Kærlighed og kræft

Kapitel 16

Endelig fri. Jeg pakkede mine bøger ned i tasken, gik ud i gaderoben og tog min jakke på og gik hjem. Da jeg var på vej ned af gangen kunne jeg høre en råbe efter mig. "Vent" råbte Nicolaj. Jeg stoppede op, og så ham løbe hen mod mig. "Skal du noget i dag?" spurgte han, da han nåede ned til mig. Jeg smilte til ham. "Jeg har nærmest aldrig nogle planer, hvorfor?" spurgte jeg. "Vil du med hjem til mig?" spurgte han på en sød måde. Jeg nikkede, og så gik vi.

Jeg kunne se at vi var på vej over til bussen. Det var nok derfor han hele tiden kom forsent i skole. "Tager du bussen hver morgen?" spurgte jeg. "Ja, det er ret irriterende, for jeg hader busser" sagde han. Der var en lidt akavet stilhed, men så brød han tavsheden. "Hvorfor er det at du ikke er s god til matematik?" spurgte han. Jeg gav ham "er du dum" blikket. "Syntes du vores matematiklære er god til matematik?" sagde jeg. "Næh" sagde han. "Godt så, det er derfor at jeg er dårlig til matematik, desuden, for jeg også altid 00" sagde jeg med et suk på. "Skal jeg hjælpe dig med at forstå matematik?" spurgte han. Jeg nikkede, og så kom bussen. Vi satte os sammen, og snakkede bare om alt. "Jeg ved ikke om det her er noget jeg må spørge om" sagde han usikkert. "Jamen bare sig det" sagde jeg. "Hvordan klarer du dig ellers i skolen, udover matematik?" spurgte han. Mit hoved gik i stå. Det fik mig til at tænke tilbage på den gang jeg var lam, og missede to måneder i skolen. "Det er noget jeg ikke vil sige i offentligheden, hvis det er okay" sagde jeg. Han nikkede forstående.

Så var vi ankommet til hans hus, så vi stod af, og gik hen imod, der hvor han boede. Da vi kom ind, tog jeg sko og jakke af, og så gik vi op på hans værelse. "Jeg kan godt fortælle det nu" sagde jeg og kiggede ham i øjnende. Jeg tog en dyb indånding og kiggede ned i hans lyse trægulv. Så kiggede jeg op. "Engang var jeg lam" sagde jeg. Han gjorde store øjne. Jeg kunne mærke en tåre løbe ned af min kind. "Hvordan gik det til?" spurgte han. Der kom endnu en tåre, og det så han, så han satte sig ved siden af mig, og lagde en arm om mig. "Jeg var tolv, jeg gik ved siden af en vej og hørte høj musik, jeg kunne ikke høre mine omgivelser" sagde jeg med et snøft på. Der blev stille igen. Jeg tørrede en tåre væk med min pegefinger. "Så lige pludselig, kom der en fartbølle, kørende forbi mig, og senere kom der en mere..... han ramte ind i mig..... jeg mærkede et hårdt skub..... og så kunne jeg se skyerne....... og så blev der helt sort" sagde jeg. Jeg kunne mærke en tåre mere, men den tørrede Nicolaj væk. "Det næste jeg så kan huske er, at jeg lå på hospitalet, og ikke kunne bevæge mig" sagde jeg. Jeg holdte en pause, og så kom oplevelsen tilbage i mig igen. Nu begyndte jeg at græde. Nicolaj trak mig ind i at kram. Han var god til at trøste. Så trak jeg mig ud af krammet. Jeg kan også bare huske hvordan mine forældre grad, da de så mig" sagde jeg og kiggede ned. "Og så da jeg kom hjem fra hospitalet, kunne jeg ikke komme i skole, så mine forældre skulle passe mig, made mig, give mig tøj på og så videre" sagde jeg. Han sagde ikke noget, han sad bare og lyttede. "Og sådan stod det på i to måneder" sagde jeg. Han kiggede på mig. "Det vidste jeg slet ikke" sagde han. "Nej, de fleste fra klassen ved det godt, men de var fuldstændig lige glade med mig, da jeg kom tilbage" sagde jeg. "Jeg vil aldrig være ligeglad med dig" sagde han og kyssede mig. Han kærtegnede min ryk. Det var det mest behagelige kys, også fordi, at når man er ked af det, så er det så rart at blive trøstet med et kys. Vi trak os fra kysset, og kiggede hinanden dybt i øjnene. Nu kunne jeg ikke fortælle om den gang jeg pjækkede i et år.