C.H.A.N.G.E

Kapitel 33 - Phoebe

Jeg var langt om længe kommet hjem fra London, to dage efter min og Crystals scene midt på en gade i London. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre af mine følelser, og intet som jeg gjorde virkede rigtigt. 

Udover det stod jeg igen og skulle trække i mit sorte jakkesæt. Det var idag d.15. Maj, at lille Phoebe skulle begraves...Jeg fik helt en klump i halsen af og tænke på det. Det var virkelig forfærdelig. 2 måneder mere, og hun kunne have været den lykkeligste to-årige nogensinde. Jeg hadede det virkeligt, så inderligt. Det værste var at det altid var Phoebe der kunne få min mundvige til at løfte sig, uanset situationen. Hun var alt for nuttet, til at kunne være sur på hende. 

"Tyler, kommer du ned?" Råbte min mor. Hendes stemme røstede, og man kunne tydelig mærke at det var svært for hende. Jeg spændte mit slips, og kiggede på mig selv. Er det virkelig den her person jeg ville være? Den person der gør en sorg værre ved at behandle mig selv som jeg gør? Giv plads til at elske folk Tyler, du gør det værre ved at lukke folk ude. Måske var det på tide at ændre sig? 

Jeg mødte min søster da jeg kom ned, og hun stod rigtig fin i en sort kjole, med en buket roser i hendes hånd. Hun fik øje på mig, og smilede kort til mig inden hun gik hen mod mig og gav mig et kram. Hun snøftede da hendes næste ramte mit jakkesæt, og jeg vidste slet ikke hvordan jeg skulle håndtere noget af det her. 

"Hvordan har du det?" Spurgte hun, og tog sig sammen. Selvom det var mig som skulle tage sig sammen. 

"Ærligt, så har jeg det forfærdeligt. Har mistet al glæden. Men for mor og fars skyld, så går det lige nu" Hendes mundvige kunne ikke beslutte sig om den skulle græde og løftes lidt, det blev derfor en blanding af alle følelserne på en gang. 

Vi gik allesammen ud mod bilen, min bror og jeg gik ved siden af hinanden og selvom jeg gik ved siden af, vidste jeg udemærket godt han følte ligesom mig. Jeg lagde min arm om hans skulder, og han kiggede på mig som han aldrig har gjort før. Hans blik var fyldt med følelser, som vidste at han var i den værst tænklige smerte lige nu. For engangskyld kunne jeg se min bror i hans egen krop. Og selvom omstændighederne var forfærdelige, så var det virkelig rart at se. Se at han egentlig havde følelser for noget der betød noget for ham. 

Tavsheden bredte sig i bilen, men da vi kom ind i kirken var stemningen langt mere anspændt end i bilen. Vi gik som hovedpunktet ind i kirken, som det berygtede familie som vi var. Storesøsteren som har det største snit i skolens historie, 11,3. Warren, ældste storebror som havde jordens pæneste krop og ansigt, og som alle piger på et eller andet tidspunkt havde været forelsket i. Mig...Mig som gik i min brors fodspor, og fik draget en masse feminin opmærksomhed mod mig uden at lette røven. Mig som var kommet ind på USAs bedste college indenfor fodbold.  Mine forældre som knoklede røven ud af bukserne, og gav os alt hvad vi manglede. Den rige familie, som har de "perfekte" børn.
Ja der var mange fordomme mod os fra andre, men den værste var dog - Familien Wayne er en spoleret rig familie, som aldrig oplever det mindste modstand. 
Det var ærlig talt til, at lukke op og skide i, fordi den modgang som jeg, og min familie har været op mod, er noget som langt de fleste ikke har en anelse om, og som ingen drømmer om kan ske. Og hvem er kommet op og stå på sine egne ben igen, det er fandme os! Og uden hjælp. 

Jeg kunne ikke fokusere på alle de mennesker som viste os medlidenhed, når alt de ville var at komme ind under vingerne hos familien Wayne. Jeg havde rettet mit blik ned mod gulvet, og jeg kunne mærke folks borende blikke i mig. Folk som jeg gik på skole med, og som jeg aldrig havde snakket med var her. Hele kirken var proppet med mennesker, og jeg tror både min søster og bror var ligeså chokeret som mig. Vi gik op forrest i kirken, og jeg fik kun lige øje på den lille kiste, inden jeg flyttede mit blik og lod min søster komme ind lige før mig. 
Min mor havde tårer trillende neds langs hendes kinder hele tiden, min far skjulte dog smerten meget godt. Ligesom Warren og jeg. Min søster derimod var en blanding, fordi hun lignede en der kunne sprænge å et hvilket som helst tidspunkt. Og når det skete - skulle jeg nok være der.

Begravelsen gik langsomt i gang, og stilheden bredte sig i hele kirken. Hvert åndedræt kunne næsten høres. Det var vildt ubehageligt. Faktisk var hele den her situation bare helt - vildt - ubehageliG!
Efter den længste time jeg nogensinde har haft, udover da Ciara blev begravet var gudstjenesten færdig, og jeg tog stille fat i Phoebes lille kiste. Phoebes lille livslø...
Jeg, min bror, min moster og min mor tog kisten og gik langsomt ud af kirken, med folks nysgerrige blikke, og videre hen til hvor hun skulle begraves. Det var virkelig svært for mig at holde tårerne inde, men jeg var virkelig nødt til det. Hvis jeg først begyndte at græde, ville jeg ikke kunne få en ende. Det var først nu at det gik op for mig, at man kunne se Ciaras gravsten fra Phoebes, og da jeg skiftevis kiggede på dem, knuste mit hjerte sig helt, og én enkel tårer røg på afveje ned ad min kind.
De sidste ord blev talt, og vi fik sagt farvel til vores alles kære Phoebe, som vi allerede savnede utrolig meget. Det var hjerteskærende. 

Jeg kastede en sidste rose ned på Phoebes sten, efter de fleste mennesker var gået, og gik om med en anden rose til Ciaras grav. Mine skridt var virkelig tunge på vej derhen, og da jeg fik øje på mere skrift på gravstenen end jeg kunne huske, blev farten og forvirringen i mit hovede sat op. Da jeg stod foran stenen, mistede jeg bevidstheden i benene og satte mig håbløst ned i knæ. 

Helen Field Harper
Vi savner dig bedste

En klump satte sig fast i halsen på mig, og jeg var tom for ord. 

12. September 1931 - 10. Juni 2017

Det gik ligepludselig op for mig, at det krudseduller som var på gravstenen da jeg sidst var der, ikke bare var noget ligegyldigt, men at de lavede gravstenen om så Ciaras bedstemor stod på den også. Så de to var samlet...
Jeg anede ikke hendes bedstemor døde året efter, og jeg fortrød virkelig at jeg ikke har haft taget mig sammen og snakket med hendes familie efter Ciara. Jeg kom mig bare aldrig over det, til at tage mig sammen til det. 

Måske var jeg bare født ind i verdenen for at få slag i hjertet hele tiden?