente nogle dage med at blive fri?"

"Du skal ikke give mig skylden for dine fejltagelser," siger jeg. "Det var ikke mig, der slog vores forældre ihjel."

"Men forstår du det ikke?" skriger hun og rejser sig op. "Jeg gjorde det netop fordi jeg kunne gøre det om igen. Det var ligesom om... De sover bare. De sover bare, og jeg behøver kun bogen for at vække dem. Men du har brændt bogen og nu kan jeg aldrig gøre det om. Nu har jeg virkelig dræbt dem. Uskyldige væsner. Uden grund." Hun hulker.

"Emm-"

"Nej!" Hendes øjne finder mine igen, og hendes blik gør ondt. "De er døde. De er døde for ingenting, og det er din skyld."

"Jeg slog dem ikke ihjel," gentager jeg. "Jeg brændte bogen, sådan som Gudinden har bedt mig om. Og Gudinden, Emma, hun er større end dig og mig."

Hendes blik bliver tomt, og hun lægger hovedet tilbage, så det vender mod loftet. "Det er Hectors skyld," hulker hun. "Han narrede mig. Det var ham, der ville have dem til at dø. Han dræbte dem. Jeg hjalp ham bare. Det var hans skyld. Det var ikke min skyld. Ikke min skyld."

"Du kan aldrig gøre det godt igen," siger jeg. "Men du kan gøre det bedre end det er nu."

Nu har jeg hendes opmærksomhed igen.

"Du kan hjælpe mig med at dræbe Hector."

***

Woopsie-daisy. Julen kom og gik, og jeg glemte alt om Wattpad. Her har I endnu et kapitel <3

Har I haft en god jul? Og nytår?

Kh<33