Kærlighed og kræft

Kapitel 29

Jeg gik ind på mit værelse og gav mig til at kaste rundt med alle møbler og sager. Jeg rev min dyne i stykker, ødelagte en porcelensfigur jeg fik på min konfirmation.  Min far havde givet mig den. Den betød meget for mig, men den kan da være ligemeget nu. Jeg ødelagte mine gardiner, kommode, fjernsyn og madres. Alle mine tanker er uoverskuelige. Jeg har for meget at tænke på. Jeg finder en kuffert frem. Lægger alt  mit tøj deri. Jeg pakker alt hvad jeg har brug for. Så åbner jeg døren, og min far kommer farende. "Skat det må du undskylde" sagde han og stod foran mig. "Flyt dig!" råbte jeg ind i hans hoved. "Hvad skal du?" spurgte han. "Det rager ikke dig!" sagde jeg og spyttede i hans ansigt. Han tog sine hænder op til ansigtet, for at tørre spyttet væk. Så skubbede jeg ham til side, og gik mig vej. Han er ligemeget nu.

Jeg gik på gaden. Det er skyet og koldt. Det er vinter. Jeg ved ikke, hvor jeg skal gå hen. Jeg går forbi en dame, der sidder på en papkasse.Jeg studerer hendes ansigt. Jeg synes at jeg har set den ansigt før. Er det der ikke.... min mor? Hvad i alverden er der sket? Jeg går hen til hende. "Mor?" spørger jeg. Kvinden reagerer. Ja, det er min mor. "Hvad er der sket?" spørger jeg hende. Hun gør tegn til at jeg skal sætte mig ved siden af hende. Din far og jeg har skændtes rigtig meget for tiden, og så fandt vi ud af at vi ville skilles" sagde hun. Er det det der er sket imens jeg troede de arbejde eller hvad? En tåre trillede ned fra min øjenkrog. "Så efter vi var blevet skilt, tog han huset fra mig og gjorde mig arbejdsløs" sagde hun. En tåre faldt ned ad hendes kind. "Hvad har du så tænkt dig at gøre?" spørger jeg hende. Hun snøfter. "Jeg ved det ikke" siger hun. "Vil du blive hos mig?" spørger hun. Det kan godt være at det lyder usædvanligt, men jeg vil egentlig bare gerne væk fra mine forældre. De fortalte mig ikke om skænderigerne. Jeg føler at de har svigtet mig. "Nej mor" svarer jeg. Jeg giver hende et kram og går min vej. "Kristina" råber hun. Hun begynder at græde. Jeg går bare væk. Jeg kan ikke lide at høre min mor græde.

Jeg nærmer mig Nikolajs hus. Det er også der jeg er på vej hen. Jeg har tænkt mig at bo hos ham. Resten af mit liv.

Nu er jeg nået frem til hans hus. Jeg går hen til døren og banker på. Hans mor åbner døren. "Hej Kristina, skal jeg finde Nikolaj?" spørger hun. "Ja tak" siger jeg og smiler til hende. Hun går op ad trapperne. Jeg lægger mærke til en figur, der står på et bord i entréen. Det er en kvinde der holder et anker. Hun står på nogle bølger. Hun ser søgende ud. Så kommer Nikolaj ned  ad trapperne. "Hej" siger han. "Hej" svarer jeg og smiler til ham. "Må jeg godt bo her?" spørger jeg.