Kamille er 15 år gammel og bor i København. Hun er ikke fan af Marcus og Martinus men gør alt for at se dem, da hun føler sig lidt forelsket i Marcus. Følg med for at finde ud af hvad der sker i Kamilles hårde teenageliv med et forhold og to verdene...
Efter lang tid hvor vi bare havde kigget på hinanden, krammede vi et langt og intenst kram.. Jeg lyttede til hans hjerte banke.. Det begyndte med at banke hurtigere og hurtigere.. Jeg gik ud af krammet. "Marcus, hvad er galt?" spurgte jeg ham bekymrende. Jeg magtede ikke mere.. Han bed sig selv i læben som om han ikke vidste hvordan han skulle fortælle mig det. Han tog min hånd og sagde "Kamille.. Vil du med til Danmark i næste uge? Vi skal spille koncert" Mit hjerte bankede hurtigere end hans nu. Jeg kunne næsten ikke snakke. "Men.. men hader jeres fans jer ikke?" jeg forstod ingenting. Han forklarede mig at han gerne vil have mig med for at fansene kunne se mig, også fordi han vidste hvor meget jeg savnede Katrine og resten af min familie i Danmark. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, jeg fandt det største smil frem og hoppede ind i et kram imens han løftede mig. Han grinte en smule af mig. Han bar mig ind i sengen, og vi lå bare og holdte i hånden. Marcus faldt hurtigt i søvn. Jeg lå bare der. Jeg lå bare der og kiggede på hans smukke ansigt, som blev lysnet op af månen. Jeg var bare glad for at det hele var overstået.. Alt dramaet var væk nu. Forhåbentligt. Jeg havde aldrig været gladere selvom Martinus var en plage. Kysset var en plage, og jeg følte mig faktisk virkelig dårligt tilpas når jeg kiggede på Marcus imens jeg tænkte på Martinus.. Jeg måtte have den plage væk, så jeg tog mig sammen og spurgte Martinus om han havde tænkt sig at sige det til Marcus.. Det kunne han nemlig godt finde på..
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Der gik ikke mere end 2 minutter, også havde han svaret. Jeg følte mig lidt skyldig da jeg kunne se at han havde grædt, og jeg vidste jo godt hvorfor.. Men han skrev egentlig bare "Nej, jeg er jo ikke en idiot vel". Han var godt nok irriteret..
Jeg lagde min telefon fra mig og kiggede videre på Marcus. Jeg nussede hans lange bløde hår. Det var en dejlig følelse. Det var en dejlig følelse at have Marcus tilbage igen..
7 DAGE SENERE:
Jeg var så nervøs.. Vi skulle køre imod lufthavnen om 10 minutter. Jeg var egentlig klar, og stod bare og ventede på de andre. De var vildt stresset, Marcus og Kjell-Erik skyndte meget på Martinus fordi han var langsom, men de havde egentlig ikke travlt. Jeg tror bare at de alle tre var meget nervøse. De vidste jo heller ikke hvordan fansene ville være. Men der var udsolgt, så helt sure var de nok heller ikke.
Køreturen føltes virkelig kort. Jeg sad bare og lyttede til musik imens jeg tænkte på hvordan det ville være i lufthavnen med fansene.. Men der var egentlig ingen fans i lufthaven i Trondheim. Først da vi kom til Danmark var der mange fans..
Jeg havde taget en af Marcus' hættetrøjer på og mine solbriller. Der var en bodyguard som heletiden gik med mig. Jeg blev skreget ind i hovedet heletiden, og det var faktisk virkelig ubehageligt. Jeg kunne ikke forstå hvordan drengene kunne synes at det var dejligt? Ligepludselig stoppede tiden for mig. Hele min krop stoppede faktisk, så bodyguarden blev nødt til at slæbe mig. Jeg så Katrine. Hun stod der med åben mund og skreg ligesom alle de andre piger.. Jeg tror ikke at hun så mig, da hendes øjne var rettet imod drengene som gik bagved mig..
Endelig.. Endelig var vi kommet til hotellet. Endelig kunne jeg slappe af. Jeg skulle dele værelse med Marcus, hvilket jeg selvfølgelig havde det helt perfekt med. Vi fik pakket de fleste ting ud, og Kjell-Erik forklarede drengene tidspunkter de skulle noget på. De skulle først spille imorgen aften, men skulle til lydprøver idag.
1,5 time senere:
Vi var på vej ned til lydprøven. Jeg gik egentlig lidt for mig selv da Marcus skulle have alt det der udstyr på. Jeg stod ude foran scenen. Jeg fik et flashback til dengang jeg så Marcus for første gang. Det var så anderledes at stå her nu, men alligevel ikke. Han sang til mig. Det var faktisk virkelig romantisk.. Det var slet ikke gået op for mig, at jeg var i Danmark igen med min kæreste.. Med Marcus Gunnarsen.
Lydprøven gik egentlig fint, og vi kom hurtigt op på hotelværelset igen. Marcus og Martinus snakkede ikke rigtig sammen, og det gjorde mig faktisk lidt trist at se Martinus være så ked af det selvom jeg var sur på ham. Det jo aldrig sjovt at se nogle være så kede af det. Marcus virkede derimod utrolig glad, og da vi kom ind på vores værelse skubbede han mig op imod døren og kyssede mig. Hvad var der galt med ham? Måske havde han bare savnet mig meget?
