ET FORHOLD, TO VERDENER

Tilbage til starten?

Martinus' synsvinkel: 

Jeg blinkede ikke engang.. Jeg stirrede bare på Kamille. De der onde øjne som alle piger er så gode til at lave, fik jeg.. Jeg vidste godt hvad hun var sur over, men det var jo ikke engang min skyld.. Jeg kunne ikke klare det.. Jeg forlod hendes hus uden nogle lagde mærke til det. Alt opmærksomheden var på Kamille, hvilket også var forståeligt nok.. 

Kamilles synsvinkel:

Marcus varmede min krop.. Mine øjne var sat på det røde vand der ligeså stille røg ned i risten. Efter det forsvandt kiggede jeg på Martinus. Jeg var virkelig sur på ham.. Jeg var egentlig lidt irriteret på alle der stod der i døren.. Jeg ville bare være alene med Marcus, og det tror jeg også min mor forstod som den eneste.. Hun tog min far og Karla med nedenunder. Martinus var allerede gået. Marcus løftede mig op og tog et håndklæde om mig uden at sige noget. Han tog sin telefon frem og skrev en besked imens han sagde "jeg sover her" på en lidt sur måde. Han havde aldrig sovet her før.. Hvorfor ville han overhovedet det? Han var stadigvæk sur, det kunne man tydeligt mærke.

20 minutter senere: Nu lå jeg i min seng.. Jeg havde været ordentligt i bad og fået nattøj på. Jeg havde også fået et plaster på mit snit.. Jeg lå bare og kiggede på det imens Marcus tog hans tøj af.. Nu hvor jeg var nogenlunde okay med Marcus igen, kunne jeg tænke mere på Katrine.. Jeg savnede hende så meget. Jeg havde ikke rigtig nogle veninder herovre. Både Sofie og Jasmin hader mig, og jeg ved ikke med Julie.. Hun har alligevel så mange andre venner..  Jeg sendte en snap til Katrine hvor jeg skrev "Er du sur?".. Lige i det Marcus lagde sig ved siden af mig fik jeg en underlig klump i halsen.. Var jeg virkelig nervøs for at skulle sove med ham? Det føltes på ingen måde rigtigt at ligge med ham, selvom vi overhovedet ikke ligger tæt på hinanden. Marcus ligger så langt ude at han næsten er ved at falde ned fra sengen.. Han siger ikke noget.. Han spørger ikke engang om jeg er okay.. "Marcus hvorfor er du her hvis du alligevel ikke gider at snakke..?" spurgte jeg ham i håb om at vi kunne blive venner igen.. Kærester igen.. Men han svarede ikke. Han sov. Eller han lod som om at han sov, jeg vidste godt at han var vågen..

Jeg gik ligeså stille ud på toilettet for at få den mærkelige klump væk fra min hals. Jeg låste heller ikke døren denne gang, jeg lukkede den ikke engang. Jeg tog noget vand i hovedet og kiggede mig selv i spejlet.. Jeg kunne ikke rigtig forstå hvad der lige var sket.. Det hele var så overvældende. Jeg kiggede på en tåre trille ned ad min kind. Marcus fangede mit blik. Han stod og lænede sig op ad dørkarmen med hans bare overkrop og rodet hår. "Nu prøver du vel ikke på noget igen vel.." sagde han trist. Jeg rullede bare øjne af ham uden at sige noget.. En varm hånd fjernede min tåre, og tog efterfulgt mit hår om bag mit øre. Flere tårer pressede sig på. Jeg vendte mig om imod ham og kiggede ind i hans brune øjne som skinnede klart. Jeg havde savnet Marcus så meget.. 

*Undskyld for så lang ventetid og et meget kort afsnit. Har haft eksamener, men er endelig færdig så lover at der meget snart kommer et nyt ud! Håber i kan lide det!*