The secret that change my life ft. M&M (afsluttet)

Kapitel 5//Sanheden om Simon

"det er bare fordi jeg ikke har lyst til at snakke om min bror" siger jeg og en tåre løber ned af min kind, Marcus kommer hen og sætter sig ved siden af mig og tørre min tåre væk og krammer mig, ej, hvor er han en god ven. "Du kan stole på mig, jeg fortæller det ikke til nogen og jeg vil altid være her for dig når du har brug for et kram" siger han, jeg smiler lidt og begynder så at forklare "det er fordi for ca et år siden...." jeg holder en pause og græder Marcus krammer mig tættere ind til ham og jeg fortsætter med at snakke, "der havde jeg en hyggelig dag med min søster inde i København og så får min søster et opkald, hun ser trist ud hele opkaldet igennem, og da hun er færdig med opkaldet, spørger jeg hende så hvem det var, hun fortæller så at det var... en politibetjent som eftersøger min bror" jeg bryder helt sammen og ligger mit hovede på Marcus bryst og græder og fortæller så videre "jeg var i starten helt i chok over det, det samme var min søster også og hele vores tur blev bare ødelagt pga det, så vi tog hjem og fortalte vores mor det, hun var også i chok og prøvede at kontakte ham, men han svarede ikke. Der gik så flere måneder og min mor og søster glemte det så, men jeg blev ved med at være i chok over det og det er jeg stadig den dag i dag." Jeg græder endnu mere og fortsætter "han betød virkelig meget for mig, og det værste er at vi har ikke haft kontakt eller set ham lige siden og vi har aldrig fået at vide hvad han var eftersøgt for" fortæller jeg. Marcus krammer mig tæt ind til mig "det er jeg ked af at høre" siger han så. Vi sidder sådan i nok en halv time, og det virkeligt rart at fortælle det til en, jeg mener ingen gang Silje ved det. Men jeg føler bare der er noget specielt ved Marcus.

Der er gået lidt tid og mig og Marcus er faldet i søvn i min seng, men bliver vækket af Martinus der kommer hoppende ind på os "hva så turtelduer, vi skal spise" "turtelduer, vi er altså bare venner" siger jeg vredt til Martinus, han tager sine hænder i forsvarsposition, "så siger vi det, men vi skal altså stadig spise" siger han og går ned, efterfulgt af mig og Marcus.
Marcus stopper mig på trappen "er du okay?" Spørger han "ja, jeg har det fint" siger jeg og smiler, han er seriøst den bedste ven ever.

Da vi har spist sætter vi os alle sammen ind i sofaen og ser en film, vi hygger os rigtig meget, gad de kunne blive længere tid, de skal allerede hjem mandag morgen og i dag er det lørdag aften. I morgen kommer Silje på besøg og jeg må på en eller anden måde få dem ud af huset, så hun ikke opdager det.