C.H.A.N.G.E

Kapitel 4 - Begravelsen💔

Efter mange overvejende timer, blev jeg enig med mig selv om at jeg skulle dukke op til Ciaras begravelse. Jeg var nødt til at gøre det, både for Ciara's forældre men også for min egen skyld. Det var den eneste måde jeg kunne sige farvel til min kæres-... Min afdøde kæreste....

Morgnen var hård, jeg vidste udemærket godt hvilken dag det var og alle i hjemmet var klædt i sort, samt med at stemningen var en smule anspændt. Jeg stod foran spejlet med mit sorte jakkesæt på, og fantaserede om at Ciara stod ved siden af mig, og at det var prom jeg skulle til, og ikke hendes begravelse. 

"Tyler....Er du klar?" Jeg blev afbrudt midt i at jeg øvede tale, af min mor som stod i døråbningen. 

"Ja to sek" Jeg skulle lige binde mit slips, men mine fingre rystede for meget til at jeg kunne. 

"Lad mig hjælpe" Min mor tog over, og så min nervøsitet stige. Hun tog fat om mine skuldre, og kiggede mig dybt i øjnene. 

"Hør Tyler jeg er udemærket godt klar over, at det her bliver en hård dag, men du skal vide at det er okay at vise sine følelser på sådan en dag som idag. Det er det sidste farvel, og det er det for mange, så du er ikke den eneste der ville side og græde...Jeg kommer til at tudebrøle. Og der er ingenting at være nervøs for, du skal nok klare den, det ved jeg! Og hvis ikke, så sidder Ciara og sørger for det" Sagde hun med et smertefuldt smil på læben, men det hjalp alligevel lidt. 

_______________

Kirken var proppet med mennesker, hvor jeg ikke rigtig kendte halvdelen af dem. Jeg spottede hendes forældre, og gik langsomt hen imod dem.

"Århh Tyler" Jeg blev straks omfavnet af Ciara's mor. 

"Tak fordi du gad at komme" Hendes stemme rystede lidt hvilket også var helt forståelig. Hendes far klappede mig blødt på skulderen, og sendte et halvhjertet smil. Stakkels forældre. 

Jeg fulgtes med mine forældre ind i kirken, og da jeg så kisten midt på gulvet, var jeg nødt til at stoppe op og tage en dyb indånding. Okay rolig Tyler, du skal nok klare den. Der lå blomster ned langs hele gulvet, samt små bånd med sætninger som, "Altid elsket", "Huskes for altid" og "Du vil altid være i vore hjerter". Min mor så min bekymrende rynke midt på panden, og trak mig derfor bare med hen hvor vi skulle side. Jeg kunne ikke holde til at kigge på kisten, og vide hvem det egentlig var for. Det var først nu her det gik op for mig, at hun var væk og aldrig ville komme tilbage. I mit hovede gav intet af det her mening. Jeg forstod ikke at jeg aldrig skulle se hende igen, jeg forstod ikke at hun faktisk lagde i en kiste, som den eneste af dem der var ude for uheldet. 

Begravelsen gik så småt igang, og alle var helt deprimerede og havde røde øjne af deres tårer. Jeg sad bare og kæmpede for at holde mine inde. Efter præsten havde været i gang var det min tur. Jeg overvejede flere gange om jeg skulle lade vær, og bare sætte mig ned på min plads, men igen ramte tanken mig bare, at det var sidste gang jeg kunne sige farvel. Jeg gik forbi kisten, og trak vejret dybt inden jeg endte for enden af den. Lige der hvor jeg skulle stå. Jeg fandt mine papir frem, og kiggede ud på menneskemængden, som alle havde rettet deres blikke mod mig. 

"Kæreste Ciara...." Den pause jeg havde tænkt skulle være, kom her i stedet. Jeg var nødt til at tage en dyb indånding, og vise min stærke side af mig selv. Jeg ville ikke stå foran så mange mennesker, og bryde fuldstændig sammen.

"Den skønneste pige, veninde, datter og kæreste...." Jeg kiggede kort på papiret, og blev enig om at jeg ikke skulle stå og læse op. Jeg skulle sige noget fra mit hjerte, og det havde jeg tænkt mig at gøre. Jeg foldede det sammen og puttede det i min lomme, hvorefter jeg begyndte.