Blå Violer

Tilbage! lød trompetens skrald

Rose

Et af vinduerne på min onkels kontor står åbent, så nordenvinden føjter ind og bringer små snefnug med sig fra vindueskarmen. Vinduet er lige under loftet, og er dermed for højt oppe til at jeg kan lukke det, selv hvis jeg står på en stol. Jeg har prøvet.

Jeg har forsøgt at værne mig mod kulden med en tyk uldtrøje, der egentlig er lidt for stor og købt i en fiskerby, og en kop varm gunpowder-te, men ligemeget hjælper det. Kulden kryber fra gulvet og stolens kolde lædersæde, ind gennem bukser og sokker, og helt ind til knoglerne, hvor den er krøbet op gennem min rygrad, op i nakken og ned langs armene, indtil den har nået mine fingre, der nu røde og næsten følelsesløse, forsøger at holde fast i telefonrøret på den gamle bordtelefon fra min oldefars tid.

Min egen telefon druknede i blodet tidligere, og jeg har desperat brug for at få kontakt med mine tjenestefolk, så jeg bider kulden i mig, og venter tålmodig på, at min butler skal tage telefonen.

Klik.

"Huset Wood, De taler med butleren. Hvad kan jeg hjælpe med?"

"Butler!" sukker jeg lettet og retter mig op i stolen. "Det er Rose. Jeg var begyndt at blive bekymret. Alt vel?"

Der er stille lidt i den anden ende. Så-

"Det er underordnet, frøken Rose. Et vigtigere spørgsmål er, hvordan det står til derhjemme?"

"Åh, det ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal svare til, desværre. Jeg har nemlig ikke helt besluttet mig endnu."

"Nå?"

"Jo, jeg kender ulvenes alfa, forstår du. Og Anja kom med ham. Desværre har jeg svært ved at tilgive, at han invaderede mit hus, og han har svært ved at tilgive at jeg ikke blev hos ham og var hans luna, men i stedet flyttede ind her."

"Sikke en redelighed, frøken Rose."

"Ja, det kan man godt kalde det. I må hellere se at komme hjem, Butler. Jeg kunne godt have brug for jeres hjælp."

Det lyder som om han sukker, og jeg håber inderligt, at det er af lettelse.

"Jeg troede aldrig, De ville sige det, frøken Rose," siger han. "Vi kommer med det samme."

"Vidunderligt!" Jeg kan ikke lade være med at smile. Jeg er så lettet, nu da jeg ikke længere står alene med det store hus på mine skuldre. Jeg mener, ja, Emma, George og Anja er her, men der er ingen af dem der har bare en lille smule ansvar for den store arv, huset repræsenterer. De er bare gæster. "Hvad tid kan jeg regne med, I er her?"

"Sent i aften, vil jeg tro. Omkring klokken elleve, måske."

Jeg nikker frem for mig selv. "Det vil jeg glæde mig til, så."

Det får ham til at klukke. "Jeg må hellere igang." Han tøver. "Vi ses, frøken Rose."

"Ja, vi ses," smiler jeg. Så lægger jeg på.

"Hvem var det?" spørger en stemme ved døren, og jeg kigger mig over skulderen.

Mike. Den flygtige glæde fordamper, og efterlader mig bedrøvet og en smule irriteret. Han hader mig. Han hader mig. Han hader mig.

Jeg er stærkere end min smerte.

"Min butler," siger jeg. "Jeg troede jeg så dine ulve rejse for et par timer siden. Hvorfor er du her stadig?"

Mike

Godt spørgsmål. Fordi jeg elsker dig. Fordi jeg ikke kan leve uden dig. Fordi jeg savner dig. Fordi jeg troede, du var død, men det er du ikke, og jeg har stadig svært ved at tro mit held. Fordi jeg frygter, at hvis jeg går nu, kommer jeg aldrig til at se dig igen.