ET FORHOLD, TO VERDENER

Firkantsdramaet

Martinus' synsvinkel:

Mine håndflader svedte.. "Jeg er ikke færdig med dig Martinus!!" jeg var bange for at han ville tæske mig igen når vi finder ham.. Selvom han er min tvilling, så kunne han godt finde på det. Jeg ved jo hvor meget Kamille betyder for ham. Hun er det eneste han har.. Jeg har ødelagt hans liv endnu mere..

Jeg tænkte at fodboldbanen var det bedste bud på hvor han var, men på vej op til banen ser vi ham. Og Sofie.. Fuck. Jeg kunne mærke at det her ville gå galt. Eller det var gået galt. Marcus giver Sofie et blik som viser at jeg er her. Sofie vender sig om og jeg ser at hun har grædt. Mere end nogensinde før. Kamille stod helt stille ved siden af mig. Hun kiggede bare ned i jorden. Jeg følte at det hele var min skyld. Jeg stod med åben mund og skulle til at sige noget, men kunne ikke. "Martinus du er en kæmpe idiot, det ved du godt ik?" sagde Marcus.. Jeg vidste at han også var virkelig sur på Kamille, men han kunne ikke få sig selv til at svine hende til.

Det var ret akavet. Ingen sagde noget. Sofie græd ikke mere, hun stod bare med armene omkring sig som om hun frøs. Marcus' øjne kiggede på hende, og han omfavnede hende i et kram. Det gjorde Kamille meget ked af det, også mig, men mest Kamille.. Hun var så tæt på at græde. Det var som om at der var noget galt som jeg ikke vidste.

Kamilles synsvinkel:

Ligepludselig gik det hele op for mig.. Prøver Sofie på at få Marcus? Hun har jo trods alt været forelsket i ham. Hun nød hans kram. Det kunne jeg se. Hun kiggede hurtigt op på mig med nogle onde øjne.. Uden og kigge på Martinus tog jeg hårdt fat i hans arm og ruskede den. Han måtte tænke jeg var sindssyg, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg vidste bare at jeg måtte gøre noget.. "Martinus gør noget!" hviskede jeg for mig selv, men han kunne stadigvæk høre det. "Stop nu!" røg det ud af Martinus.. "Lad os nu forklare hvad der er sket!" sagde han. Marcus og Sofie gik ud af deres langvarige kram, og stod og var klar til at lytte. Martinus forklarede det hele. Mit hårde greb om hans arm blev svagere efter hvert ord der kom ud ad hans mund. Marcus og Sofie blev begge tavse. Eller det gjorde vi alle fire.. Min hånd var ikke længere på Martinus arm. Jeg kendte Marcus godt efterhånden, og jeg kunne se, at han vidste der var mere. Vi havde jo ikke fortalt det med kysset. Det ville jo ikke ligefrem gøre det bedre.

Marcus brød tavsheden. Det kom egentlig ikke som en overraskelse. "Martinus. Du er så dum.. Jeg kan slet ikke forstå hvordan du kunne få dig selv til at gøre det her." Marcus forstod tydeligvis ingenting. Martinus hjalp mig jo bare. Jeg kunne se på Martinus at det gjorde ham ked af det. Jeg fik nok nu.. "Marcus hvordan kan du få dig selv til det her? Du er jo syg! Du har tæsket din egen bror bare fordi han hjalp mig! Du er jo selv meget værre? Du kyssede med Jasmin? Uden nogle grund!" Ordene fløj ud af min mund. Sofie blev chokeret.. Hun trak sig stille væk fra Marcus imens hans øjne var sat imod mig. Hun vidste jo ikke at Marcus også kunne være voldsom. Marcus stod helt mundlam. Han nikkede stille med hovedet og gik. Han gik forbi mig. Han kiggede hurtigt op på mig da han var lige ved siden af mig. Jeg vendte mig om for at se ham gå. Han tog hans sorte hætte fra hans hættetrøje over hovedet, og hænderne i lommerne. Han forsvandt hurtigt bag nogle træer.. Jeg vendte mig om igen for at kramme Martinus. Men Martinus var optaget. Han stod og krammede Sofie som stadig var chokeret. Hvorfor kunne Marcus ikke også bare tilgive en så nemt som Martinus kunne.. Martinus og Sofies goals kram gjorde mig endnu mere ked af det, så jeg gik.. Jeg gik den samme vej som Marcus men alligevel ikke helt. Jeg drejede ned ad min egen vej. Jeg havde stadigvæk Martinus' tøj på, og jeg vidste egentlig ikke hvordan jeg skulle forklare mine forældre det. De vidste godt at jeg ikke var sammen med Marcus mere, så jeg kunne ikke bare sige at det var hans..

Det føltes som en lang tur, men jeg var endelig kommet hjem.. Mine forældre og Karla sad ved bordet. Det var jo stadigvæk morgen. Jeg skyndte mig op på væreslet uden at sige noget. De lagde alligevel ikke mærke til mig. Hvornår lagde nogle overhovedet mærke til mig..

Jeg lagde mig i min seng med Martinus tøj på, for det var ret betryggende. Jeg tog min computer frem og skulle til at se 4 episode af "Døde piger lyver ikke" Hannahs liv mindede lidt om mit. Jeg følte mig usynlig. Måske skulle jeg bare forsvinde.. Alle de ubehagelige tanker som alle frygter kom op i mig. Jeg læste en besked som jeg havde fået fra Sofie.. Mit savn til hende kom ligepludselig frem.. Jeg sad og kiggede nogle billeder af os igennem. Det fik mig endnu mere lyst til at forsvinde..