Kærlighed og kræft

Kapitel 6

Jeg løb hele vejen hjem, med tårer i øjnene. Var det virkelig sandt. At Nicolaj havde kysset med en anden! Da jeg kom hjem var jeg alene, hvilket passede mig fint. Der gik ikke lang tid før min mobil brummede. Det var en besked fra Nicolaj. Selvom jeg var sur på ham, læste jeg beskeden.

N: Kristina vil du ikke nok lytte??

N: Kom nu jeg kan forklare!!

K: Så har det fandme at være en god forklaring!

N: Det er det også! Mød mig i parken NU

Jeg tog noget overtøj på og gik ned mod parken. Jeg vidste faktisk ikke helt om jeg kunne stole på ham, siden at jeg sidste gang fik sådan en besked, hvor det var Hanna der skrev den SMS. Hvor jeg dog bare hadede Hanna. Hun tror at hun ejer alt, og at alle er forelskede i hende. Og så er hun snot forkælet. Mig og Hanna havde altid hadet hinanden. Lige siden børnehaven. Hun hadede mig så meget, at hun bed mig i fingrene og kastede ting efter mig. Jeg kom grædende hjem hver dag.

Jeg var nu kommet ned til parken, og spejdede efter Nicolaj. Jeg kunne se en der vinkede voldsomt, så man ikke kunne undgå at se det. Personen der vinkede var Nicolaj. Det første menneske jeg kunne stole på, udover min familie selvfølgelig. Jeg løb hen til ham, og begyndte at kramme ham. Jeg var bare så glad for at han var der. "Jeg er glad for at du kom" sagde han. "Det er jeg også" sagde jeg. Vi trak os fra krammet. "Det der rigtig skete, var at de tvang mig til at kysse Hanna. De truede mig med at mobbe dig til slutningen af niende klasse" sagde han trist. Det var bare så rørende, at jeg fældede en tåre. "Og det ville jeg ikke lade ske, men så valgte de og gøre dig til grin" sagde han. "Det er ALDRIG noget der har gjort sådan noget for mig Nicolaj" sagde jeg. Vi stod bare og havde øjenkontakt. Nicolaj brød den. "Vil du stadig med i biografen i morgen?" spurgte han usikkert. Jeg begyndte at grine lidt. "Selvfølgelig, vil jeg det Nicolaj, tror du bare jeg er en player?" grinte jeg. Han grinte, Han havde det sødeste grin ever. "Nej da" sagde han. "Nå, men jeg må tilbage, jeg sagde at jeg skulle på toilettet, og det besøg er vidst blevet ret længe nu" grinte han og gav mig en krammer. "Henter dig klokken femten, ses!" råbte han. "Ses" hviskede jeg.