Kærlighed og kræft

Kapitel 38

(Vi er i Nikolajs synsvinkel resten af historien)

Jeg er taget over på hospitalet, for at se Kristina. Lige nu sidder jeg i venteværelset. Jeg kan se at der sidder en pige og græder. Det må være hendes veninde. En dame sidder og trøster hende. Det må være hendes mor. Så ser jeg en læge komme ind. "Har vi en Nikolaj herinde?" spørger lægen. Det gav mig et sæt. "Ja, det er mig" siger jeg og rejser mig og følger med lægen ind på et værelse. Jeg er bange. Jeg er bange for at se noget jeg ikke bryder mig om. At se min elskedes lig. Jeg kommer ind i værelset og ser en krop. En krop der tilhører Kristina. En tåre presser på. Lægen går ud og lukker døren. Hun regner med at jeg gerne vil være alene med hende. Jeg går hen til hende. Sætter mig på en stol og ser på hendes livløse ansigt. Hendes hænder er placeret forsigtigt på maven. Hvor er hendes ansigt smukt. Jeg kysser hendes mund. "Kristina" siger jeg forsigtigt. En tåre falder fra min øjenkrog. "Hvorfor så tideligt? Der er så meget du mangler at se. Du var eventyrlysten, men også meget genert. Jeg kan stadig huske den dag vi mødte hinanden. Vi stødte ind i hinanden. Jeg gjorde det faktisk med vilje. Jeg synes du så sød ud, og ville gerne i kontakt med dig. Det første blik, vil jeg aldrig glemme. Jeg kan stadig huske dine chokerede blå øjne. Den måde dit gyldne hår blafrede i vinden. Dine hvide smukke og smilende tænder. Du var og er smuk. Selvom du er død" jeg er begyndt at smågræde. "Kristina.. Hvorfor gik du så tideligt fra mig. Jeg elsker dig. Vi skulle dø sammen. Vi skulle have et barn sammen. Vi skulle opbygge en familie" jeg stopper igen. Jeg kan ikke få flere ord ud mere. Jeg kysser hende en sidste gang på munden, og går.

(Et år senere)

Jeg har overvundet kraften. Det var Kristina der var min motivation til at kæmpe hver dag. I dag er det hendes fødselsdag. Hun fylder 16 år. "Jeg har købt en pukket roser, da det er hendes yndlingsblomster. Jeg stiger op på cyklen med roserne, og cykler over mod kirkegården. I dag er det en solskinsdag, det er sommerferie og fuglene kvidre. Det er meget varmt. jeg tror at det må være tredive grader.

Jeg er kommet hen til kirkegården og stiger af cyklen. Jeg går hen til lågen åbner den, og går hen mod Kristinas grav. 

Hendes grav er den smukkeste. På hendes gravsten står der elsket og savnet. Det var mig der var med til at vedtage det. Mig og mine forældre holdte hendes begravelse, da hun havde mistet kontakten med sine forældre, så mine forældre, var blevet hendes værge.  Jeg står og kigger på hendes grav længe, da jeg har lægget roserne ved graven. Jeg tænker tilbage på dengang, vi tog til Maldiverne. Det var den bedste ferie jeg havde været på, fordi jeg var sammen med hende.

Jeg har stået ved hendes grav i en time nu. Jeg må nok til at komme hjem. "Tak for alt hvad du har gjort" siger jeg og kigger på hendes sten og cykler hjem.