Take The Chance - One Direction

Glemt pretty much!

Dagen efter
(Emilys P.O.V.)

Vi kom tilbage til hotellet klokken lort i nat, så jeg er først vågnet nu - ved 12 tiden. Faktisk har jeg lidt små travlt, for vi skal med flyet til Helsinki i Finland om ca. 2 timer. Heldigvis spiller vi først koncert imorgen, så nogle af de andre kan pleje deres tømmermænd. Der blev godt nok også drukket igennem igår!
Zayn blev ret hurtigt fuld, og det samme med Niall og Harry. Louis sad længe i baren uden rigtig at drikke noget, men omkring midnat gik han helt amok og indhentede hvad han ikke havde drukket tidligere på aftenen. De eneste der ikke rigtig drak så meget er Liam og jeg. Ham på grund af hans nyre, mig fordi at jeg ikke er sådan en der går totalt amok, når der er alkohol på bordet. Det betyder jo så også, at vi er de eneste der har det noglelunde godt idag...

"Liam?"
"Jaer?" Vi sidder lige og spiser morgenmad i hotellets restaurant, bare os to. De andre er ikke stået op endnu...
"Det kan være vi skal komme op og vække de andre. Vi skal snart kører til lufthavnen..."
"Det er måske egentlig en god idé"
Vi rejser os og stiller tallerknerne på rullebordet med brugte ting. Derefter går vi i totalt stilhed hen og tager elevatoren op på vores etage. Midt imellem to etager, trykker Liam pludselig på nødstop knappen. Jeg kigger forvirret op på ham.
"Hvorfor gjorde du det?"
"Jeg er nødt til at spørge dig om noget!"
Et nik fra min side, viser at han bare skal komme med det.
"Hvad er det du har haft gang i med Zayn Louis, her det sidste stykke tid?"
Han ser spørgende på mig, og jeg træder et skridt til den ene side, for at læne mig op af væggen.
"Jeg har testet dem. Jeg lovede at give Zayn en chance og Louis skulle bevise at jeg kan stole på ham. Der var fem forskellige prøver, og jeg har aftalt med mig selv, at jeg kun må have noget med vinderen. Derfor har jeg testet dem."
Han ser tænksom ud, inden han så igen spørger:"Hvem vandt?"
"Louis vandt, men skal vi ikke til at komme videre, istedet for at stå og snakke i en elevator?"
"Jo, men ét sidste spørgsmål?"
Jeg nikker opgivende til ham. Gad vide hvornår han er færdig?
"Hvad føler du for Louis?"
Idet samme ordene forlader hans mund, stivner min krop. Jeg har ikke snakket sådan rigtig med nogen om hvordan jeg føler, udover med Louis den anden dag. Mit blik bliver hurtigt rettet mod Liam, der ser spørgende på mig.
"Jeg elsker ham. Jeg fucking elsker Louis William Tomlinson!"

3 timer senere
(Liams P.O.V.)

