C.H.A.N.G.E

Kapitel 3 - Hvad skete der lige? (Part 2)

"Jeg bliver bare hos Willstay " Hun tvang mig nærmest til, ikke at bekymre mig om hende. 

"Er du sikker Ciara?" Jeg havde greb om hende, så hun ikke kunne gå væk fra mig. 

"Ja Tyler, jeg er 100 procent sikker" Hun grinede af at jeg var lidt bange og bekymret, men det smittede voldsomt meget af. 
Hun virkede heller ikke vildt fuld, så det var jo fint nok, og jeg regnede heller ikke med at hun ville blive det. Det plejede hun ihvertfald ikke. 

"Okay så" Jeg kyssede hende vådt, og en smule intenst. 

"Jeg elsker dig Ciara" Jeg var nødt til at tage hjem, jeg havde en vigtig kamp imorgen, og det forstod hun også helt, dog selvom hun var lidt træt af det alligevel. Men altså jeg forstår hende da godt, hvem ville ikke savne mig da? 

"Jeg elsker også dig!" Hun tog fat på min mave, og gav mit et sidste kys inden jeg forsvandt ud til min bil. 

Det var sidste dag jeg så Ciara, sidste gang jeg så hende, sidste kys fra hende og sidste blik jeg havde på hende, inden det mest mulige værste skete i mit liv. Et af mit livs værste dage. 

"Tyler....." Det var en sønderknust dame der ringede sent om aftnen, og hendes snøften var helt ude af kontrol. Vejrtrækningen var langtfra normal, den var helt forhastet. 

"Der er sket et uheld....." Hendes stemme blev svagere og svagere, og det var i det øjeblik det var ved at gå op for mig.

"Ciara har været ude for et trafikuheld..."Hun hviskede nærmest, og udbrød i gråd lige bagefter. Det var som hvis tiden gik fuldstændig i stå. Mit hjerte stoppede helt op, samtidig med det blev knust i de mindste stykker de kunne, smidt hårdt ned på jorden for at træde dem aller hver især helt flade. Jeg tabte telefonen direkte ned på gulvet, eller rettere sagt telefonen gled ud af hånden da jeg mistede alt min bevidsthed i kroppen. Mit hjerte rungede på en måde den aldrig har gjort før, og mine øjne blev langsomt blindet af de tårer der fyldte mine øjne op. Det gjorde ondt. For første gang har jeg følt en vis smerte, som et kæmpe sår der er blevet revet op, og ikke kan reddes. Ligesom Ciara.....

Hvad skulle jeg gøre....

Jeg løb direkte op på mine forældres værelse, og vækkede dem lidt forhastet. Jeg skulle bare ind på det sygehus, og det kunne ikke gå for hurtigt. 

"Vi er nødt til at tage ind til sygehuset, nu!" Jeg kunne mærke tårerne trille ned ad min kind, og det var ikke en rar følelse. 

"Tyler, hvad sker der" Min mor så helt skræmt ud, og ærligt kunne jeg godt forstå det.

"Ciara har været i et uheld...." Jeg lå mærke til at min stemme rystede, og det samme gjorde min forældre. Der blev helt stille et øjeblik, og mine forældre kiggede bare på hinanden.

"Okay kom, vi kører Tyler" sagde min mor, og tog hårdt fast om min hånd for at trække mig med.

"Skat bliver du hjemme ved de andre?" Min mor virkede også ret så påvirket af hele situation, og det smittede også af på hendes stemmebånd

"Ja...Selvfølgelig" Min fars blik var helt nedtrykt, og han vidste ikke helt hvad han skulle gøre.

Bilturen til hospitalet var den længste vej nogensinde, selvom det kun var 4 km. Min mor blev ved med at spørge ind til hvad der var sket, men jeg var så utålmodig at jeg knapt nok kunne snakke. Jeg sad og rykkede på mine urolige ben hvert 10. sekund, og mine hænder kørte rundt i hinanden som hvis jeg holdte en bold. Min mor nåede kun lige at parkere, da jeg sprang ud fra bilen og løb direkte op mod indgangen, for at spørge til Ciara Harper. Jeg tror aldrig jeg har spurtet så hurtig før, og jeg slog mulige rekorder sikkert, men jeg var nød til at se hende med det samme. Hendes far stod derude med tårer i øjnene, og pegede forsigtigt ind hvor hun lå. Hun lagde med slanger overalt nærmest, drop i hendes arm, noget til at støtte hendes nakke, og en masse skrammer og forbindinger overalt. Hendes kinder var helt fugtige, og da jeg så hende følte jeg at jeg kunne besvime. Hun holdte i hånden med sin mor, og så ekstrem svag og kraftløs ud. Hendes øjne var helt røde, og hendes blik fortalte alt om den smerte hun var i.