Blå Violer

Miskommunikation

Mike

Luften inde på det lille værelse er så tung, at jeg er lige ved at tage et skridt tilbage, da den rammer mig. Tung og støvet. Men det giver vel sig selv, tænker jeg, når nu vinduerne er lukkede tæt for at holde vinterkulden ude, og den store bogreol, der fylder den ene væg, står og samler støv.

Rose ligger på ryggen, men med hovedet vendte mod bogreolen. Hun har en sort pyjamas på, (Anja insisterede på, at det var den, hun ville blive mindst ked af at bløde på,) og dynen er trukket op til lige under hendes bryster. De sorte ærmer står i stærk kontrast til det hvide silkebetræk. Den salte lugt af blod overdøver næsten hendes egen vidunderlige duft.

"Du burde spise noget," siger jeg, og hun vender brat hovedet om mod mig med et smerteligt drag om øjnene. Halvvejs igennem "...hvis dine muskler ikke skal svinde ind." glemmer jeg, hvad jeg var ved at sige. Hun ser så umådeligt sørgmodig ud.

Jeg tvinger mig selv til at tænke. "Nogen - du ved nok bedst selv hvem - har stukket en kniv i maven på dig og punkteret din tyndtarm. Det lykkedes Lillian at sy det sammen, men du kan kun spise grød i de næste mange dage. Det var blodtabet, der fik dig til at besvime. Der går nok mindst et par uger, inden du er tilbage på benene igen."

Hun kigger længe på mig. Og så, for første gang siden hun faldt sammen i går morges, åbner hun munden for at sige noget, og jeg hører hendes stemme efter næsten et halvt års sorg. "I-" Hendes stemme er hæs, og hun må rømme sig. "I skulle have ladet mig dø."

Rose

Han må tydeligvis have misforstået mig, for hans ansigt fordrejer sig, og så vender han om på hælen og forlader værelset.

Jeg indrømmer, jeg kunne godt have formuleret mig bedre.

"Nej, vent-" råber jeg efter ham, inden han kan nå at lukke døren helt, og krymper mig, fordi mavemusklerne trækker sig sammen om mit sår ved anstrengelsen. "Kom tilbage!"

Jeg rækker ud efter sengekanten for at følge efter ham, men ender med at krølle mig sammen i en lille beskyttende kugle omkring mit dunkende sår. Døren knirker, han bander af mig, og så mærker jeg hans varme hænder på mine skuldre.

Han trækker mig ind til sig i et halvt kram med en stabiliserende arm om mine skuldre, og med den anden hånd retter han på mine puder. Jeg knuger hans overarme for ikke at falde sammen igen, og skjuler ansigtet i det bløde punkt mellem hans skulder og hals. Indånder duften af ham, og nyder følelsen af hans stærke, beskyttende krop. Da han er tilfreds med puderne hjælper han mig forsigtigt til rette, så jeg sidder halvt op og kigger på ham.

I samme øjeblik jeg sidder behageligt giver han slip på mig, som om han har brændt sig på min hud, og tager nogle skridt tilbage. "Jeg skulle ikke have rørt dig," siger han, og så, som for at blødgøre slaget lidt, tilføjer han "tilgiv mig."

Okay, modtaget. Jeg overskred en grænse. "Hvor er den taske, jeg havde på, da jeg besvimede?" spørger jeg. Hvis vi skal opføre os koldt og professionelt, så lad os da.

Jeg havde ikke troet at det var muligt at få ham til at se mere afvisende ud, men det var det åbenbart. "Anja har lagt den i dit tøjskab."

"Og bogen, der var i?"

Han trækker på skuldrene. "Jeg ved ikke, hvad der var i tasken, eller om din veninde har taget det. Jeg havde for travlt med at få fikset det rod, der blev skabt under kampen."

Verbale slag, er hvad han sender efter mig. Verbale slag. Som om han ikke forstår, at jeg ikke havde noget andet valg end at rende efter bogen i stedet for at blive hos ham. "Hvor meget har de andre fortalt dig?" spørger jeg.

"Næsten ingenting. Kun at du ikke var død alligevel, hvilket jo er åbenlyst."

Jeg undgår hans borende blik. Tager en dyb indånding. "Det er ikke helt rigtigt, men tæt på. Jeg var ret meget død, men så lavede jeg en aftale med Gudinden og genopstod." Så er katten ude af posen. Jeg havde troet, at det ville være en lettelse, men jeg føler mig bare tom. Jeg vover et hurtigt blik på hans ansigt, og fortryder det.

Han ligner en, der har taget en bid af et surt æble. Han trækker skrivebordsstolen ud og sætter sig på den. "Jeg lytter."

Jeg bruger et øjeblik på at tænke mig om. Overvejer, hvor meget jeg mon må fortælle ham og hvordan jeg skal fortælle ham det. Krystallen om min hals er underligt kølig. Måske har Gudinden indset, at jeg ikke kan få brændt bogen, før jeg får Mike til at hjælpe mig på benene igen.

"Hvor meget vil du vide?" spørger jeg.

"Det hele."

Okay.

Jeg åbner munden og begynder at fortælle.

***

Hmmm gad vide om de kan få det til at fungere?