Vi er lige tjekket ind på hotellet i Helsinki, så lige nu sidder jeg på mit værelse. Vi har fået ét stort værelse, med flere værelser i, men drengene sover lige nu, så de er ikke så interessante at være sammen med. Flyveturen her over, tog kun omkring en halvtimestid, så det er ikke fordi at det er så galt. Alle udover mig og Emily, sov. De har det vidst stadig dårligt efter igår...
Emily sad også bare og hørte musik. Jeg kunne ikke rigtig koncentrere mig om andet end at tænke, hvilket jeg heller ikke kan nu. Tænke på det Emily sagde.
"Jeg fucking elsker Louis William Tomlinson!"
Det er synd at de ikke er sammen, nu når de uden tvivl elsker hinanden.
Det er jo egentlig Emily, der ikke er klar endnu. Louis virker faktisk også lidt frustreret over det...
Idet samme banker det på min dør, og Emily kigger ind.
"Jeg tænkte bare på, om du vil med ud i byen? Jeg skal have købt nogle julegaver og sådan lidt..."
Det er faktisk rigtigt nok, det er allerede den 14. december, så jeg skal også til at igang. Hurtigt nikker jeg og snupper min jakke fra sengen. Vi smutter stille ud af døren, og bed på gaden uden at vække de andre. Uden for hotellet står der selvfølgelig nogle fans, men det er ikke fordi at det er så galt. Efter at vi har skrevet nogle autografer og fået taget nogle billeder, går vi videre hen ad gågaden, hvor hotellet ligger. I absolut stilhed. Derfor bryder jeg den også.
"Du Emily?"
"Mmm?"
Jeg kigger hende i øjnene.
"Hvornår har du tænkt dig at komme sammen med Louis? Altså det piner ham, ikke at kunne sige at du er hans pige, og i elsker begge to hinanden, så hvorfor ikk'?"
Hun kigger ned i jorden.
"Jeg ved det ikke Liam. Jeg vil bare gerne vente lidt, hvis du forstår?"
Jeg nikker og der er stilhed igen, lige indtil at vi kommer til en smykkebutik, hvor Emily stopper op.
"Har Louis egentlig ikke fødselsdag den 24. december?"
"Jo han bliver 21, hvorfor?"
Hun svarer ikke, men går bare målrettet ind ad døren. Okay så?
Jeg bliver bare stående uden for og venter. Ti minutter efter kommer hun glad ud med en pose i hånden.
"Hvad har du købt?" Hun smiler hemlighedsfuldt til mig, inden hun svarer:"Det gad du godt at vide, var?"
Jeg smiler til hende og ryster på hovedet, og vi går videre ned ad gaden. Resten af eftermiddagen bruger vi bare på at fjolle rundt. 

Da vi kommer tilbage til hotellet, er alle drengene vågne igen og sidder og ser fjernsyn inde i stuen.
"Whats Up, Guys? Hvad ser i?" Emily råber det ret højt, så drengene holder sig for ørene.
"Ikk' så højt Em! Vi sidder og ser sådan nogle funny moments videoer med os selv, som vores fans har lagt på youtube... hvor har i egentlig været henne?"
"Selvglade too much! Vi har bare været på julegaveshopping!"
"Nå, men fik i så købt nogle gode julegaver?"
"Jaja, men kan i ikke lige flytte jer lidt, så vi også kan være der?" Først da Emily spørger dem lægger jeg mærke til, at de fylder det hele.
Zayn gør plads, så jeg kan sidde ved siden af ham, og Louis sætter sig så Emily kan sidde imellem hans ben. De ser så søde ud sammen.
Vi sidder og ser youtube i noget tid, og nogle af klippene er faktisk pænt grineren. Pludselig ringer Emilys mobil, og hun fisker den op af lommen for at se hvem det er. Jeg kan se på hendes ansigtsudtryk at hun er en smule overrasket. Uden at sige noget til os andre, rejser hun sig og går ind på hendes værelse.

(Emilys P.O.V.)

Da vi sidder og ser fjernsyn, ringer min mor pludselig. Jeg bliver lidt overrasket, fordi hun ikke plejer at ringe til mig. Det må være vigtigt, så jeg rejser mig og går ind på mit værelse.
"Hej mor"

'Hej Emily skat. Hvordan går det?"

"Det går fint. Hvorfor ringer du?"

...

20 minutter senere

Jeg har lige sagt farvel til min mor, så jeg sætter mig ind til drengene igen. Louis sidder ligesom før, så jeg går ud fra at jeg gerne må sætte mig.
"Hvem ringede?" Harry kigger spørgende på mig.
"Nårh, det var bare min mor der ville fortælle mig noget omkring juleaften, du ved..."
Drengene veksler blikke, og Harry spørger hvad der er galt.
"Såmen bare det, at jeg skal finde et nyt sted eller holde jul alene, fordi at mine forældre har besluttet at tage til Thailand sammen med mine 3 søskende, men så havde de lige glemt det fact, at de også har en datter på 19, såeh ingen ferie til mig..."
Drengene glor måbende på mig.
"Har de glemt dig?!"
"Tja, det ser sådan ud"
"Men hvad gør du så?"
Jeg trækker bare på skuldrene, for jeg aner det ikke. Det er ikke lige det fedeste at blive glemt når man skal på ferie.

Lige pludselig forstår jeg godt Kevin i Home Alone filmene...