C.H.A.N.G.E

Kapitel 30 - Den lyserøde sky

Der lød to enkelte bank på døren indtil rummet hvor jeg sad alene og kiggede stift på et bord med en masse blade.
Jeg rettede mit blik og så at Crystal stod bag døren med mundvigen hængende, og øjenlågende helt udmattet. Jeg fik hurtig øjenkontakt med hende, og blev mindet om hvor tarvelig forelsket jeg var i hende, uden at kunne ændre på det, og uden at kunne gøre noget ved det. Hun kom stille, og usikkert ind og lukkede døren efterfulgt af et tydelig dybt suk. Jeg kiggede med buede øjenbryn, skulle hun til at besvime eller var hendes krop fyldt op med tømmermænd? Hvis det var det sidste, havde hun store næver til at trodse mig her. 

"Crystal?..Hvad nu" Sagde jeg, og vidste ikke hvordan jeg skulle kigge på hende. 
Jeg blev hurtig opmærksom på at hun ikke var det mindste fuld, eller havde de mindste tømmermænd. Hun havde en tårer trillende ned langs hendes ene kind, og hun vidste tydeligvis ikke helt hvordan hun skulle skjule den. Hun turde ikke engang kigge på mig. 

Jeg rejste mig op, og selvom hun virkelig havde knust mit hjerte og blev ved med at dukke op, havde jeg stadig lyst til at give hende en kæmpe krammer for hvad end det var hun græd over. 

"Nej Tyler, du er nødt til at side ned" Sagde hun, og tørrede ubemærket tåreren væk, og kiggede mig langt om længe i øjnene. Hun havde helt røde øjne, og jeg kunne straks se at hun havde grædt. Også før hun var kommet herind. Mit hjerte rungede helt, og selvom jeg ikke anede hvad der skete, havde jeg ondt af hende. 
Hun kørte en hånd igennem hendes rodede hår, og kiggede derefter skævt på mig, og åbnede langsomt hendes mund op. 

"Undskyld Tyler, virkelig....Undskyld..." Hendes gyldne tårer begyndte langsomt at trille igen, og denne gang havde hun ikke kontrol over dem. 

"Jeg var virkelig jordens største nar overfor dig, og jeg forstår ikke engang hvorfor du ville snakke med mig....Du skylder mig ingenting" Sagde hun hulkende. 

"Da du fortalte at du kunne lide mig på skituren, blev jeg virkelig bange og gik fuldstændig i panik" Jeg lyttede intenst til hvad hun havde at sige, men samtidig havde jeg hele tiden Phoebe i baghovedet. Lille Phoebe...

"De forhold som jeg har været i, er altid blevet revet i tu af de fu**ing lorte paparazzier, de har altid formået at finde en ting som bare kunne ødelægge det hele. Og de 2 gange det har været sket, har jeg været fuldstændig ude af den....."

"Og jeg vil være ulykkelig hvis det samme skulle ske igen, bare med dig.....En som jeg faktisk kan lide så meget, at jeg ville gøre al-t for at være sammen med" Hun kiggede mig dybt i øjnene, med de vådeste bambi øjne jeg nogensinde havde set. 

"Men jeg kan ikke benægte at du er den dreng som jeg hele tiden tænker på, og som jeg er så smaskforelsket i, at jeg savner dig hver gang du ikke er hos mig" Hun rystede helt, og det var tydelig at hun var nervøs overfor min reaktion. 
Jeg derimod var helt lamslået, og anede ikke hvad jeg skulle sige. Så hun kunne altså godt lide mig alligevel?

"Og undskyld fordi jeg var så led ved det...." Hun satte sig på hug foran mig, og tog min hånd i hendes bløde varme hænder. 

"Crystal......" Sagde jeg, og trak hende ind til et kram. 

Hun lagde sit hovede på min skulder, og kunne ikke gemme hendes smil, samt røde kinder, lige indtil hun hurtig fjernede det igen og kiggede intenst og alvorlig på mig, med helt åbne øjne. 

"Hvad med din søster?!" Sagde hun, og lyttede ivrigt efter et svar. 

"Jeg ved det ikke endnu" Jeg kiggede hurtig væk, inden jeg sagde det som gjorde allermest ondt. 

"Kun at hun har kræft" Jeg fik våde øjne, og prøvede ihærdigt på at skjule dem, men hun så dem ligeså hurtig som jeg mærkede dem komme frem. Hun sukkede dybt, og prøvede for min skyld at holde facade.