Blå Violer

Rosalies fortælling

Mike

Det er, som om min tilstedeværelse alene er smertefuld for hende. Som om hun bare sidder og venter på, at jeg skal gå. Hun vil ikke engang se på mig.

"Min historie," begynder hun, "starter faktisk ikke med mig." Hun fletter sine fingre i skødet og kigger ned på dem, som om hun sidder og ber i en menneskekirke. "Den startede for mange, mange år siden med min tip-tip oldemor, da hun forelskede sig i en heks. Der skete nogle komplikationer, og det endte med at min oldemor døde, lavede en aftale med Gudinden og genopstod, og hendes elsker, der havde overværet det hele, forsvandt. Nogle år senere viste det sig, at heksen skrev det hele ned, og bogen - og Gudindens hemmelighed - var nu offentligt tilgængelig. Det lykkedes olde at opspore og gemme bogen, og hun troede det var det. Det var det selvfølgelig ikke."

Hun tøver og sender mig et hurtigt blik. "Hvis du fandt frem til Hector, kender du vel til bogen, og dens betydning for vores forældre?"

Jeg nikker. "Jeg ved at den eksisterer, og at den muligvis er årsagen til mine forældres død."

Hun hummer frem for sig selv. "Det er den. På en måde. De var nogle stykker, der fandt den, og forsøgte at tyde den, så de kunne vække de døde til live. Det var min oldemor nødt til at forhindre, hvis hun ikke ville have Gudinden på nakken, så hun dræbte to og håbede, at det var nok til at afskrække dem. Det var det også, til dels. Inden hun nåede at få fat i bogen, gemte de den og blev enige om aldrig at nævne den igen. De gik hver til sit, og endnu engang troede man, at det var det."

"Men det var det ikke?" gætter jeg.

Hun ryster mismodigt på hovedet. "Det var det ikke. Det klikkede for min onkel. Hector, altså. Han er overbevist om, at det var vores forældres skyld, at hans kone døde-"

Jeg afbryder hende. "Fordi din oldemor slog hende ihjel?"

Hun nikker. "Ja. Min oldemor slog min tante ihjel, og min onkel vil vække hende til live igen. For at gøre det, har han brug for bogen, og den havde vores forældre jo gemt fra ham. Så han slog dem alle sammen ihjel, og da han stadig ikke kunne finde bogen, begyndte han at eksperimentere på blandt andre George."

Vrede. Den blusser op, og jeg synker for at kvæle den. "Det er alt sammen meget forfærdeligt, og noget, jeg allerede går og overvejer hvordan jeg skal få hævnet, men det forklarer ikke, hvorfor du er i live nu, selvom jeg tydeligt mærkede dig dø." Min stemme knækker. "Du faldt, nej du sprang i havet og druknede. Hvordan sidder du nu lyslevende foran mig?"

"Hvis du var en smule tålmodig, så kom jeg til det nu," vrisser hun. Så tager hun en dyb indånding og fortsætter. "På det her tidspunkt var Gudinden pænt ængstelig ved at den bog stadig var i omløb, så hun og min oldemor stablede en plan på benene. De sørgede for at jeg endte med bogen, og at Emma stjal den fra mig - de bildte mig ind, at Emma var ved klinten, og fik drevet mig så langt ud på raseriets rand, at jeg kom til at springe ud efter hende. Men hun var bare en illusion, og derfor faldt jeg i vandet og døde."

Hvordan kan hun tale så let om sin død, som om den var mere irriterende end frygtelig?

Hun tager en dyb indånding. "Gudinden tilbød mig evigt liv til gengæld for, at jeg fandt og brændte bogen. Nu har jeg så fundet den, og jeg mangler bare at brænde den."

De mange brikker, hun nu forærer mig, får en hel del til at give mere mening. "Hvor mange gange er du død siden dengang med klippen?" spørger jeg.

Hun trækker på skuldrene, men bevægelsen gør åbenbart ondt, for hun krymper sig. "Det ved jeg ikke. Mange. Hvorfor?"

Jeg stirrer på væggen bag hende. "Fordi jeg mærkede det hver gang."

Hun glipper med øjnene. "Så ved du, at der ikke sker noget med at lade mig dø. Jeg kommer jo helet tilbage igen, næsten med det samme. Det er meget nemmere end at ligge i sengen og have ondt af mig selv, fordi jeg skal hele på den langsomme, smertefulde måde."

Hun kan umuligt være alvorlig. 'Nemmere'? "Hvad går der dog gennem hovedet på dig, kvindemenneske? Selvmord er aldrig svaret!" Jeg rejser mig op og hæver fingeren ad hende. "Det er slut med at dø, forstået?"

Hun ser bare trodsigt ud i luften.

"Jeg kan ikke holde dig ud-" når du siger så forfærdelige ting. Men jeg når aldrig at tale færdig, for hun vender hovedet væk og beder mig om at gå.

Det knuser mit hjerte at se hende sådan. Modløs, ulykkelig, og hårdt såret.

Så stiller jeg det spørgsmål, der har plaget mig, siden jeg bar hende op i seng for over et døgn siden. "Hvorfor kom du ikke tilbage til mig, da det gik op for dig, at du ikke var død?"

"Ja, hvorfor tror du?" snerrer hun. Så peger hun på døren. "Skrid."

Jeg gør som hun siger.

***

Hold da op hvor er de dårlige til forstå hinandens signaler, hva'?