Kærlighed og kræft

Kapitel 23

Jeg vågner. Hvor er jeg? Jeg tror aldrig at jeg har haft så ondt i hovedet før; men hvad er det lige der er sket? Hvorfor er jeg her? Hvorfor er der så mørkt? Jeg lagde på jorden og kiggede op i en gadelygte. Jeg kunne ikke holde ud at kigge i den, så jeg rejste mig op, men det var ret besværligt. Mine ben var svage. Jeg havde ingen kræfter, men kunne godt få mig selv op. Jeg tog min mobil frem, for at se hvad klokken var. Shit, den er tolv minutter over tolv, så jeg skyndte mig hjem, men faldt hurtigt. Mine ben rystede. Jeg kiggede ned af mig selv. Hvorfor var jeg så beskidt, og mine busker var knappet op. Hvad i alverden, men så kunne jeg huske det hele. Jeg gav mig til at græde, og skyndte mig hjem. Jeg besluttede mig for at ikke og fortælle dette til nogen. Det ville være i min hukommelse for evigt og kun min. Ingen andres.

Dette der er sket, vil jeg bare gerne glemme. Jeg følte mig beskidt, og uren. Jeg gad ikke noget, så jeg besluttede mig for at pjække for skole i morgen, eller i dag, det er jo efter midnat.

Jeg var nu hjemme, og gav mig til at gå ovenpå, men så lagde jeg mærke til en seddel, der lå på køkkenbordet. Jeg gav mig til at læse det.

Hej Kristina, vi er på nattevagt igen, det er vi kede af. Det var en nødssituation. Vi regner med at være hjemme når du har fri fra skole. Vi elsker dig<3

- Mor og far

Nattevagt. Igen. De går på nattevagt heletiden. Det er som om at de ikke ved jeg er her. Nogle gange tænker jeg bare, at verdenen ville være et bedre sted uden mig. Jeg har haft selvmordstanker mange gange, men har ikke gjort det, forde at jeg ikke kunne tage mig sammen til det, men jeg tænkte at nu er det nu. Jeg åbnede en skuffe, og kiggede på knivene. Jeg tog den største kniv vi havde, og lagde den på min hud. Skulle jeg virkelig gøre det? Var der overhovedet brug for mig i den her verden? Er jeg overhovedet til nytte? Er der overhovedet nogen der gider mig? Jeg lagde knivens skarpe side tættere på min hud, og kunne nu mærke det skarpe blad, mod min blege hud. Jeg pressede lige så stille hårdere og hårdere. Lige pludselig gjorde det ondt, så jeg tog den væk. Det rosenrøde blod, flød fra min åbnede hud. Jeg stirrede på blodet. Jeg kunne lide at se det flyde, så jeg skar en mere revne. Blodet flød nu fra to steder. Jeg stirrede bare på blodet. Jeg var helt opslugt af det.

Jeg havde nu stået i noget tid, og observeret blodet, i det min mobil ringer. Jeg slipper hurtigt kniven, og kigger hvem det er. Det er Nikolaj. Hvad vil han dog så sent? Jeg tager den.

K: Hvad er der?

N: Jeg undskylder over at jeg måske vækkede dig, men det er vigtigt.!

K: Hvad er så vigtigt klokken lort om natten?

N: Vil du ikke være sød at komme hjem til mig, så fortæller jeg det der.

K: Okay, jeg kommer så hurtigt jeg kan.

Jeg lagde på, og tog min jakke og sko på. Jeg måtte hellere skjule sårene for ham. Han skulle nødig se dem. Jeg gik ud ad døren, og hen mod Nikolajs hus.

Da jeg kom derover, bankede jeg på. Nikolajs mor åbnede. "Godt du kom Kristina, bare kom indenfor" sagde hun og lukkede døren for mig. Jeg tog mine sko af, men ikke min jakke, for at skjule sårene. "Skal du ikke have den jakke af?" spurgte hun. "Nej, jeg vil helst gerne have den på" sagde jeg. "Okay, bare følg efter mig, han er herinde" sagde hun og gjorde tegn til at jeg skulle følge efter hende. Hans far sad også derinde. Jeg var begyndt at blive nervøs. "Hej skat" sagde Nicolaj og kyssede mig hurtigt på munden. Han lå ned. "Det her er ikke en sjov nyhed... og jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det" sagde han og tog en dyb indånding. "Jeg... har... fået konstateret kræft" sagde han.