ET FORHOLD, TO VERDENER

Cut the life

Marcus' synsvinkel:

Jeg følte mig tom indeni.. En følelse jeg aldrig har følt før.. Jeg var ligeglad. Ligeglad med Kamille, med fansene og med Martinus.. Men en del af mig havde også bare lyst til at omfavne Kamille.. Jeg forstillede mig også at Sofie var Kamille da jeg krammede hende..

Jeg gik hjem.. Jeg ville ikke ses af mine forældre, så jeg listede så stille jeg kunne op på mit værelse, men lige idag var min far ikke nedenunder. Han var ovenpå. Det plejede han aldrig at være. Han sad inde på Martinus værelse og kiggede ned i jorden. Det var med blandede følelser at jeg gik videre forbi og ind på mit værelse, men så nemt gik det ikke. En trist og forvirret stemme kommer bag fra "Marcus.. Hvad er der sket i nat? Har i været ude og drikke?". Jeg var så sur på Kamille så jeg sagde det som det var. "Kamille var fuld.. Martinus tog afsted for at hente hende.. Men du kan jo spørge Martinus om flere detaljer" sagde jeg flabet imens Martinus kom op ad trapperne. Han stoppede brat op imens mine og vores fars øjne stirrede på ham. "F.. Far jeg kan forklare det, ik sig noget til hendes forældre, jeg b.. beder dig!" sagde han skælvende. "Martinus jeg bliver nødt til det, det kunne have gået galt, det ved du godt ik?". Martinus svarede ikke, men tog en dyb indånding og kiggede trist på mig som om det var min skyld. Men jeg var ligeglad, han måtte gerne tro at det var min skyld.

Kamilles synsvinkel:

Mit triste moment jeg havde hvor jeg sad og så billeder af mig og Sofie sammen blev afbrudt. "Kamille!" råbte min far nede fra stuen. Hver gang de råbte mit navn betød det at jeg skulle gå nedenunder så det gjorde jeg. Jeg havde glemt alt om at jeg havde Martinus' tøj på og mascara i hele hovedet, men jeg var egentlig også lidt ligeglad. En følelse af bekymring kom op i mig da jeg så Karla for enden af trappen. Hun så ked af det ud. Som om jeg havde gjort noget helt forfærdeligt. Hun sagde ikke noget til mig, hendes øjne fulgte bare mig ind i stuen hvor mine forældre stod med et surt og skuffende ansigtsudtryk.

Som ordene kom ud af min fars mund, blev min krop tungere og tungere. En ubeskrivelig følelse af tomhed kom op i mig. Han råbte ikke, han hævede bare stemmen meget.

Jeg var ligeglad med alt nu. Jeg ville ikke leve mere.. Min tunge krop gik ovenpå igen, og jeg fik skrevet en besked til Martinus. "Tak.. Tak for alt Martinus.. Farvel, og hils Marcus fra mig" skrev jeg.. Det var hårdt, men befriende.. *Bling* *Bling* *Bling*.. Martinus havde nu skrevet omkring 11 beskeder til mig af samme slags. "Hvor er du?!", "Kamille!".. Men det gav mig egentlig bare mere lyst til at dø.. Først da Marcus skrev en besked til mig, rørte det mig.. Meget.. "Kamille.. Du må ikke forlade mig.. Jeg elsker dig mere end nogle anden.." Beskederne blev udtydelige pga. mine tårer.. Jeg tog Martinus hoodie af og smed den over i hjørnet til Marcus'. Jeg gik ud på toilettet kun iført bh og Martinus' fodboldshorts. Jeg låste ikke døren, jeg smækkede den bare. 

Jeg kunne ikke kigge på mig selv i spejlet, for så ville jeg bare tænke på Marcus og ændre mening.. Jeg tog bøtten med barberblade i, og tog det jeg synes så skarpest ud. Jeg tændte bruseren og satte mig under for at dø noglelunde ligesom Hannah Baker..

Jeg skar et langt snit, og det blødte. Men ikke nok til at jeg kunne dø.. Da jeg hører nogle løbe op ad trappen går jeg først i panik, og derefter indser jeg hvad det er jeg laver.. 

Marcus braser ind ad døren imens han råber mit navn. Han er bare meget forpustet. Han løber ind under bruseren. Først river han barberbladet ud af min hånd, og derefter omfavner han mig med et af hans fantastiske kram. I døren ser jeg først Karla.. Det gjorde mig så ondt at hun skulle se mig sådan her. Lige bagved Karla stod mine forældre.. Min far stod bare med åben mund imens min mor var grædefærdig.. Lige bad ved min mor skimter jeg Martinus..