Kærlighed og kræft

Kapitel 11

Da vi var færdige med at spise, gik vi op på Nicolajs værelse. Da jeg trådte ind, var der rodet. Typisk drengeværelse. "Skal du nogensinde rydde op?" spurgte jeg og grinte. Han gav også et lille grin fra sig. "Det har jeg aldrig fået gjordt" sagde han. Jeg gik længere ind på hans værelse og løftede lige så stille, en stinkende, beskidt, sok op, og kiggede på ham. "Så hjælper jeg dig" sagde jeg og kiggede med afsky på sokken, og kastede den over på ham, og grinte. "Ad forhelvede" råbte han og gik over mod mig, og overfaldede mig ned i hans seng, og begyndte at kilde mig. Jeg var bare så kilden, så jeg begyndte at grine, og skrige. "STOP!!" råbte jeg med et grin på, men han blev ved. "Du kastede en sok på mig, så nu for du hævn" grinte han og blev ved med at kilde. "Så må du jo bare blive bedre til at rydde op" grinte jeg. "Men hvad skal jeg så gøre for at du stopper?" grinte jeg. "Kys mig" sagde han desperat. Jeg grinte ad ham, og kyssede ham. Det var et dejligt kys. Han tog mig på ryggen, og kærtegnede den. Jeg greb hænderne om hans nakke. Kysset udviklede sig hurtigt til et snav. Det var mit første snav. Det føltes sjovt, men dejligt.

Klokken var nu fem, så jeg skulle nok til at hjem ad. "Nicolaj," sagde jeg. Han kiggede på mig. "Hvad er der?" spurgte han. Jeg kiggede trist på ham. "Jeg skal nok til at hjem" sagde jeg til ham trist. "Nå, okay" sagde han også trist. Han fulgte mig ned til entreen, og krammede mig farvel. "Vi ses på mandag" viskede han mig i øret. Jeg nikkede, og gik ud ad døren. Da jeg var nået ud på gaden, proppede jeg nået musik i ørene, for at komme på nogle bedre tanker. Musik gjorde mig bare altid glad. Jeg gik og kiggede på alle husene og lyttede til min yndlings sang, Lush Life. 

Da jeg kom til mit hus, gik jeg op ad min brandstige og ind ad vinduet. Jeg havde gjort sådan at jeg kunne komme ind på en måde, som ingen vidste. Da jeg kom ind på mit værelse, fjernede jeg skiltet fra døren, og låste den op igen. Jeg kunne høre mine forældre komme op ad trappen, da de nok hørte at jeg låste op. Så gik døren op, og de begge to kom ind. "Hvor har du været?" spurgte min mor strengt. Jeg begyndte at blive nervøs. tænk hvis de havde set mig kravle ud ad vinduet? "Jeg har da bare været her?" sagde jeg til min mor. Hun begyndte at kigge surt på mig. "Kristina, vi så dig gå ud ad havelågen, hvor har du været?" spurgte min far vredt. Jeg begyndte og tænke på hvad jeg skulle sige,men så tænkte jeg at nu var det på tide at jeg var ærlig. "Jeg har været hjemme hos en ven" svarede jeg. De begyndte at kigge vantro på mig. "Hvorfor i alverden har du det." spurgte min mor vredt. Jeg sukkede. "Det er fordi, at jeg mødte en dreng, som jeg går i klasse med, og er blevet gode venner med, og så spurgte han om jeg kunne komme i biografen i dag, og så havde jeg glemt at jeg skulle på museum i dag, så jeg kom til at aftale det" sagde jeg. Mine forældre kiggede mærkeligt på mig. "Hvorfor droppede du så ikke den aftale?" spurgte min mor forvirret. "Fordi jeg aldrig har haft en aftale før" røg det ud af min mund. For fanden, hvad havde jeg nu sagt. Af alt i verden, så ønskede jeg ikke at mine forældre skulle vide at jeg var ensom. "Så det du siger er, at du er ensom?" spurgte min mor chokeret. Der gik noget tid før jeg nikkede. "Hvorfor har du ikke fortalt det, søde skat?" spurgte min mor igen chokeret. Min far så også chokeret ud. "Fordi jeg ikke ønskede at i skulle vide det" sagde jeg. "Sådan noget skal du da fortælle, vi vil rigtig gerne hjælpe dig skat" sagde min mot omsorgsfuldt. "Men jeg har ikke brug for hjælp" sagde jeg. "Vil i ikke bare lade mig være i fred?" spurgte jeg irriteret. Så gik min far og mor ud ad døren, og jeg tog min computer frem. Det var træls, at de nu vidste, at jeg var ensom.