ET FORHOLD, TO VERDENER

Den anden side af Marcus Gunnarsen

Martinus' synsvinkel: "MARTINUS!" råbte Marcus.. Fuck. Jeg lukkede øjnene i håb om at det var en drøm når jeg åbnede dem igen, men det var det ikke. Jeg gik stille ud, jeg havde ikke tænkt på at jeg havde bar mave. Jeg stillede mig i døren.. Jeg kunne se Marcus' tårer presse sig på. Hans øjne var helt sløret.. "Hvad har i gang i?" sagde han imens hans stemme knækkede i hvert ord. Jeg var bange.. Bange for at se den side af ham som kun vores forældre og jeg havde set.. Han kunne nemlig godt være ret voldsom.. Men det er sjældent han bliver det.. Men når han så bliver det, så er det også voldsomt..

Kamilles synsvinkel: Jeg kiggede i Marcus' øjne som nu var rettet mod Martinus. Han så mærkelig ud? Han kiggede meget mærkeligt på Martinus? Jeg havde aldrig set ham kigge sådan på nogle før.. Det var som om, at han bare ville dræbe ham.. Det viste sig så, at han nok også havde lyst til det..

Han skubbede Martinus hårdt op ad væggen, og rev ham ned på gulvet. Han sparkede ham! Jeg blev chokeret, og mit hjerte bankede hurtigt. "MARCUS STOP" råbte jeg. Martinus' hænder dækkede hans hoved. Han kunne ikke gøre noget. Jeg gør ingenting for at hjælpe, jeg står bare mundlam og kigger på Martinus som bliver tæsket af hans bror.. Det føles som en kniv i ryggen.. Kjell-Erik kommer løbende op ad trappen som om han godt vidste hvad der skete.. Marcus stoppede da han kom op, men råbte grædende "Jeg er ikke færdig med dig Martinus!!". Han løb ned ad trappen og udenfor. Han smækkede døren hårdt.. Kjell-Erik stoppede ham ikke? Han løb bare hen til Martinus som lå krybet sammen. Han græd af smerte, det var forståeligt. Jeg stod stadig og var mundlam.. En tåre trillede ned ad min kind.. Jeg kiggede op, og Emma stod i døren indtil hendes værelse. Hun holdte hænderne for ørerne. Hun græd lydløst. Jeg valgte at tage hende med nedenunder. Jeg kendte stadigvæk ikke Emma så godt, men jeg kunne kun forstille mig hvis det var Karla som stod og så mig få tæsk. Det måtte ikke være rart..

Vi kom nedenunder til Gerd-Anne. Jeg havde ikke nået at undre mig over hvorfor hun ikke var kommet op for at hjælpe? Det fandt jeg så ud af.. Hun sad sønderknust i sofaen. Det var så mærkeligt at se hele familien Gunnarsen på den måde. Der er så meget fans ikke ser. Det fik mig igen til at tænke på Katrine.. Hende var jeg jo ikke så gode venner med lige nu.. Men hvem kan overhovedet lide mig altså..

10 minutter efter: Marcus er ikke kommet tilbage endnu.. Ingen har gjort noget ved det? Er de ligeglade med ham? Jeg gik ovenpå til Martinus. Kjell-Erik var gået nedenunder, så det var kun mig og Martinus ovenpå. Jeg bankede på indtil Martinus' værelse. Han svarede ikke, så jeg gik bare ind. Han sad med høretelefoner i. Man kunne tydeligt se at han havde grædt. Han sad og så deres musikvideoer? Together så han. Det var da lidt mærkeligt.. "Martinus vil du lige forklare mig hvad der skete? Hvorfor blev han så sur?" spurgte jeg. Martinus gav mig en forklaring som virkelig chokerede mig.. "Marcus har bare svært ved at styre hans temperament når han bliver sur.. Men det er kun når han virkelig bliver sur. Det går altid udover mig.. Jeg tror lidt at vi er ved at glide fra hinanden. Vi har tit skændtes, også store skænderier, men sidste og første gang han blev voldelig snakkede vi ikke sammen i 2 måneder.. Før vi blev kendte var han også ret indelukket. Og nu hvor vi ikke er "kendte" mere er han det igen.. Det er derfor han altid går op på boldbanen selv.. Jeg græd heller ikke fordi det gjorde ondt, men fordi jeg nu ved, at vi ikke bliver venner igen.."

Jeg blev chokeret.. Sådan havde jeg aldrig troet Marcus var.. Jeg måtte snakke med ham. Forklare ham, at vi ikke har lavet noget, men at Martinus bare hjalp mig hjem fordi mine forældre ikke måtte se mig fuld. Men vi havde jo lavet noget.. Det måtte han virkelig bare ikke vide. "Kan vi ikke gå ud for at finde ham?" spurgte jeg Martinus om. "Jo, men du skal ikke regne med, at han gider at snakke. Især ikke med mig.." svarede han trist.

Marcus' synsvinkel: Jeg løb.. Hurtigere end nogensinde før.. Jeg kom til et træ som mig og Martinus plejede at klatre i som små. Jeg slog min hånd ind i træet. Mange gange. Hårdt. Mine knoer blev helt røde af blod. Det sveg ret meget, men det var det værd. Jeg havde lige tæsket min egen tvillingebror.. Min bedste ven.. Det sårede mig ret meget at tænke på.. Især fordi Martinus ALTID har været der for mig, og han er den eneste som forstår mig..

Sofies synsvinkel: Jeg savnede Martinus ret meget, og vi skulle faktisk have været sammen fra igår til idag, men han sagde at han skulle øve med Marcus..
Men jeg fik skrevet til Kamille igår at jeg gerne ville være gode venner med hende igen, for nu boede vi jo i samme by, og jeg savnede hende også en del, for hun var den eneste jeg kunne stole på, og det er hun stadig..

Jeg gik en tur med min hund Molly. Vi gik altid op imod fodboldbanen for så kunne hun få lov til at løbe frit. Da vi kom der op så jeg en som lignede Martinus næsten på en prik, men alligevel ikke, for ham her havde noget længere hår. Det var Marcus. Han stod på en mærkelig måde? Han lænede sig indover et kæmpe træ. Han virkede ikke helt glad? Molly løb hen til ham før jeg kunne nå at stoppe hende. Han fik et chok, og kiggede hurtigt op på mig med åben mund. Han tørrede hans øjne? Havde han grædt? Jeg gik hen til ham og spurgte "Er der noget galt Marcus?" hvilket der tydeligvis var. Mit hjerte gik i stå, og jeg kunne slet ikke styre mine tårer.. "Martinus og Kamille sov sammen i nat. Jeg ved ikke hvad de har lavet.." Ordene satte sig i mit hoved.. Havde Martinus løjet overfor mig, og havde han været sammen med Kamille? Det var næsten så urealistisk at jeg næsten ikke troede på det.. Marcus kiggede på mig, og hans øjne blev våde igen..

                                   ***