Stalker Number One

En anden side

Hvad er dumhed?  Ja, hvad er dumhed Ingrid? ja dumhed er nok at du ik ved om du kan lide Alex eller. Du kan ikke lide ham. Du må ikke kunne lide ham. Hvad er der ved ham? 

Altså som du nok ser er jeg en meget selvstændig og stærk kvinde, hvis man ser det fra mit synspunkt. Og jeg Ingrid kan ikke bare falde for en dum playboy, som kun tænker på at komme i bukserne på alle piger. Og hvis jeg havde mulighed for at enten flyve til Mars med Alex eller en hund.. og så klog som jeg er havde jeg nok valgt hunden. For jo, som du nok ser er hunden menneskets bedste ven. Og vi mennesker har noget der kaldes spejlneuroner. Vi bruger spejlneuronerne til at spejle vores følelser, altså vores evne til at leve os ind i andres følelser. Og videnskabsmænd siger at kvinder kan have langt flere spejlneuroner end mænd. Og nogle mænd stort set ikke har nogle spejlneuroner overhovedet. Så det er bevist at kvinder er mere empatiske end mænd. Så der er faktisk en grund til at man kalder hunden menneskets bedste ven. For samværet med hunden giver mulighed for at spejle sine egne følelser. Hvis hunden er glad, bliver du også glad. Når hunden er ked af det, bliver du også ked af det. Når hunden har det godt, har du det også godt. Så jeg ville nok vælge hunden, fordi så ville jeg give den meget mad, og så ville den blive glad og lykkelig. 

"jeg er træt, jeg kan ikke mere... høre du Alex, jeg kan ikke mere" Siger jeg imens vi trasker gennem skoven helt gennemblødte af ulækkert snavset vand. En sukkende lyd kom fra Alex mund. "Nårrrr lille prinsesse, skal vi kalde på den magiske hestevogn?" siger Alex med en sarkastisk stemme. "ha ha ha, du er bare så hyle morsom Alex, det er helt vildt" siger jeg sarkastisk og tørre en falsk tåre væk. Jeg kigger ned og et højt skrig rammer min mund. Og efter to sekunder er der sat fart i mig. Jeg løber for livet. jeg kan lige skimte Alex i øjenkrogen løbe efter mig. "Ingrid hvad fuck!" høre man ham råbe bag mig. "Stop. Ingrid stop dog, hvad sker der?!" råber han igen. Jeg stopper brat op. "puha" høre man mig stille sige, imens jeg prøver at få vejret. "Hvorfor fuck begyndte du at løbe? jeg blev helt bange" Siger Alex og kigger forskrækket på mig. "d..d..der var.. Jeg skal lige have vejret" siger jeg og rækker min hånd op i luften. Alex kigger mærkeligt på mig. "Der.. der var en mutckerfucker stor altså en kæææææmpe klam edderkop" siger jeg med store øjne på Alex. Han bryder ud i grin. Jeg kigger stadig med store øjne på ham. Han prøver at få vejret "så du siger.. at du løb som om der var en morder i skoven.. På grund af en edderkop?" "ja." siger jeg og krydser armene. "ved du godt at jeg faktisk var ved at dø". Han kigger på mig som om jeg var den dummeste insekt i hele verden. "fuck dig" mumler jeg lidt for mig selv. 

