Little Bird

1⃣

Der var liv i gaderne. Mennesker snoede sig ind og ud mellem hinanden, alle sammen med et bestemt formål. Noget de skulle nå, nogen de skulle besøge, et sted at være. Havde alle sammen en mening med at være lige præcis der, de var. Det var det der gjorde gaderne i California så spændende. Altid fuld af mennesker. Fuld af bevægelse. Fuld af liv.

Selv gik jeg på en af gaderne. Selv havde jeg et mål at nå. Et sted at være. Og for at nå derhen skulle jeg sno mig uden om hundrede andre mennesker. Hundrede andre levende, tænkende mennesker, som alle havde familie, venner og mennesker der elskede dem. Lykkelige mennesker. Og der var forskellen på dem og mig. Jeg havde så meget tilfælles med alle disse fremmede mennesker. Og alligevel var der den ene lille bitte ting, som gjorde, at jeg ikke var som dem. Jeg var ikke lykkelig. Det havde jeg ikke været i de sidste fem år. Jeg havde ikke haft den følelse af, at være elsket i fem år. Ikke siden min far døde.

Jeg gik. Jeg tænkte ikke engang over når jeg drejede, eller gik over vejen for at komme tættere på min distianation. Jeg kunne denne vej så godt, at jeg ville kunne beskrive hver en lille ting, man ville støde på.

Først ville man støde på flinke gamle mrs. Wathers, hvis mand døde under krig i Afganistan for 20 år siden. Hendes hund ville højst sandsynligt gø så voldsomt, at det ville spjætte i hele dens lille fede krop. Mrs. Wathers ville komme ud med en småkage, og undskylde for hundens ubehagelige opførelsel, som hun selv ville sige det.

Længere nede af gaden ville man støde på et lille grønt område, hvor jokkere, hundeejere og gamle elskende befandt sig. Området blev kaldt "paradiset" af de lokale i området. Og det kunne man ikke bebrejde dem. Parken var smuk med grønne træer på begge sider af de snoede stier, som snoede sig i alle mulige retninger, men stadig endte ved det samme sted. Nemlig Paradisets kerne. Springvandet.

Midt inde i parken stod et stort springvand. En stor rund balge med en stor figur, som skulle forstille Amor. En nøgen voksen mand, kun dækket af et lille stykke stof, som pænt svævede hen over hans hofter. Ud fra hans ryg tornede et sæt englevinger op over ham, som var spredt dramatisk ud og skulle forstille at holde ham oppe. Og selvfølgelig havde han i sine hænder en bue og pil, som var rettet ned mod jorden, ned på en bænk, hvor elskende sad og kyssede.

Jeg har dog aldrig selv været derinde. Jeg har aldrig haft nogen at tage med derind. For jeg har aldrig haft en kæreste. Jeg har ikke engang følt noget romantisk for en dreng. Aldrig. I starten skræmte det mig. Så meget, at jeg en periode overvejede muligheden for, om jeg måske var lesbisk.
Men det var jeg ikke... Tror jeg.

Efter springvandet skulle man gå gennem en masse små og smalle gader. Jo mere man gik, destro mere dunkelt blev omgivelserne. Gaderne ebbede ikke længere af liv. Faktisk var det ret sjældent, at man så liv på disse kanter. Ikke, at man ikke så mennesker. For det gjorde man. Men der var bare intet liv i disse kroppe. De havde intet mål. Gik bare uden at vide hvorhen. Kiggede ned i jorden og undgik for en hver pris øjenkontakt, af frygt for at kigge den forkerte i øjne. For så skulle man en tur på sygehuset, og ingen her havde råd til det.

Og det sjove af det hele er, at på baggrund af omgivelserne og de hårde, rå fyre og kvinder som gik rundt i gaderne, og truede med tæv ved det mindste blink, var det her jeg følte mig mest hjemme. Her i dette usle, beskidte, dunkle kvater følte jeg, at jeg hørte til. At jeg var en af dem. Det var det tætteste, jeg kunne komme på lykkelig.

Og så endelig. Endelig ville man komme til målet. Sportshallen.

Jeg gik på fortovet, i udkanten af det dunkle kvater. Jeg skulle bare over vejen her, ned af den lange indkørelse, som førte ned til hallen, og så ville jeg være fremme. Det kunne ikke gå hurtigt nok.