"hvad var det?" spørg jeg pludseligt. Det lød som nogle hjul der kørte hen over en grusvej..en bil?..en bil.. "En bil!" bryder jeg ud. "Kom" siger Alex og tager min hånd, og begynder at løbe over mod lyden. Man kan skimte en blå tingest bevæge sig længere væk fra os. Vi nåede vejen og den blå bil var lidt længere væk fra os. Vi løb alt hvad vi kunne og viftede med armene. "Hey!" råber Alex højt op. Bilen stoppede. Han tog min hånd igen og løb over mod bilen. To mænd sad i bilen. "Må vi godt få et lift?" siger Alex hurtigt og kigger ind i bilen. Mændende kigger mærkeligt på hinanden. "nej lad mig" siger jeg og puffer Alex til siden. "hej mig og min ven her er faret vildt her i skoven. Vi var rigtigt på en bus, men vi kom til at gå lidt for lang ind i skoven, så det ville være en kæmpe hjælp hvis i ville køre os tilbage til vore lejr" sagde jeg og smilede til dem. "jaja hop ind med jer" sagde manden ved rettet. "Tusind tak" sagde jeg og vi gik ind i bilen. "hvor er det så jeres lejr ligger?" spurgte manden igen. "øhm ja den ligger ########" sagde jeg med en sød stemme. Bilen vendte om og begyndte at køre. 

ohh thank god! Nu vil jeg bare tilbage og få noget varmt tøj på og sidde under min dejlig varme sovepose. Alex sad og kiggede ud af vinduet. Hvad mon han tænker på? Tænker Alex som et normalt menneske? Hvordan mon hans hjerne fungere. Hans system går sikkert sådan sove-æde-træne-piger og sådan gentager den sig. Hvad mon der sker inde under det smukke ansigt. vent. smukke? Ingrid nu må du simpelthen stoppe. 

Bilen stoppede pludseligt. "hey inden i lige snart går ud er der lige noget vi skal spørge den unge smukke pige om" sagde den anden mand og kiggede over på mig. Jeg kiggede undrende. "Du ser ret dejlig ud. Hvad siger du til at du lige bliver med os lidt?" sagde han og kiggede skummelt over på den anden man. "øhm..øhh.." sagde jeg helt forvirret. "Bare rolig skat vi skal nok være forsigtige" sagde manden ved rettet. Min vejrtrækning blev sværere. Jeg kiggede rundt omkring i bilen. Man kunne se Alex øjne knibe sig mere og mere sammen. Den anden mand tog fat i mig "Kom så smukke vi har ik hele dagen" sagde han og tog hårdere fat om mit håndled. Med en hurtig bevægelse fjernede Alex hans hånd fra mit håndled, og tog armen rundt om min talje "Hun tilhøre mig, fister" sagde han og kiggede dem begge ind i øjnene af vrede. Mændende kiggede forbavset på hinanden. "Og nu lader i os gå" sagde Alex med en bestemt og vred stemme. Han åbnede døren og hjalp mig ud. Han lukkede døren og tog armene omkring mig og kiggede vredt på mændende, der sad og så forbavset ud inde i bilen. Bilen var hurtigt forsvundet igen. Jeg kiggede op på Alex som havde slippet grebet om mig. Man kunne stadig se vreden i øjnene. Jeg kiggede stadig på ham, men han kiggede ik på mig. "Alex" sagde jeg stille, men han kiggede ik. "Alex" sagde jeg stille igen og han vendte sit hoved over mod mig. Jeg kiggede ham dybt i øjnene "tak" sagde jeg og hans blik ændrede sig. Et lille smil poppede frem på hans læber, men det var ik et smil som jeg havde set før, men et helt andet et. Et mere stille og roligt smil, som om han kunne føle hvad jeg følte. I det sekund så jeg en helt anden side af Alex. En som faktisk har en sjæl. Han vendte sig pludselig om og begyndte at gå. 

Alex POV

Jeg var vred. Så vred. At se de mænd sige sådan noget til Ingrid. Det pissede mig af. Det pissede mig fuldkommen af. Jeg vendte mig om og Ingrid stod helt stille og kiggede ned i jorden. Hvad mon hun tænkte på? Jeg vendte mig om igen "Jeg kan se lejren" sagde og og gav signal på at hun skulle følge efter. Men det var helt mærkeligt. Jeg havde aldrig haft det sådan her med en pige før. Hun får mig til at føle mig.. anderledes. Som om jeg ik er mig selv. Og det piner mig. Jeg er ved at miste kontrollen over mig selv. Jeg bliver nød til at gøre noget. Et eller andet for at få det tilbage.